Hayek og Velfærdsstatens Kollaps

Den økonomiske stagnation, der kendetegner Danmark og det meste af Europa, tilskrives ofte manglende politisk handlekraft. Men det er ikke let at se, hvordan man fremtryller politisk lederskab. Måske er det mere realistisk at se situationen som et normalbillede af, hvad det politiske system formår.

Den liberale økonom Friederich von Hayek stillede allerede i 1944 diagnosen i bestselleren”The Road to Serfdom”. Når det demokratiske politiske system møder den stigende kompleksitet i det moderne samfund, vil konsekvensen være handlingslammelse, fordi politikerne ikke fra centralt hold kan give en tilstrækkeligt nuanceret respons på samfundets udfordringer. Dels har de ikke information nok, og dels kan politikerne ikke blive enige indbyrdes som følge af interessekonflikter, der nødvendigvis må være mellem forskellige samfundsgrupper. 

De reformer, der gennemføres under disse vanskelige vilkår opleves som smertefulde netop fordi et kollektivt statsligt system nødvendigvis må trække standardløsninger ned over hovedet på alle. Hertil kræves politisk mod, og reformerne koster politisk goodwill, så fristelsen til at lade stå til er hele tiden til stede.  Konkurrencestaten har svært ved at konkurrere og kan under ingen omstændigheder følge med markedsøkonomiens dynamik. Ekstra vanskeligt er det naturligvis på europæisk niveau, hvor nationale interessemodsætninger brydes.

Hayek forudså, at politikerne ville reagere på deres afmagt ved at delegere mere kompetence til embedsmændene, der så ville afgøre enkeltsager arbitrært – efter forgodtbefindende, fordi politikerne ikke evner at udstikke retningslinjerne. Det ser vi nu mange eksempler på. På europæisk plan ses dette måske mest tydeligst i det håb, der knyttes til, at embedsmanden Draghi fra den europæiske centralbank vil kickstarte vækst eller bankens overtagelse af tilsynet med de europæiske banker. De europæiske politikere har abdiceret på disse vigtige områder.   Vi ser også tendensen i det danske politiske system, hvor departementschefer kan have stor indflydelse, og store beføjelser overlades til styrelser og tilsyn uden at politikerne kan følge med.

Nogle erhvervsfolk vil måske mene, at det i praksis er bedst sådan. Men som Hayek påpegede er konsekvensen en gradvis udhuling af borgernes frihed, der har konsekvenser langt ud over de pågældende ressortområder.  Det er”vejen til trældom”, hvor det vigtigste gode – friheden – pantsættes stykke for stykke.

Hayek foreslog 2 veje ud af ufriheden, der begge er relevante for velfærdsstatens fremtid.

Den ene er naturligvis markedsøkonomi, som han anså for en overlegen styringsmekanisme, der kunne gære brug af borgernes lokale information og afbalancere forskellige hensyn via priserne. Privatisering kan samtidig gøre det muligt for politikerne at koncentrere sig om færre områder, som de så kan styre mere kvalificeret. Derimod var Hayek ikke meget for offentligt-privat samarbejde på grund af risikoen for monopoldannelse.