Grexit eller Greccidence?

authorimage
BLOGS
Af: Teis Knuthsen
16. mar 2015

 

Sandsynligheden for en græsk udtræden af euro-samarbejdet synes at stige hastigt for tiden, og den stiger næsten hver gang den græske finansminister Yanis Varoufakis, eller andre ledende medlemmer af den græske regering, optræder i pressen.

 

Denne weekend har været særdeles slem. Først optrådte Varoufakis med sin hustru i en foto reportage i Paris Match fra sin penthouse lejlighed i Athen med udsigt til Akropolis (man er vel kommunist!). Siden trådte han godt i spinaten ved Como søen i Italien, hvor han udtrykte holdninger som at ECBs QE er meningsløs, at euro-zonen er i krise, og at offentlige investeringer er vejen frem. I princippet kan han have ret, men hans holdninger går stik i mod tidens dogma blandt andre euro regeringer. Endelig gik et TV interview i Tyskland skævt, da han konfronteredes med at have ”givet fingeren” til Tyskland i et andet tv interview.

 

Midt i det hele render andre dele af den græske regering rundt og kræver erstatning af Nazi-Tyskland, og truer med at sende tusindvis af immigranter nordpå. Igen kan man have sympati med synspunktet, men politisk set er det galskab.

 

 

En græsk udtræden kan komme ad flere veje. Det kan komme ved at Grækenland siger farvel. Men mere og mere synes det mest sandsynlige at være, at det sker som et uheld, altså grexit by accidence, eller greccidence, som er blevet det nye udtryk.

 

Flere EU regeringer vil kunne seen fordel af en græsk exit, ikke mindst i forhold til at øge presset på økonomisk uansvarlige lande, samt på populistiske oppositionspartier, der i øjeblikket nyder stor opbakning. Samtidig er man oprigtig stødt over den nye græske regerings opførsel.

 

Hvor vidt en udtræden kommer, og hvordan det i så fald ville kunne ske, er overhovedet ikke klart. Men jeg tror man skal bruge lidt tid på at forberede sig.

 

Det meste af den græske gæld er i dag kapslet ind i andre offentlige institutioner. Derfor bliver det ikke det chok for euro-zonen, det kunne have været i 2011 og 2012. For euro-zonen vil en exit ret beset kunne være at fortrække, da det vil styrke den økonomiske ansvarlighed. Men det vil nok også cementere ØMU’en som et fastkursområde, snarere end på vej mod en politisk union.

 

For Grækenland kan det på meget lang sigt være positivt (tænk på fugl Føniks, der rejser sig af asken), men på kortere sigt vil givetvis blive meget smertefuldt, og i faldet skal landet beslutte sig for en restrukturering a la Baltikum eller en annektering af Rusland a la Krim.

 

Uden tvivl bliver der tale om default i forhold til den græske statsgæld, et fald i værdien på en ny græsk valuta på mindst 40%, en udelukkelse fra internationale lånemarkeder i årevis, og en økonomisk nedtur, der kan strække sig over et årti.  Sådan går det når generationers økonomiske uansvarlighed skal afvikles. Hvis man vil forstå hvorfor det ikke rigtig er synd for grækerne, så læs f.eks. denne kommentar

 

Her og nu er min bekymring imidlertid en anden. Hvordan skal man agere de første 24 timer efter en melding om en græsk exit? Euroen bør falde. Ditto euro aktier. Hvis man skal være specifik, så tænk på italienske bankaktier og lignende, og træk konsekvenserne ud gennem alle markeder.

 

Meget vil afhænge af, hvordan udmeldingen kommer: Fredag aften? Lørdag morgen? Er som da schweizerne gjorde i nælderne en torsdag formiddag? Kommer udmeldingen samtidig med, at der indføres en ”bank-helligdag”, hvor markederne i hele euro-zonen lukkes? Det sidste vil nok være at foretrække. Kommer en exit som en vel orkestreret plan, eller er det en ensidig græsk beslutning? Det sidste vil absolut ikke være ønskværdigt.

 

Som privat investor kan det være svært at gardere sig mod en mulig greccidence. Det nuværende kombination af økonomisk fremgang og lempelig pengepolitik driver finansmarkederne op, inklusiv de dele af markeder der bliver hårdest ramt af en græsk exit. At være ude af markedet, eller "kort" en del af markederne, kan være en dyr forsikring. Alligevel bør et sådant udfald indgå i ens overvejelser. 

 

 

 

Profil
Teis Knuthsen authorimage Teis Knuthsen har det makroøkonomiske overblik og kan se de store linjer. På bloggen her finder man originale vinkler på verdensmarkedets udvikling.

Teis Knuthsen er cand.polit. og investeringsdirektør i Kirk Kapital. Tidligere har han været både investeringsdirektør i Saxo privatbank, Nykredit og Global Head of FX Research hos Danske Bank.

Få Teis indlæg
som RSS-feed her




 
Tidligere bloggere på borsen.dk