Hvem står vagt om vandmiljørådgivningen?

Det er al ære værd, at to forskere fra Århus universitet, Bo Riemann & Jacob Carstensen skriver en kronik i Politiken om deres fagområde. Det ligeledes til at forstå, at de som vandmiljøfagfolk er følelsesmæssigt engageret i deres fagområde. Og udtrykker en politisk holdning til emnet, som kort kan summeres til, at vandmiljø er et meget vigtigt problem, og især at vandmiljøet skal forbedres hurtigst muligt uanset de samfundsmæssige omkostninger. Det skinner klart i gennem i kronikken, som gennemgående overdriver og forvansker dansk landbrugs kvælstofs betydning for vandmiljøet.

Kronikken viser ligeledes, at det er dybt betænkeligt, at Århus universitet har en resultatkontrakt med Miljøministeriet på godt 100 mio. kr. pr. år, hvis formål er at rådgive det danske samfund i miljøanliggender. De to professorer er nøglepersoner i denne rådgivning og burde derfor forholde sig med klinisk distance til problemstillingen og gøre deres yderste for at give et retvisende billede af vandmiljøet over for samfundet.

Det sker desværre ikke i denne kronik, som i stedet er et partsindlæg til fordel for legitime grønne politiske interesser vendt imod ligeså legitime interesser om at skabe en forøget landbrugsproduktion i Danmark med afledt god økonomi og mange jobs.

Kronikken bemærker korrekt, at det har taget lang tid inden vandmiljøplanerne er begyndt at virke, men går allerede her galt i byen, når man som første årsag nævner sårbarhed på grund af ”ringe vanddybde”. Det er direkte noget vrøvl. Den vigtigste faktor for et vandområdes evne til at modtage næringsstoffer er vandskiftet og strømforhold, og her udmærker de indre danske farvande sig ved have et meget stort vandskifte, faktisk passerer der 500 kubikkilometer vand pr. år fra Østersøen netto ud igennem de danske farvande hvert år.  Hvilket svaret til vandføringen i Mississippi floden, som er verdens 7. største flod. Den lave vanddybde medfører, at det tværsnit vandet skal passere er mindre, end hvis vandet var dybt, hvilket frembringer meget høje strømhastigheder. Således de største mængder kvælstof, som udledes om vinteren, for længst er ude af de indre danske farvande inden algevækstsæsonen går i gang.

Til gengæld burde man have nævnt, at de indre danske farvande rigtig nok er sårbare over for næringsstoffer af en anden grund, nemlig den lagdeling, der opstår ved, at det lette brakke vand fra Østersøen lægger sig oven på de tunge salte vand fra Nordsøen, og dermed lægger låg over bundvandet og forhindrer ilten i at komme ned til bunden, hvor der således kan opstå iltsvind. Måske er denne helt afgørende faktor ikke nævnt, da den har den konsekvens, at uanset menneskelig påvirkning vil der altid kunne opstå iltsvind, og disse iltsvind vil være stærkt påvirket af klimatiske forhold, og kan aldrig helt løses alene ved at ændre på kvælstofbelastningen.

Som en anden grund nævner man den intensive danske landbrugsproduktion, hvilket er korrekt nok, men forsømmer (bevidst eller ubevidst) at nævne, at den globale landbrugsproduktion ikke er geografisk jævnt fordelt. Den finder naturligvis sted i de naturgeografiske zoner, der er mest velegnet til landbrug. Her er Danmark helt i top, da vi har et klima, der hverken er for varmt eller koldt eller vådt eller tørt. En enestående naturressource, som vi har en global forpligtigelse til at udnytte uanset om, der er ulemper ved produktionen. Det ville ligeledes have klædt kronikørerne at nævne, at dansk landbrug har reduceret sit kvælstoftab til det halve og nu ligger i den globale elite med hensyn til kvælstoftab pr. produceret enhed. I et globalt og regionalt kvælstof perspektiv er det derfor godt for miljøet, jo mere mad og jo flere pelse, der produceres i Danmark. Det er i det mindste helt godnat, at overimplementere EU-direktiverne i en sådan grad i Danmark, at produktionen flytter til Polen eller det øvrige opland til Østersøen. Derved opnås et større kvælstoftab end nødvendigt og næringsstofferne blive oven i købet udledt til de indre dele af Østersøen, hvor de gør mere skade end i de ydre, dansk dele af Østersøen. Endelig kunne man have nævnt, at selv om Danmark er et meget intensivt landbrugsland ligger vi ifølge det Europæiske Miljø Agentur lavt i tab af kvælstof/ha i forhold til mange andre intensive landbrugsområder i Europa.

Import af mad og eksport af jobs og miljøproblemer er både dumt og uansvarligt.

De to forskere er helt åbenbart fikserede på dansk landbrugs kvælstof og kan ikke få sig til at forklare, at kvælstoftabet fra dansk landbrug kun er en og ikke engang den vigtigste af mange faktorer, der betyder noget for miljøsituationen i de indre danske farvande.

Det kan gøres op, at det kun er ca. 600 km2 af de danske indre farvande (som er på ca. 20.000 km2), hvor reduktion af kvælstof fra dansk side reelt har nogen effekt. Det drejer sig om f.eks. Skive fjord, Odense fjord og dele af Lillebælt. I alle de øvrige områder er det kun op til nogle få procent af kvælstoffet, der kommer fra Danmark, resten er enten naturligt eller kommer fra andre lande i Østersøens og Nordsøens opland.

