ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Vi må kunne gøre det lidt bedre

authorimage
BLOGS
Af: Kim Rud-Petersen
10. marts 2015

Prøv at se dig om i din organisation. Hånden på hjertet. Hvor mange medarbejdere med anden etnisk baggrund ser du? Og hvilke jobs har de?

Etniske danskere gør lige nu primært karriere i liberale og serviceerhverv og til dels også i det offentlige. I forhold til sidstnævnte er kommunerne ved at komme godt med, men som en analyse, som Mandag Morgen på et tidspunkt udarbejdede, viser, er indvandrere og deres efterkommere markant underrepræsenterede i magtfulde stillinger i den offentlige sektor.

Jo højere oppe i de offentlige systemer, jo færre jobs er besat af folk, der ikke er født i Danmark. Inden for den offentlige administration, forsvar og politi var under 2 pct. af anden etnisk herkomst, og kun 14 ud af 5.300 offentlige topledere havde en ikke-vestlig baggrund i 2010. Jeg tvivler på, at tallet har rykket sig markant i de seneste år.

Det offentlige har, ud fra nogle grundlæggende forvaltningsretlige hensyn om saglighed og ligebehandling, vel en forpligtigelse til at afspejle befolkningens sammensætning. De kunne helt sikkert også blive bedre, men hvad med os andre? Hvor gode er vi i den finansielle sektor til at tage imod folk med anden etnisk baggrund? Måske kunne vi også gøre det lidt bedre i vores egen sektor?

Vi er mange, der elsker at hylde den amerikanske drøm, og jeg er selv en af dem. Jeg tror på, at man kan, hvad man vil og kan blive til lige netop det, man gerne vil være, hvis man bare knokler. Men jeg må også sande, at det ser ud til, at der er forskel på, om en jobansøger hedder Hans eller Hassan, og det er bare ikke i orden!

Det siger jeg ingenlunde for at være politisk korrekt men mere for at få en debat i gang om, hvordan integration, kultur og etnisk repræsentation bør have en særskilt plads i lederes baghoveder. Alt andet vil på den lange bane vise sig at være dårlig forretningsstrategi!

Denne gang har vi blandt vores elever ansat en pæn andel med anden etnisk baggrund. De har fået jobbet, fordi de ganske enkelt er de bedste, og vi tænker ikke over hvem, der hedder hvad til efternavn, men jeg må også sige, at min egen organisation kan gøre mere for at sikre en bredere repræsentation. Vi må derfor se på, hvad vi kan gøre bedre.

Jeg tror ikke på positiv forskelsbehandling, men som leder må jeg også tage på mig, at der direkte eller indirekte og mere eller mindre ubevidst er nogle mekanismer, som vi skal have lavet om på. Det haster og er på høje tid.

Vi står med et arbejdsmarked, som om få år kommer til at råbe på arbejdskraft, og vi står med en større og mere veluddannet arbejdsstyrke af nydanskere, som det ganske enkelt er tåbeligt af os ikke at invitere indenfor. Så hvad med at vi som branche satte os et nyt mål om dette?

Profil
Kim Rud-Petersen authorimage

Kim Rud-Petersen, har over 20 års erfaring fra forsikringsbranchen, hvor han har arbejdet både på mæglersiden og i forsikringsselskaber. Udannelsesmæssigt har han en MBA og en CBA, desuden sidder han i flere bestyrelser. Kim tiltrådte som direktør Gjensidige i 2005.

Tidligere bloggere på borsen.dk