ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Manipuler dig til succes!

authorimage
BLOGS
Af: Lars Sander Matjeka
3. marts 2015

Manipulatorer er ikke helt så slemme som psykopater. Til gengæld er der flere af dem. De bruger bevidst manipulation til at få dig til at gøre noget, du ellers ikke ville have gjort – og de drives af at opnå noget (status, materielle goder, penge), som de sædvanligvis ikke ville have fået. De manipulerer sig til succes mens deres omgivelser betaler regningen!

Min seneste blog handlede om ”compensated psychopats” og responsen var overvældende – især fra mennesker, som desværre selv havde været udsat for psykopatiske chefer, kolleger og medarbejdere. Som en lille note er det dog værd at være opmærksom på, at ”psykopat” er en klinisk diagnose, og vi skal være varsomme med at selvdiagnosticere, når vi møder afvigende adfærd i erhvervslivet. Måske den psykopatiske chef ”bare” er manipulator?

En manipulator bruger fire forskellige strategier til at få dig til at gøre, hvad vedkommende gerne vil have dig til, for at fremme sin egen person og sag:

  1. Imponere: manipulatoren vil forsøge at imponere og begejstre dig, for på den måde at gøre dig mere modtagelig for sin egen agenda. Veltalenhed, charme og at tage æren for andres resultater er sikre elementer.
  2. Bebrejde: hun vil forsøge at bruge viden om dig, dine arbejdsforhold og dit privatliv til at skabe skyldfølelse hos dig.
  3. Offer: at fremstille sig selv om offer er den foretrukne rolle for manipulatoren med henblik på, at du skal få dårlig samvittighed og synes, at det er synd for ham.
  4. Frygt: manipulatoren kommer med (ofte tomme) trusler, som skal gøre dig usikker, bange og utryg. Truslerne tager gerne afsæt i viden om evt. svage sider hos dig.

En dygtig manipulator har som oftest en høj social intelligens og solid erfaring med at opnå resultaterne gennem manipulation af andre mennesker. Ligesom psykopaterne skal man ikke tro, at man kan ændre manipulatoren, for det nytter ikke. Han ønsker ikke at ændre sig, men det er ikke ondskab, der ligger bag. Det er egoisme – en ekstrem selvoptagethed og evne til at sætte sig selv i centrum. Manipulatoren er helt klar over, hvad hun foretager sig – og i stil med psykopaterne viser hun ingen nåde, hvis nogen eller noget står i vejen for hende.

Et stærkt karakteristika ved en manipulator er, at han ønsker svar her og nu! Og han ønsker stor hastighed i beslutningstagningen. Sættes farten ned skabes der nemlig rum til at omgivelserne kan vurdere hans historier og tjekke detaljerne – og det øger risikoen (chancen!) for at gennemskue manipulationen. For det ér et spil, hvor målet er skjult og reglerne er ukendte for andre end manipulatoren selv.

De bedste måder at undgå manipulatorer er:

- Undlad at vise svaghed. En manipulator når ofte sine mål, fordi dem omkring ham ikke længere stoler på egen dømmekraft.
- Udvis sund skepsis og sæt farten ned. Hold fast i din skepsis, hvis noget ikke stemmer – også selvom det er små ting, og undlad forhastede svar eller beslutninger.
- Giv så lidt information om dig selv som muligt. Al information kan manipulatoren bruge til yderligere manipulationer.
- Lad være med at forsvare dig. Konfrontationer fører ofte blot til, at manipulatoren tager skrappere midler i brug.

Der er ingen tvivl om at manipulatorer kan ødelægge både virksomhedskulturer og mennesker, men helt så ekstreme som ”compensated psychopats” er de ikke. Til gengæld er der langt flere af dem!

Til dig for bordenden: Vil du stå i spidsen for en virksomhed, hvor det er muligt at manipulere sig til succes?

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Kilder: "Manipulasjon" af Grethe Nordhelle m.fl.

Profil
Lars Sander Matjeka authorimage Lars Sander Matjeka blogger om ledelse, forretningsudvikling og kommunikation, som er blandt de emner, han primært har beskæftiget sig med i sine tidligere jobs som marketing- og kommunikationsdirektør og forretningsudviklingschef

Lars Sander Matjeka er direktør for DG Media og Datagraf Communications, der begge indgår i Aller-koncernen. Han har i en årrække undervist i ledelse og marketing og er desuden aktiv som foredragsholder og bestyrelsesmedlem.

Tidligere bloggere på borsen.dk