Statsministeren og den svære substans

Der er meget galt med statsministerens nytårstale. At hun havde mere travlt med at positionere sig selv og sit parti til den kommende valgkamp end med at være landsmoder er ét hovedpunkt. Et andet er hendes iscenesættelse af sin egen person: At bruge “jeg”-formen en, to eller tre gange kan være et både effektivt og fuldt berettiget virkemiddel i en tale til nationen om rigets tilstand. De nogen-og-tredive gange, statsministeren brugte “jeg” i dette års nytårstale — samt det faktum, at hun allerede i selve talens indledning smider trumfen og italesætter sig selv som mor — udfordrer min personlige kvalmegrænse. At statsministeren glæder sig over sine børn og det at være mor er hende vel undt, helt uden forbehold. Men i sin nytårstale til nationen er hun i borgerens øjne statsminister før alt andet.

At talens lixtal ifølge DR rangerer på niveau med en letlæst børnebog er i mine øjne ikke nødvendigvis et særlig interessant eller vægtigt kritikpunkt i sig selv. Som en af mine meget belæste venner tørt har påpeget: Hvis lixtallet i sig selv var et vigtigt kriterium, ville Hemingway næppe være blevet anset for mere end en middelmådig forfatter. Det er sjælen bag ordene, det kommer an på. Det kan statsministeren eventuelt tænke lidt over.

Det er langt mere interessant at tage fat på selve substansen i talens argumenter (eller mangel på samme). Jeg har fundet et par stykker frem, der har den behagelige fordel, at de giver anledning til at ride et par kæpheste:

“Det går fremad. Vi er på vej ud af krisen. Og det er godt. Men det bedste er, at vi har bevaret vores solidaritet. Det har vi valgt. Og det er der ikke mange lande, der kan gøre os efter.”

Her blander statsministeren “er” og “bør” sammen, eller det deskriptive og det normative, om man vil — en fejlslutning, der i dansk politik langt fra begrænser sig til statsministeren. Man kan ikke “vælge” at have en høj grad af solidaritet i samfundet. Det, man kan vælge, er at føre en politik, der kan beskrives som “solidarisk” — givetvis ud fra en ide eller ligefrem ideologi (sic!), der foreskriver, at en sådan politik er god og bør føres. Den solidaritet, der eksisterer i et samfund — den solidaritet, der er — er lige så vanskelig at påvirke (uanset om man er borger, politiker eller et helt parti) som andre sociale normer og værdier såsom arbejdsmoral og tillid, også kendt under samlebetegnelsen “social kapital”. Solidaritet er ikke noget, man kan “vælge at have” i et samfund. Som alle andre former for social kapital er den et produkt af myriader af enkeltpersoners handlinger og betingende institutioner over længere tid og i et betydeligt langsommere tempo, end nogen politiker bryder sig om at tænke på.

“Regeringen har sat flere penge af til sundhed end nogensinde før. Og vi har pengene. Det har man ikke, hvis man går ind for nulvækst.”

Dette er naturligvis valgkampsretorik rettet direkte mod oppositionen, især Venstre. Den kamp må partierne selv kæmpe, men det er dog værd lige at anholde statsministerens præmis. “Vi har pengene” kræver jo en oversættelse, nemlig: Vi har taget pengene fra borgeren i form af skatter, således at vi kan disponere over dem på borgerens vegne. Hvis man går ind for at tage færre af borgerens penge fra hende, indebærer det nødvendigvis, at hun har flere af sine egne tjente penge til rådighed til at bruge på eksempelvis sundhed. Om man så mener, at pengene har det bedst i borgerens eller statskassens lommer, må V og S slås om.

“Kan jeg betale regningen til sygehuset? Har jeg råd til medicinen? Sådan er det ikke herhjemme. Sådan må det aldrig blive. I Danmark skal vi ikke stå alene, hvis vi er syge. Vi har god og gratis sundhed. Det vil jeg bevare.”

Behøver vi virkelig bruge tid på det her igen og igen? Nuvel. Statsministeren bruger i sin tale vendingerne “kære danskere” og “kære alle sammen”. Kære statsminister: En ydelse er ikke “gratis”, blot fordi køberen — borgeren — ikke ser regningen. At kalde en offentlig ydelse, der finansieres ved tvang via opkrævning af indkomstskatter, for “gratis” — blot fordi køberen ikke selv får lov at køre sit Dankort på beløbet, er en fornærmelse og en hån mod den borger, der på denne måde fratages en væsentlig del af sin indkomst og handlefrihed.