Faren ved aktiv investeringsdødshjælp

Den 27. januar havde Morten Springborg fra Carnegie Asset Management en kronik i Børsen med overskriften ”Overset fare ved indeksinvestering”. Den kommenterer jeg i Børsen i dag i en kronik. Men jeg har nogle tilføjelser. Jeg mener, at Morten Springborg bekymrer sig unødigt. Indeksinvestering er sikkert – og profitabelt.

I kronikken bruges billedet, at indeksforvalteren kan være en parasit på ryggen af den aktive forvalter, der sørger for, at priserne på aktier og obligationer er ”rigtige”. Det argument kan vi naturligvis følge. Vi kan ikke indeksinvestere hele verdens penge. Men globalt set er omkring 15 procent af pengene i fonde investeret med indeksstrategi, mens resten er aktivt styret. Det har taget årtier at komme hertil.

Gordon Burton Malkiel, professor og forfatter til storsællerten ”A Random Walk Down Wall Street”, sagde på et besøg i Danmark for nogle år siden, at han først ville blive nervøs, når passiv forvaltning fylder omkring 60 procent eller mere. Så mon ikke der er årtier til den dominans, Springborg er bange for?

Det giver ekstremt god mening at sprede risikoen, holde omkostningerne i bund og investere efter et indeks. Er sådan en forvalter en parasit? Er fru Jensen en parasit, når hun køber Novo aktier uden at lave fundamental analyse af Novo først? Eller er den aktive forvalter en parasit, der trods blændende salgsgas om det ekstraordinære underpræsterer på grund af høje omkostninger og fedtede krystalkugler? Naturligvis ikke.

Parasitbilledet provokerer og sætter tanker i gang. Det er altid godt at lytte til nye synspunkter og reflektere. I dag er der en ubalance, der kan tippes over mod indeksinvestering. Så vil mange investorer øge sandsynligheden for højere afkast. Det er veldokumenteret modsat Springborgs dystre og udokumenterede forventninger om, at det finansielle system er i fare.

Nok er udbredelsen af lavomkostningsinvestering ikke til gavn for aktive forvaltere, der kommer til at tjene færre penge. Men det er det til gengæld for dem, hvis penge bliver investeret. Derfor er det glimrende, at Springborg drager paralleller til kommunismen, som vi også kan spore i den aktive forvaltning, hvor investor og forvalter deler afkastet ligeligt mellem sig. Bør investor ikke have en større del af afkastet, når nu det er investor, der løber risikoen?

Springborg henviser i øvrigt til, at Warren Buffet-typerne kan forsvinde. Her fik vi nær kaffen galt i halsen. Henvises der i en kronik, der taler for aktiv investering, til den Buffet, der i sin biografi ”The Snowball” anbefaler, at langt de fleste bør købe en indeksfond med lave omkostninger?

Vi møder til hverdag masser af investorer, som med dyr aktiv forvaltning får markant lavere afkast end markedsafkastet. Et godt spørgsmål er derfor, om man vil undgå faren ved aktiv investerings-”dødshjælp” og i stedet sigte efter markedsafkastet.

Vi mener, at en forvalter skal gøre det der er bedst for kunden – i det her tilfælde er det at investere i billige fonde.