Gør afviste jobansøgere til brand-ambassadører

authorimage
BLOGS
Af: Eric Ziengs
27. jan 2015

Hvor mange jobansøgere har din virksomhed om året? Personer, som har brugt tid på at sætte sig ind i, hvordan det ville være at være din kollega. Desværre får de fleste afslag. Men hvordan? Langt de fleste afviste ansøgere får et upersonligt afslag per mail, hvis de da overhovedet hører noget som helst. Det kan gøres langt bedre til fordel for både ansøgerne og virksomheden. Læs med, hvad vi gør i Bolius.  

Sidste gang vi søgte en journalist i Bolius fik vi omkring 300 ansøgninger. Dermed skuffer vi 299 potentielle kolleger. Det er rigtigt ærgerligt, for der ryger 299 potentielle gode relationer. Så vi startede et ambassadør-program.

 

Kan du lide at blive afvist?

De fleste er blevet afvist. Om det er til et job, på en date eller på et projekt, der skulle sælges ind. Tænk tilbage på en afvisning, du har fået. Hvordan var det? Ikke fedt. Jeg vil påstå, at måden hvorpå, du blev afvist, påvirker din holdning til virksomheden mere end selve afvisningen. Dårlige måder at afvise på er fx:

  • Et blankt nej uden forklaring

  • Intet svar

  • Et nej med et standardsvar om, at andre var bedre end dig

 Jeg er i den fordelagtige situation, at jeg har fået alle mine mine stillinger ved at arbejdsgiverne har kontaktet mig. Det betyder til gengæld, at jeg har fået varianter af alle tre afvisninger på ansøgninger, når jeg selv har søgt et job, jeg ikke fik. Efterfølgende har mit syn på de pågældende virksomheder været mere negativ - ikke pga. afvisningen men pga. måden hvorpå jeg blev afvist. Er det fremmende for virksomheden? Nej, især ikke i sociale medier-tider, hvor holdninger meget hurtigt bliver til tweets eller Facebook-opdateringer og i værste fald en shitstorm.

Det handler om at skabe relationer, som vi dykkede ned i i afsnit 5 af Help Marketing.

 

“Men de skal jo ikke arbejde her…”

Hvorfor skulle man bruge tid på ansøgere, der ikke er dygtige nok til at blive ansat?

Det er et kortsigtet men forståeligt spørgsmål, fordi mange virksomheder er opdelt i siloer. Konsekvenserne ved fx at sende et standardsvar er minimale for HR-siloen. Men andre afdelinger kan møde disse personer, der i deres næste job kunne være: 

  • En beslutningstager hos en (kommende) kunde

  • En samarbejdspartner

  • En leverandør

  • En journalist eller opinionsdanner

  • Din næste chef

Det burde være nok til, at virksomheder gør mere ud af at afvise på en respektfuld og konstruktiv måde. Og tænker vi fremad, er der god mulighed for at skabe langvarige relationer til ansøgerne ved at tilbyde dem en eller anden form for værdi.

Læs hvordan siloer modarbejder hinanden - Game of Thrones style.

 

Giv noget...

Som sagt fik vi ca. 300 ansøgninger. En af dem fik job. Den nye kollega er i dag en ambassadører for Bolius. Medarbejderambassadører er også enormt vigtige. Men tilbage til de de 299 afviste ansøgere. For dem skabte vi “Bolius Netværk”. Det lyder fornemt, men det er ret low key. Vi sender ganske enkelt viden og info om disse elementer: 

Lige nu er Bolius Netværk i beta. Det svære er at ramme rigtigt indholdsmæssigt, fordi Bolius søger programmører, journalister, bolig-fageksperter mv. Men vi har kun fået positiv feedback. Vi sendte en email til alle ansøgere, hvor vi fortalte om konceptet. Vi gjorde det tydeligt, at de kun fik én mail med mindre de svarede og tilmeldte sig Bolius Netværk. Det gjorde omkring 15 personer. Vi fik med andre ord fat i de personer, der har den største interesse i Bolius, mens de andre personer nu burde have en lidt mere positiv opfattelse af Bolius.

Læs også syv andre råd til content marketing succes.  

 

...og få måske noget tilbage

Jeg har fået lov at vise nogle svar anonymt, som vi fik fra afviste ansøgere. De er meget positive, så i Bolius håber vi på, at vi kan hjælpe hinanden fremadrettet.

 

“Sødere afslag er vist sjældent set. Jo, jeg vil gerne sige ja tak til jeres tilbud [om Bolius Netværk].”

 

“Hvor er det fantastisk at få sådan en mail, selvom man så ikke var blandt dem, der kom til samtale. Stor ros til Jer for at behandle os ansøgere med imødekommenhed og respekt - Det er der mange virksomheder derude, der kunne lære af.”

 

“Jeg har aldrig i mit liv oplevet så ordentlig og visionær behandling af en jobansøgning. Alene derfor vil jeg gerne være del af Bolius' netværk.”

 

Overvej at gå til din HR-afdeling og din kommunikationsafdeling og få dem til at oppe sig! Lidt mere overordnet er jeg tilhænger af, at alle virksomhedens kommunikationskanaler er kortlagt, og der er en plan for, hvordan man viser sit ansigt udadtil. Det inkluderer afslag til ansøgere.

 

“Det tager for lang tid!”

Ja det tager tid at skabe netværk. Men om et års tid har Bolius Netværk måske 100 medlemmer, der hver især har 500 i deres netværk, som igen har 500 i hver deres netværk. Til den tid behøver Bolius måske ikke betale 15.000 kr for hvert eneste jobopslag via jobportalerne mere. Men det skal de virksomheder, der mener det tager for lang tid. Hvis Bolius søger ti stillinger om året sparede Bolius lige 150.000 kr. Om vi så hyrede konsulenter til 1.000 kr i timen, ville Bolius Netværk aldrig koste 150 timer årligt. Så værsgo, der har du Return on Investment. Og er du stadig ikke overbevist, så lyt til Thomas Bigum, der fortæller en tilsvarende historie på ni minutter.


Gør I noget tilsvarende hos jer? Så del gerne i kommentarerne. Eksempler fra den virkelige verden kan vi aldrig få nok af. Vil du selv forsøge dig med et ambassadør-program, hvor du inkluderer ansøgere, og har brug for sparring, så tag fat i mig.

Profil
Eric Ziengs authorimage Eric driver content marketing-bureauet Nochmal.

Eric rådgiver virksomheder om content marketing og lead generering med henblik på salg baseret på langvarrige relationer. Han holder desuden foredrag om content marketing og virksomheders brug af sociale medier. Eric har i syv år rådgivet internationale og danske virksomheder om kommunikation og markedsføring.

Her på bloggen skriver Eric om content marketing med fokus på cases, gode råd og de nyeste trends. Nøgleord er strategi, blogs, nyhedsbreve, relationsopbygning, salgstragt, CRM, webinarer, e-bøger, lead generering, medarbejdere som ambassadører og B2B.

Vær med i diskussionen på Twitter herunder eller tag fat i Eric direkte på LinkedIn.

Twitter

Tidligere bloggere på borsen.dk