Dette er et våben

authorimage
BLOGS
Af: Line Rosenvinge
19. feb 2015

Vi bruger så mange ord. Ord skaber mening. Vi deler også billeder. Og billeder har magt, måske mere end vi aner. 

Disse dage har medierne iværksat en klædelig selvransagelse, som inkluderer kritik af dækningen af weekendens anslag i  Krudttønden og den jødiske synagoge (eksempelvis Lasse Jensens klumme i Dagbladet Information den 17. februar 2015).

Har det for eksempel nogen som helst værdi at bringe billeder af et døende offer, der får hjertemassage, eller en formodet gerningsmand, hvis nyligt afdøde krop får tegnet kridtstreger rundt om sig, som man kunne se det på TV2 News? Er begge dele ikke upassende? Bør man bruge ordet terrorist eller ordet gerningsmand; var det et angreb eller et attentat, hvad er forskellen?    

Jeg beklager med disse ord at have dannet billeder i dit hovede. Jeg vil langt hellere fremmane et billede som det, fotograf Lars Krabbe tog af tre politifolk, der bærer blomster. 

Krabbes billede cirkulerede på de sociale medier i dagene efter den 14. februar 2015. På billedet ser vi tre mænd i uniform. Det er politifolk på arbejde. De bærer blomster tæt på våben og har behandskede hænder om lys. Når vi udfylder vores job, er vi stadig mennesker. Disse mennesker bærer rundt på symboler. Vi kan tale om, hvorfor disse symboler bruges og hvad der er sket dén dag.

Det er billeder som dette, jeg vil vise mine børn. Ikke de andre billeder med blå blink og blod.

Med afsæt i en cirkuleret film om IS-mordet på en jagerpilot skrev Anne Knudsen i Weekendavisens leder Billedkrigen den 6. februar 2015: "Billedets påvirkningskraft er i sig selv enorm; hvis man vil kommunikere effektivt, skal man bruge billeder. Hvis man vil lyve effektivt, skal man også bruge billeder, og hvis man vil skræmme effektivt, skal man antagelig også bruge billeder." (...) "Magt gennem billeder er noget, vi ikke har lært at imødegå; mennesket forsvarer sig mindre godt mod billeder end mod andre magtmidler. Med de sociale mediers veritable universalitet er denne naivitet farlig. Vi burde nok overveje, hvordan vi forsvarer os mod billeder. Og lære andre det samme." 

Jeg har ikke magt over, hvilke billeder, jeg møder i medierne og det offentlige rum. Men jeg har magt over, hvilke billeder jeg deler, og jeg kan beslutte mig for at være mere bevidst om, hvordan jeg læser billeder og lader mig påvirke af dem. Jeg kan prøve at være bevidst om, hvem afsenderen er, og om afsenderen har særlige motiver og ønsker at påvirke mig.

For ord og billeder har magt og mening.

Vi skal passe på med at bruge store ord, når det ikke er passende. Se for eksempel de to avissider herunder. Den første er fra morgenudgaven, hvor redaktionen taler om terrorfrygt. Senere på dagen i andetoplaget er historien justeret til en information om, at der blev afviklet en større politiaktion.



Avisforsiderne fra den 11. september 2010 er indsamlet af kunstneren Thierry Geoffroy Colonel og blev udstillet på HEART Herning Museum of Contemporary Art som del af en udstilling om Emergency Room-formatet, hvor kunst handler om det dagsaktuelle.

Det ville være hensigtsmæssigt, hvis vi i højere grad bliver bevidste om, hvordan vi påvirkes og påvirker med ord og billeder, ligesom især folkeskolens undervisere i dansk og billedkunst bør være godt klædt på til at undervise i medier og billedkultur.

Måske er verden slet ikke så farlig.

Ord og billeder har betydning og kan skabe forandring. Brug dem vel.

"There is a war and this is a weapon", som der stod på et klistermærke på en lygtepæl i København. Ingen afsender, intet budskab – ikke andet end dét, at ord ændrer os. 

Profil
Line Rosenvinge authorimage Taler ofte og gerne om kulturens væsentlighed, har høje tanker om kunstens værd og stiller krav til kunstens kunnen. Deler det, som er godt og vurderer også det, som går galt. Her på bloggen får du en fornemmelse for aktuelle hændelser fra kulturens verden med tanke på bredere relevans. Men du får også indblik i afkroge af kunstlivet, som du ellers ikke møder den i dagspressen.

Rosenvinge er siden 2005 selvstændig via Tender Task som kunstkritiker, forretningsudvikler og salonværtinde.

Få Lines indlæg
som RSS-feed her




Tidligere bloggere på borsen.dk