For ganske nylig (5. Januar 2015) kunne vi her i Børsen læse en udemærket artikel af Ask Christian Riis, som blandt andre havde talt med Ole S. Hansen, råvarestrateg i Saxo Bank og Arne Lohman Rasmussen, chefanalytiker i Danske Bank om deres manglende tillid til diamanter som investeringsobjekt.
Det er ofte lærerigt at læse eksperternes råd, men særlig interessant bliver det, når det handler om et produkt, de ikke kender noget til.
D’herrer var ganske enige: ”Diamantinvestering er ikke en sikker havn.”
Her er deres begrundelser:
Arne Lohman Rasmussen’s definition af en sikker havn er, at der er en fælles forståelse for produktet i markedet. Det mener han ikke, at der er i dette tilfælde.
Fordi Hr. Rasmussen ikke selv forstår diamantmarkedet, betyder det ikke at vi, i markedet, ikke forstår det. Her har den fælles forståelse for vore produkter hersket i de sidste par hundrede år, og det er uanset, om der handles i Tel Aviv, New York, Hong Kong eller Antwerpen.
Manglende likviditet og lav omsættelighed. ”Når likviditeten er dårlig, betyder det også, at der kan være en betydelig stor forskel mellem købs- og salgsprisen i markedet. Ikke mindst hvis mange vil sælge på en gang, vil prisforskellen for alvor kunne mærkes,” siger AHL.
Ja, her har han fat i det sande ømme punkt. Investeringsdiamanter er en naturreserve, der er sjælden. Derfor er der også en lav omsætningshastighed.
Hvis man forventer at kunne komme ud af sin ”position” på en eftermiddag, kan det blive svært. Men har du en uge eller 2 er det nemmere.
Selvom den overvejende del af diamantkunder stadig køber diamanter til smykkeformål, er der dog fortsat øget interesse fra de, der har investering for øje.
Flere gange om året gennemsøger jeg markedet for de sjældne investeringsdiamanter. Pengene er deponerede, og jeg er klar til at trykke på aftrækkeren, når den rette sten dukker op. Problemet er bare, at det er ikke så nemt at finde den rigtige sten med de rigtige papirer til de rigtige penge.
Ikke fordi markedet gemmer dem, ikke fordi dealerne er taget på ferie, og slet ikke fordi, vi ikke forstår hinanden, men fordi der ganske enkelt ikke er mange af dem. De investeringsrigtige diamanter er meget sjældne, og derfor interessante at investere i.
At vi skulle kunne risikere, at alle vil sælge på én gang er aldrig set i historien, og hvis det skulle ske, så er ”alle” ikke særlig mange, da der i sagens natur ikke findes så mange.
AHL konkluderer, at det er sikrere at købe bl.a. guld og amerikanske og tyske statsobligationer.
Ovenstående råd skal jeg ikke kloge mig på, men det er da ikke længe siden, vi var vidner til guldets hastige vej mod afgrunden.
”Råvareanalytikere mangler tillid til diamanter”, skrev Ask Christian Riis.
Er det ikke snarere viden, de mangler?
Er det ikke sådan, at når der er noget vi, ikke kan forstå eller gennemskue, så holder vi os langt væk og fraråder andre det?
Er det ikke meget lettere og klogere at gå en stor bue uden om det, og gøre det, man plejer at gøre? Helt sikkert. Den lektie har jeg da lært.
Men betyder det, at det så, at diamanter ikke kan være et interessant investeringsobjekt?
Nej, det gør det bestemt ikke.
Vis mig et produkt, der kan det en investeringsdiamant kan:
• Det er en uforgængelig fysisk vare, man selv har kontrol over
• Den kan repræsentere mange millioner kroner og fylder intet
• Den har samme værdi i hele verden
• Den er let at transportere
• Den kan forsikres
• Den er steget over 100% på bare 10 år
Det er forståeligt, at d’herrer ikke forstår diamanter, men jeg synes ikke, at man med rette kan kalde diamanter uegnede som investeringsobjekter.
For den, der forstår dem, er de, mig bekendt, en af de mest sikre havne, man kan lægge sig i.
Få Katerinas indlæg 
