Vilje til vækst

Danmark er nu igen af Transparency International hyldet som verdens mindst korrupte land – tæt fulgt af New Zealand og de andre nordiske lande. Som sædvanlig kunne man sige. Vi ligger i toppen af næsten alle internationale index, for eksempel trivselsindekset. Og Noma er igen verdens bedste!

Det er så bare ærgerligt, at vores økonomi samtidig viser alle tegn på stagnation. Den økonomiske vækst er så lav, at vi først lige er ved at nå til samme nationalprodukt som i 2007. Undervejs har vi mistet 100.000 arbejdspladser. De store danske koncerner lægger hovedparten af deres aktivitet uden for Danmark.

Der er mange undskyldninger. Vi er bundet til EU, der tvinges til langvarig stagnation af det mislykkede sociale eksperiment med euroen. Vi har ikke olie som Norge. Vi kan ikke devaluere som Sverige. Og vi har trods alt klaret os bedre end Island! Selv i USA forudser en fremtrædende økonom som Larry Summers en lang periode med ”sekulær stagnation”.

Henvisning til ydre omstændigheder gør det nemt for Danmark at indtage en offerrolle. Men spørgsmålet er, om vi ikke trods alt har et medansvar? Har vi reelt viljen til vækst? I en virksomhed, der klarede sig lige så dårligt, ville andre dagsordenspunkter være lagt til side til fordel for et: hvordan kommer vi tilbage på sporet?

Finansministeriet har i vækstpakke 2014 fremlagt en række initiativer: lettelse af energiafgifterne (5-6 mia kr),  afskaffelse af administrative byrder, 2-3 milliarder til infrastruktur,  stabile rammevilkår for erhvervslivet, nedsættelse af et erhvervsbeskatningsudvalg m.v.  Alt sammen givetvis fornuftigt, men der er næppe nogen, der for alvor tror på, at vækstpakken vil kickstarte dansk økonomi.

De mange industrijob, der er forvundet, er svære at få tilbage igen. Industrivirksomhederne fortæller samstemmende om et omkostningsniveau, der er for højt i forhold til produktiviteten og en regulering fra Arbejdstilsyn og Fødevarestilsyn m. fl. der gør tingene værre.  Det kan med få undtagelser ikke betale sig at producere i Danmark. Det bedste, vi kan håbe på lige nu, er at standse tilbagegangen.

Så hvad sætter vi i stedet? En nærliggende mulighed er at bruge vores gode internationale standing til at tiltrække en anden type arbejdspladser: hovedkontorer, investeringsforeninger, erhvervsfonde, forsknings- og undervisningsinstitutioner m.v.. Det skulle være muligt med den rigtige regulering, der stiler mod at gøre det attraktivt at etablere sig og at drive international virksomhed med basis i Danmark.  Altså en regulering, der stiler mod at få ting til at lade sig gøre frem for at indskrænke virksomhedernes råderum. Så de mange danske styrelser og tilsyn kan bedømmes på hvor mange arbejdspladser de har skabt gennem deres virke og ikke hvor mange de har fået nedlagt.

I den forbindelse vil det blive nødvendigt at slagte mange hellige køer. Vi er verdensmestre i erhvervsfonde, hvorfor skal Danmark ikke (som professor Werlauf har argumenteret for) blive et fondenes Delaware, hvor alle fonde ønsker at etablere sig?  Vi har rigtig gode investeringsforeninger, hvorfor eksportere deres produkter ikke i højere grad? Hvorfor kan uddannelse ikke som i Singapore blive en blomstrende eksportindustri? Hvorfor beskattes de attraktive jobs i finanssektoren med en ekstra lønsumsafgift, så de i stedet lægges i landene omkring os? Hvis vi ved, at Europa er dømt til stagnation, hvorfor lægger vi så ikke en langt større andel af vores erhvervspolitiske initiativer i Asien?

Vi kender godt mange af svarene, men vi gør ikke noget ved det – eller rettere: vi gør noget, men indsatsen er symbolsk og i realiteten helt utilstrækkelig.  Det er nødvendigt at slagte hellige køer – at indføre nye governance modeller - og det er her viljen til vækst kommer ind.  Eller er vi så fastlåst i offerrollen, at vi selv er ud om det?