Erhvervsledere I unåde

Erhvervsledere kan hurtigt tabe et godt omdømme i hvert fald hvis man skal tro medierne, I 2014 så vi anerkendte erhvervsledere som Henrik Heideby fra PFA eller Ulf Wiinberg fra Lundbeck blive udråbt til tabere.  Topchefer som Anders Eldrup,  Jess Søderberg,  Peter Straarup, Peter Loft og mange andre har lidt samme skæbne,  hvor de tidligere blev rost til skyerne.  Internationalt er selv en stjerne som Jamie Dimon, der formåede at styre J. P. Morgan helskindet gennem finanskrisen,  falmet.

Forskningen på området viser, at erhvervsledernes renomme er knyttet til virksomhedens: når virksomheden går godt, smitter det af på toplederne. Topchefen er så at sige virksomhedens synlige ansigt. Vi ved også, at udskiftningsraten for direktørerne er steget, så de sidder i kortere tid i deres job.  Noget kunne tyde på, at deres personlige brand værdi også bliver afskrevet hurtigere.

Det kan være udmærket, hvis der er tale om en uduelig direktør. Men hvad hvis det er en god direktør, man siger farvel til? Det flyder ikke over med dygtige erhvervsledere, heller ikke i Danmark, og man skal være heldig for at finde en, der er rigtig god.

Forskningen viser videre, at det ofte giver bagslag på bundlinjen, når en virksomhed må skille sig af med en leder.  Virksomheden mister momentum, og der er en uheldig tendens til, at hver ny direktør skal genopfinde den dybe tallerken -  lægge en ny strategi og afvikle forgængerens, uanset om det giver mening eller ej.   Pan, Wang og  Weisbach har i et stort datamateriale påvist en CEO Investment Cycle, hvorefter den nye direktør afskriver og afskediger i de første par år for derefter selv at begynde at investere.

Man kan derfor undre sig over, hvorfor talentfulde ledere ikke fastholdes noget længere, og hvorfor de så hurtigt blive upopulære. En årsag er givetvis, at selv de dygtigste begår fejl. Det er nemt at komme til at overse et eller andet i en travl hverdag. Der er bred enighed om, at topledernes arbejdspres er voksende, og at stressniveauet ikke er aftaget.

En anden årsag kan være forargelsesjournalistikken og stemningsskift i medierne. Det giver prestige og profit i form af annoncekroner, hvis et medie kan få et af de kendte ansigter ned med nakken, selv om det kræver, at bagateller blæses op til noget stort.

Men man kan heller ikke afvise, at bestyrelserne af og til medvirker ved at på den ene side at stille høje krav til direktørerne og på den anden side at lade dem sejle deres egen sø, når der er problemer. 

Risikoen er desværre, at de udskiftninger og stemningsskift kommer til at påvirke udnyttelsen af ledelsestalent, der altid er en knap faktor. Nogle fravælger karrierevejen for ikke at ende tilsvinede og ulykkelige. Det er ikke altid de mest ambitiøse, der er de bedste ledere. Andre vælger en sikker base i egen virksomhed eller i kapitalfonde, hvor de ikke så let kan væltes af pinden. Andre igen vælger måske at bruge tid på bagateller for at dække deres flanker mod fremtidige angreb. Det er sandsynligt, at mange leder på den måde bliver mere kortsigtede og mindre risikovillige. De må tage de sikre gevinster hurtigt og handle kynisk, fordi de ved, at de selv kan blive behandlet med samme kynisme.

Der er koldt på toppen, og der er glat. Men behøver det at være småligt? Det er uskønt at høre kommentatorernes hårde dom over en tidligere respekteret  erhvervsleder, der nu ligger ned og ikke kan forsvare sig.  En ny direktør kan måske have en egennyttig interesse i at sværte sin forgænger til for selv at stå i et bedre lys, men det er normalt dårligt for virksomheden og som sådan ikke noget, en ansvarlig bestyrelse vil finde sig i.