Så fuldendte vi vores fusion

 Det var en dejlig fornemmelse, da vi for nylig kunne vinke farvel til den sidste flyttevogn og byde velkommen til 8 nye partnere og deres ca. 60 medarbejdere fra AP. En fotograf kom forbi til at forevige øjeblikket (og resultatet kan I selv se her).

Vi er nu rykket ind i top 10 på listen over de største revisions- og rådgivningshuse i Danmark – efter alt at dømme er vi nr. 7. Og internationalt er vi nr. 6 og den revisionskæde i verden, der p.t. vækster mest.

"Det er ikke størrelsen men gørelsen"

Stilstand er lig med tilbagegang, og derfor er det væsentligt for enhver virksomhed hele tiden at udvikle sig fremad. Men selvom man vokser og udvikler sig positivt, er det dog ikke størrelsen men til hver en tid gørelsen, der er væsentlig.

Med vores nuværende størrelse har vi tilpas kritisk masse til at videreudvikle vores specialfunktioner inden for revision, rådgivning og skat – og på nogle vilkår, som også fremadrettet er konkurrencedygtige.

Gørelsen består for os i at forsøge at gøre det anderledes end de andre. Og for os handler det derfor ligeså meget om måden, vi leverer på, fremfor selve produktet. God rådgivning – og en god kundeoplevelse - indebærer, at vi er tæt på vores kunder; altid i øjenhøjde med de mennesker vi omgås uanset situationen; er fleksible og tilgængelige; leverer løsninger fremfor problemer og ikke komplicerer tingene unødigt: kommunikerer klart og tydeligt i et sprog der kan forstås; forventningsafstemmer up front; har kontinuitet i de teams der betjener vores kunder, så man ikke skal forklare de samme ting igen og igen. Vores rolle er at tilvejebringe gode beslutningsgrundlag, som vores kunder så kan vælge og tage beslutninger ud fra.

Høj etik og moral er selvsagt vores omdrejningspunkt, men det må heller aldrig bliver så firkantet, at man ikke giver kunderne de optimeringsmuligheder, der lovgivningsmæssigt ligger inde for skiven.

Og så gælder det selvfølgelig om at have alle produkter på hylderne og levere høj kvalitet i alle led. Og det kan vi i allerhøjeste grad nu!

Meget med regler – endnu mere med mennesker

Vort samfund er yderst lovreguleret. Og særligt det felt, som vi arbejder med, er meget regelbundet. Og vores berettigelse består i – på vegne af vores kunder – at kunne navigere optimalt i dette. Men det hele handler dybest set om menneskelige relationer. For at vi også opfattes som gode rådgivere, skal vi også kunne navigere empatisk og situationsbestemt. Og for at kunne levere højeste kvalitet i rådgivningen, skal vi dels have de bedste i markedet, men de skal også kunne fungere sammen.

Netop derfor er matchet med gruppen fra AP også det bedste, vi kunne have ønsket os. De har altid været hamrende dygtige til yde god service og være nærværende og dedikerede over for kunderne. Meget beundringsværdigt. Og så kender vi hinanden, kan lide hinanden og lide at arbejde sammen. Og det vil utvivlsomt manifestere sig, når vi skal hjælpe andre – dvs. de virksomheder og mennesker, som vi arbejder for – for det kan ikke undgås at smitte af også udadtil.

Og så vil jeg ikke undlade at nævne alle vores fantastiske medarbejdere, som hver dag gør en ufattelig stor indsats "behind the scenes" og dermed medvirker til at fremme vækst og dynamisk udvikling i dansk erhvervsliv. Vores medarbejdere er vores største aktiv, fordi de hver dag gør en stor forskel og bærer en stor del af æren for, at vi er, hvor vi nu er.

Vækst handler selvfølgelig om at kunne sit stof til fingerspidserne men i ligeså høj grad om samspillet mellem mennesker, og hvordan man sætter det rigtige hold både udadtil og indadtil.

Nu ikke mere om min egen baghave. Jeg glæder mig til i de kommende blogs – med refleksion, indsigt og forhåbentlig lidt gode indspark - at gå lidt dybere ind i "vækst-temaet" i forhold til, hvordan vi kan udvikle virksomheder og erhvervslivet i det hele taget, med de virkemidler, som der er at arbejde med.

 


 

Se flere blogs



Profil