Skal der være plads til misundelse?

Et af de mere interessante resultater fra de senere års lykkeforskning er, at vi kerer os om andre menneskers økonomi, men desværre ikke altid på den pæne måde. Vi sammenligner os med andre, og vores tilfredshed afhænger af, hvordan vi klarer os i forhold til dem. Selv en høj løn eller en lønstigning kan opleves som utilfredsstillende, hvis andre får mere. Det er nok en af grundene til, at lande som Danmark med lille indkomstulighed oplever sig som mere lykkelige.

Richard Layards bog ”Happiness” fortæller om et eksperiment, der lader deltagerne vælge mellem to situationer. En situation, hvor de tjener 300.000 om året, mens alle andre tjener 200.000. Og en situation hvor de tjener 600.000, men alle andre tjener 700.000. Mange foretrækker det første scenarie, selv om de økonomisk set har det bedre i det andet. Måske ville valget være et andet, hvis det drejede sig om rigtige penge, men Det virker mere dækkende, når det drejer sig om politiske diskussioner.

Man ser for sig, hvordan modstand mod afskaffelse af topskat eller arveafgift i virkeligheden skyldes misundelse.  Forargelsen over topledernes løn kan være udtryk for den samme tendens. Måske er et flertal af danskerne villige til at ofre noget af deres velfærd bare for at undgå, at andre får det bedre end dem. Politikere der ønsker at blive genvalgt, er nødt til at tage den slags alvorligt. Nogle lykkeforskere som Layard, der har haft indflydelse på Labours new deal i UK, bruger netop dette argument for progressiv beskatning.

Problemet er velkendt i erhvervslivet.  Lønstigninger i toppen af en organisation eller i en bestemt afdeling kan skabe utilfredshed hos andre medarbejdere, hvilket man blandt andet har søgt at imødegå ved ikke at offentliggøre individuelle lønoplysninger.  Mærkelig nok ser det ikke ud til, at misundelsen gælder fritid, så hvis cheferne i stedet lader de dygtige medarbejdere få en uges ekstra ferie, vil det ikke være noget, der forstyrrer de andres nattesøvn.

Der er dog en række principielle problemer knyttet til at anerkende misundelsen på denne måde. Vi tillader for eksempel ikke de studerende på CBS at få indflydelse på de andres karakterer, heller ikke selv om det ville gøre gennemsnittet gladere, hvis de dygtigste elever fik lavere karakterer. Det ville ligesom i erhvervslivet reducere incitamentet til at gøre en indsats. Skal en dygtig medarbejder virkelig undvære en lønstigning, fordi andre har ondt af det? Spørgsmålet er, om ikke alle har et etisk krav på at blive vurderet på deres egne præmisser. Hvis det er tilfældet, må vi også anerkende, at alle slags glæde ikke er lige gode. Skadefryd skal for eksempel næppe tælles med, når vi opgør et lands bruttonationallykke.                                

Hertil kommer naturligvis, at det ikke er fremmende for den økonomiske udvikling at give de mindre pæne følelser indflydelse på andres velfærd. Et af problemerne i nogle af de såkaldt primitive samfund er netop, at der ikke er veldefinerede ejendomsrettigheder inden for stammen, og at det enkelte menneske derfor mister initiativet. Der er paralleller til krænkelser af frihedsrettigheder og retssikkerhed i velfærdsstaten, som også har skadelige økonomiske konsekvenser.

Hvis der omvendt ikke må tages hensyn til misundelse og andre negative følelser, skaber det andre principielle problemer.  Er det legitimt ligefrem at bruge misundelsen som en drivkraft, som får medarbejderne eller samfundsborgerne til at arbejde hårdere?   Måske er utilfredshed – en mild form for ulykke - i nogle situationer forudsætningen for at komme videre. Trangen til at holde trit med naboerne – keeping up with the Joneses – betragtes i hvert fald som en stærk drivkraft i økonomisk teori.

I et frit samfund er borgerne dog ikke tvunget til at deltage i denne konkurrence. Mange betakker sig og koncentrerer sig for eksempel om familie og venner eller om at finde en dybere mening med tilværelsen.