De fine fornemmelser

I kampen om ytringsfriheden er der flere forskellige fronter.

Der er de islam-fikserede, der kun går op i ytringsfriheden, når det gælder om retten til at kritisere islam, men som ellers vil blæse den et stykke.

Der er de hårde ytringsfrihedsmodstandere i moskeer og koranskoler, der vil afskaffe demokratiet til fordel for et islamisk teokrati.

Der er de bløde ytringsfrihedsmodstandere i selvudråbte menneskerettighedsorganisationer, der hylder retten til at tegne Pia Kjærsgaard med en grisetryne, men som synes, at Danmark godt kunne være lidt mere proaktiv med racismeparagraffen, som FN jo siger, at vi skal.

Og så er der de fine fornemmelser. De er ikke imod ytringsfrihed, men de vånder sig, når den bliver "misbrugt". De fine fornemmelsers yndlingsargument er "det ville du jo heller ikke sige til et middagsselskab", og det er præcis sådan, de ser den offentlige debat: Som et middagsselskab blandt gode venner, hvor samtalen er beleven og uenigheder pakkes ind og pakkes væk. "Nu sidder vi jo lige og hygger os."

Men den offentlige debat er ikke et middagsselskab. Den offentlige debat er som Vestergade fredag aften: En blanding af beleven snak (i mikrobryggeriet Brew Pub) og råb og skrig (på afterski-baren Tyrolia). Det er Trille, der synger om Gud og onani og Jens Jørgen Thorsen og Monty Python, der laver deres blasfemiske Jesus-film. Og ja, det er også en forfatter, der i en kommende bog fremstiller Muhammed som en fordrukken buk.

Man behøver ikke at synes, at det er stor kunst eller være enig med ytringerne. Men religionkritik og -satire spiller en stor og vigtig rolle i den europæiske oplysning, og dens udøvere bør også være blandt dem, vi slår jernring omkring, når fundamentalistiske mørkemænd slår uskyldige ihjel.