Kunsten at forklare ondskab

authorimage
BLOGS
Af: Yasmin Abdel-Hak
13. mar 2015

Jeg har som blogger haft en krise. I lang tid har jeg ikke kunnet skrive min blog om Mellemøsten. Alt for mange forfærdeligheder har fundet sted i verdenen til, at jeg har kunnet forholde mig til det. Jeg kunne eksempelvis ikke skrive om Charlie Hedbo angrebet i Paris. Jeg havde mange ting på hjertet, men kunne ikke finde ordene. Jeg ville også gerne have ytret mig om de seneste halshugninger begået af Islamisk Stat, om alle de uhyrligheder, der bliver begået i Mellemøsten i disse måneder. Om angrebet i København, om 9-årige børn, der bliver brugt som selvmordsbombere. Om samfundskritikere, der bliver fængslet og idømt piskning. Om kvinder og børn, der bliver brugt som sexslaver. Men jeg blev overvældet af graden af alt den ondskab.

Kan man forklare ondskaben i vores verden? Hvordan definerer vi den? Kan den i øvrigt gradbøjes?

To libanesiske søstre har gennem et par år lavet et banebrydende stykke arbejde i libanesiske fængsler. De har interviewet tilfangetagne medlemmer af Al Qaeda og Islamisk Stat i et forsøg på atforståderes bevæggrunde for mange af disse grusomheder.

Da søstrene spurgte et fængslet medlem af Islamisk Stat, hvorfor de foretog disse grusomme halshugninger af de amerikanske gidsler, var hans svar, at de faktisk selv syntes, at halshugninger var udslag af barmhjertighed: En halshugning er hurtigt overstået på 5-10 minutter. Hvorimod fangerne på Guantánamo basen – ifølge fangen – blev udsat for mangeårig tortur, for så først derefter at dø af følgerne af torturen.

Han forklarede videre om baggrunden for den orange fangedragt; symbolikken i den er en reference til de amerikanske soldaters overgreb på de irakiske fanger i Abu Ghraib fængslet i Irak. En påmindelse om, at disse overgreb ikke bliver glemt.

Endelig forklarede han, at de oftest kigger på videooptagelser og billeder fra Abu Ghraib fængslet af overgreb og voldtægter af de irakiske fanger, for at holde vreden intakt, og at nogle tager stoffer for at gøre sig mentalt klar til at gennemføre disse henrettelser.

Selvfølgelig holder hans ”logik” ikke længere end som så. Den forklarer eksempelvis ikke gruppens angreb på yazidierne i Irak, ej heller gruppens sekteriske klapjagt på shia-muslimer. Den giver heller ikke nogen forklaring på, hvorfor det i deres egen optik er legalt at have 5-årige yazidi-piger som sex-slaver, eller ødelægge verdenens kulturarv i regionen.

Eller i det hele taget alt den ”almindelige” kriminalitet de begår i form af overgreb, afpresning og gement tyveri for at hive penge ind til deres højhellige kalifat.

Samme ”logik” minder mig om den gang jeg interviewede unge afghanske drenge, der havde været brugt som sexslaver for Taliban, fordi det ifølge Taliban var ”mindre beskidt” at voldtage unge drenge end ugifte kvinder.

Det er et fascinerende indblik i, hvordan vi som mennesker forsøger at ”gradbøje” vores egen ondskab. Er vi mennesker indrettet således, at når blot vi har en forklaring, så er det måske slet ikke ondskab? 

Det slog mig pludselig: Hvorfor tager alle disse unge mennesker ikke bare til Saudi Arabien i stedet for til Syrien? Der er masse af jobmuligheder der, (eftersom saudierne ikke kan få afsat jobbene til deres egne unge borgere), gode muligheder for at falde til og skabe sig et godt liv. Der er jo i bund og grund ikke den store forskel på de to steder. Begge sværger til wahabismen; begge foretager halshugninger, piskning og andre former for afstraffelser. Begge steder med et strengt moralkodeks med fastsatte leveregler.

Eneste reelle forskel er, at hvor det ene er et selvudnævnt kalifat med hang til brug af sociale medier; er det andet en anerkendt stat og vores allierede i kampen mod terrorisme!

Og selvfølgelig er der en ganske stor, markant forskel. Hvor medierne viser diverse halshugninger og andre perversiteter hos Islamisk Stat, er der ikke helt samme mediedækning når samme afstraffelser finder sted i Saudi Arabien.

Kan dette i virkeligheden være et udtryk for, at vores unge mennesker simpelthen er draget af den mediedækning og eksponering Islamisk Stat nyder? Den del af mediecirkusset skal i hvert fald ikke undervurderes. Den evindelige diskurs om ”dem” og ”os” er bestemt en lige så stor del af det.

Jeg har stadig ikke nogen forklaring på ondskaben. Men jeg ved, at den ikke kun findes ”hos de andre”.   

Når vi ikke vil forholde os, til at vi selv bryder grundlæggende menneskerettigheder, at vi selv tilbageholder fanger i årevis uden sigtelser, uden adgang til rettergang. Når vi accepterer, at vores allierede og samarbejdspartner tilsvarende begår hals- og armhugninger, piskning og stening på linie med hvad der foregår under Islamisk Stats faner. Når vi vælger at lade CIA rapporten om USA's fangetransporter og torturovergreb fra december 2014 passere i tavshed uden et retsligt efterspil. Hvorfor? Fordi det ikke var ondskab? Eller det var måske en nødvendig ondskab? En retfærdiggjort ondskab?

Kan ondskab så i virkeligheden måske godt gradbøjes? Tilsyneladende ja.

Måske man burde finde trøst i Gandhis ord om, ondskab altid – på et eller andet tidspunkt – stopper:

“When Idespair, Irememberthatall through history the way of truth and love have always won. There have been tyrants and murderers, and for a time, they can seem invincible, but in the end, they always fall. Think of it - always.”

Om end hans ord er smukke, så er de naive. Ondskaben er en uomtvistelig del af os.

Vi lever den. Vi lever med den.

Profil
Yasmin Abdel-Hak authorimage Yasmin Abdel-Hak er jurist med speciale i menneskerettigheder og mellemøstlige forhold. Hun har i mange år arbejdet med menneskerettighedskrænkelser i Mellemøsten. Yasmin er endvidere stud.mag. i mellemøststudier. Her på bloggen skriver hun om politik, økonomi og menneskerettigheder i Mellemøsten. Om Danmarks rolle i forhold til regionen. Om mediernes rolle og den politiske diskurs i forhold til området.
Tidligere bloggere på borsen.dk