Blyanten i håret

Til historiske, folkelige og voldsomme begivenheder knyttes ofte et billede. Omstændigheder kan gøre, at navnlig ét billede opsummerer og pointerer begivenheden. Et sådant billede ser du her:

Da to unge mænd den 7. januar 2015 under et redaktionsmøde på det anarkistiske satireblad Charlie Hebdon i Paris skød og dræbte 12 personer, heraf fem tegnere og to politifolk, så var det blyanten, som blev symbol for begivenheden. I timerne efter begivenheden blev kendt, flød tegninger i en lind strøm ud på de sociale medier: Tegninger af blyanter som våben. Tegninger af blyanter, som ikke vil være våben ("cesi n'est pas un armée, c'est un utile d'expression" – med henvisning til René Magritte).

Blandt de mange blyantsbilleder var også billedet herover, som på under 24 timer via Instagram blev delt af over 140.000 mennesker og fik knap 3000 kommentarer.

Billedet blev først tilskrevet den karske street art-kunstner Banksy, men skal retteligt krediteres grafisk designer Lucille Clerc, som i sit arbejde ellers ikke er satirisk eller politisk bevidst. Hun har nyligt designet tedåser for Fortnum & Mason i London.

Hvad viser Clercs billede? Blyanten læses som muligheden for at udtrykke sig, i ord eller billede. I går var blyanten intakt. På dagen for drabene var blyanten knækket, men kun for at genopstå i dobbelt styrke.

Flere har bemærket, at drabene har skabt eklatant opmærksomhed omkring det lille satireblad Charlie Hebdon, som ellers led under faldende oplagstal og skrantende økonomi. Nu genoptrykkes bladets tegninger verden rundt og, i sympati med de dræbte, florerer udsagnet #JeSuisCharlie. Hvis gerningsmændene ønskede at lukke munden på tegnerne på grund af deres hensynsløse humor, så skulle de have valgt en anden taktik.

Det er dét, Clercs billede handler om; beskærer du grenen, vokser nye kviste frem. Den knækkede og nyspidsede blyant er et stærkt symbol.

En rød stof-valmue i knaphullet er blevet officielt symbol for soldater, der er faldet i krig. Valmuen er brugt siden Første Verdenskrigs skyttegravskampe i de hollandske valmuemarker. Også i dag ses britiske forretningsmænd med valmuer i knaphullet. Og da Storbritannien markerede 100-året for udbruddet af Første Verdenskrig var det med 888.246 keramiske valmuer, der lå som udgudt blod omkring Tower of London. Én for hver død brite.  

Pårørende til danske soldater sætter klistermærket med en gul sløjfe bag på bilen. Siden 2008 har den gule sløjfe været et officielt symbol for, at bæreren støtter danskere på krigsmission. Netop den gule sløjfe har så tidligt som 1917 været brugt som udtryk for, at bæreren savner en udsendt.

Andre sympati-sløjfer er den røde, som fra 1985 blev brugt til at skabe opmærksomhed om aids, den rosa, som siden 1992 henviser til kampen mod brystkræft, og nyere tids hvide sløjfe, som viser, at bæreren er modstander af vold mod kvinder.

I går så jeg til nytårskuren på Kunstakademiets Billedkunstskoler en kvinde, som med en blyant havde samlet håret til en knold i nakken. Adspurgt var det godt nok ikke en Charlie Hebdon-tribute, men det kunne det vel blive.

I Paris holder demonstranter spontant en blyant i vejret.

Det handler om at fastholde og påberåbe sig retten til at kunne udtrykke sig. Og samtidig vedligeholde evnen til vedvarende – i ord og med billeder – at turde anfægte egne og andres udtryk.