Dertil kommer, at der er andre faktorer, der påvirker situationen langt mere end kvælstoffet fra dansk landbrug.

Forskerne nævner helt korrekt fiskeriet, som ligeledes er en legitim anvendelse af det marine miljø, og man kan ligeså godt sige det, som det er, intensivt fiskeri i et område er ikke foreneligt med ”tæt på naturtilstand” = god økologisk kvalitet, ligesom enhver for form for landbrug ligeledes er kultur og ikke natur og det må vi leve med. Løsningen er på land og vand at udlægge naturparker, som friholdes fra fiskeri og landbrug og andre menneskelige påvirkninger.

Klimaet nævnes ligeledes, men underspilles. F.eks. gøres det ikke klart, at klimaændringer, uanset årsag er en meget vigtigere faktor for vandmiljøet end kvælstoffet fra dansk landbrug. Ålegræsset betyder meget for et godt vandmiljø, men desværre er ålegræssets udbredelse styret fuldt så meget af temperaturen, jo varmere, jo mindre ålegræs, som af kvælstofudledningen. Ålegræs duer derfor ikke som en størrelse, der kan bruges til at styre vandmiljøet med. Forekomsten af iltsvind er ligeledes stærkt afhængigt af klimaet, en øget temperatur forstærker iltforbruget, og en reduceret vindhastighed forstærker lagdelingen især i de helt lavvandede områder, som Limfjorden.

Man kan opsummere alle disse faktorer i dette udsagn: selv om man fjerner hele den danske landbrugsproduktion, vil det alligevel ikke være muligt at opnå god økologisk kvalitet i de fleste danske vandområder.

De to kronikører er miljøpolitikere forklædt som forskere. Det viser sig ved, at de som vist ovenfor ikke giver en retvisende og perspektiverende beskrivelse af situationen.

Men desuden i et par konkrete politiske udsagn.

Hvis man derimod tillader større udledning til kystzonen igen vil disse positive tendenser (mere ålegræs, større klarhed, mere iltsvind) hurtigt blive vendt.

Her ser man helt bort fra, at der er meget stor forskel på sårbarheden af de forskellige vandområder, og at Natur- og Landbrugskommissionen har anbefalet en regulering differentieret efter robusthed. Man kan sagtens opnå et samlet bedre vandmiljø ved at reducere yderligere i de sårbare områder, hvor man vil få en markant og synlig forbedring og tillade en større udledning til robuste områder, hvor miljøændringen vil være marginalt negativ.

I virkeligheden peger klimaeffekterne på en endnu mere restriktiv forvaltning af udledningen af næringsstoffer til kystzonen.

Et mere rendyrket politiserende udsagn er svært at få øje på. Det er da entydigt Folketingets opgave at beslutte, om klimaændringer reelt skal demontere landbrugsproduktionen i Danmark, hvilket vil være konsekvensen af en endnumere restriktiv forvaltningspraksis, som allerede er alt for restriktiv i forhold til de lande, vi sammenligner os med.

Som grundlag for denne slags beslutninger skal desuden bruges samfundsvidenskabelig og økonomisk viden. Videnområder, som er langt uden for kronikørernes fagområde.

Den forfejlede og unødigt restriktive vandmiljøforvaltning har kostet det danske samfund dyrt. Den har forhindret en markedsbaseret fordobling af den danske primærproduktion med et tilhørende tab i omsætning på ca. 80 mia. kr. om året, hvilket entydigt har skadet dansk økonomi og beskæftigelse. Forvaltningen har ligeledes skadet miljøet ved at mobbe produktionen til andre lande med ringere miljøeffektivitet. Og ikke mindst ved at gøre os unødigt fattige. Godt miljø og god natur koster penge. Disse penge kan kun komme fra produktionen.

Vi har brug for en ny vandmiljøpolitik i Danmark. Den skal baseres på, at vi producerer alt det, vi kan sælge, og med en forvaltning, der er på linje med forholdene i andre lande. År for år bliver vi lidt bedre til at producere mere miljøvenligt, men hvis vi skal indhente efterslæbet og øge vores markedsandel i det voksende verdensmarked for kvalitetsfødevarer, kommer vi i en periode til at lede mere kvælstof ud. Hvis det gøres klogt, dvs. kun til robuste områder, og ved at man sørger for, at nogle af indtægterne fra den øgede produktion overføres til tydelige og klare forbedringer af naturen f.eks. i form af stenrev og naturskove, kan man opnå, at naturen og miljøet forbedres samtidig med, at produktionen forøges.

Landbrug & Fødevarer har netop opgjort de samlede omkostninger til forkert miljøregulering blandt andet i form af overimplementering af EU-direktiverne til et beløb på mindst 3-5 mia. pr. år på bundlinjen.

Der kan fås meget god natur eller andet samfundsmæssigt godt for bare en del af de penge.

Hvis vi vil have vækst i det danske samfund skal Folketinget snarest udforme en vandmiljøpolitik, der gavner både økonomi og miljø, og ikke kun lefler for uansvarlige grønne særinteresser. Mens den udformes, skal der med det samme stoppes for undergødskningen og åbnes op for nye miljøeffektive animalske produktioner på land og i havet.