ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Sådan får du politisk opmærksomhed på Twitter

authorimage
BLOGS
Af: Mikkel Krogsholm
1. januar 2015

Twitter udkom i september med undersøgelse, der viser, hvilke elementer politikere og andre meningsdannere skal tilføje i deres tweets for at skabe engagement. Vi sammenligner undersøgelsen med danske tal og viser, hvad du skal lægge vægt på for at få politisk opmærksomhed i Danmark.

Er du dagsordensætter, har du med al sandsynlighed en Twitter-konto. Igen og igen fremhæves Twitter som stedet, hvor meningsdannerne slås om at præge samtalen og dermed gøre deres synspunkter gældende i debatten. Det er ganske sikkert også en af grundene til, at en stor del af landets folketingspolitikere bruger tweets som en fast del af deres politiske kommunikation.

For politikeren kan de politiske tweets være en lakmusprøve på, om budskaberne trænger igennem, og om de politiske udmeldinger vækker genklang, ikke bare blandt vælgerne, men også hos medierne. Og ligesom den amerikanske Twitter-undersøgelse konkluderer, har danske politikere nok måttet sande, at deres følgere ikke engagerer sig lige meget i alle tweets.

Ved at analysere indholdet af mere end 2 millioner tweets indsamlet over en måned fandt undersøgelsen frem til, at elementer som fotografier, hashtags og videoer er med til at øge mængden af engagement, som det enkelte tweet skaber. Hidtil har dette måske ikke været nogen hemmelighed for flittige Twitter-brugere, men ifølge folkene bag undersøgelsen selv var det ikke før blevet understøttet af en systematisk undersøgelse.

Med udgangspunkt i den amerikanske analyse, besluttede vi at undersøge, om de samme resultater viser sig, hvis man tager udgangspunkt i data fra danske politikeres Twitter-konti. Svaret er at de politiske tweets, der suppleres med andre elementer, skaber betydeligt mere engagement. Det bemærkelsesværdige ved vores analyse er, at effekten ved at tilføje et af de pågældende elementer overgår de amerikanske tal på alle parametre. Man får kort sagt langt større effekt i Danmark af at tilføje et billede, end man gør i USA. Og det kan sagtens betale sig for politikerne at tænke over, hvordan de kan nuancere deres kommunikation ved at inddrage disse forskellige elementer.

Billede booster tweets med 121%


Et foto er uden tvivl det der giver mest effekt på retweets. Både de amerikanske og de danske tal understreger, at man som professionel kommunikatør på Twitter ikke kan komme udenom billeder.
For eksempel har Margrethe Vestager (@vestager) blik for, hvordan hun kan inkorporere et visuelt udtryk, der gør hendes tweets langt mere slagkraftige:

— Margrethe Vestager (@vestager) 2. oktober 2014
I sit tweet vender Vestager linsen mod journalisterne og giver dermed sine følgere et indblik i, hvad det også indebærer at være politiker, så man får en fornemmelse af at være med Vestager bag scenen.

Video booster tweets med 52%

Video giver i Danmark et meget stort boost på twitter i forhold til USA. Faktisk ser video ud til at booste over 3,5 gang mere i Danmark end det gør i USA. Det har Transportminister Magnus Heunicke (@Heunicke) oplevet. Han tager sine følgere med bag kulisserne. I en like-battle med Venstres Kristian Jensen (@Kristian_Jensen) har Heunicke lavet en video om, hvordan han ser Danmark. Resultatet genererede 30 retweets og 99 likes (foretrukne).

— Magnus Heunicke (@Heunicke) 23. november 2014

 

I USA bliver den video-baserede app Vine brugt flittigt af de amerikanske politikere. Med Vine kan du lave små videoer af seks sekunders varighed og amerikanske politikere bruger Vine sammen med Twitter blandt andet for at give deres eget spin på aktuelle politiske begivenheder. Et eksempel på det er den republikanske formand for Repræsentanternes Hus, John Boehner, der i forbindelse med præsident Barack Obamas State of the Union tale i januar spørger, hvad der bliver af jobskabelsen:

— Speaker John Boehner (@SpeakerBoehner) 29. januar 2014

Tal booster tweets med 32%

Tal hjælper med at understøtte ens politiske pointer. Især når man skal forklare komplekse politiske problemstillinger på 140 tegn er det en god ide at bruge tal i sine tweets, og samtidig linke til artikler, rapporter eller undersøgelser for at understøtte pointer. Det gør skatteminister Benny Engelbrecht (@BennyEngelbrech) gør i det følgende tweet:

 

I sit tweet sørger Engelbrecht for at ramme ind i den samtale, der foregår under #dkpol.

Hashtag booster tweets med 50%


Hashtags hjælper med at kategoriserer de politiske samtaler så de bliver set og læst i af dem, der interesserer sig for netop det område. Udover at være med til at øge engagementet kan brugen af hashtags også sprede et tweet og dermed skabe synlighed blandt Twitter-brugere, som ikke normalvis er eksponeret for dine tweets. Men det kræver stadig, at du skiller dig ud. Hvis du skriver på #dkpol konkurrerer du med tusindevis af andre om opmærksomheden. Derfor kan det være en god ide at bruge humor ligesom Jonas Dahl gør her:

— Jonas Dahl (@jonasdahl) 31. januar 2014

Undersøgelsen er et vidnesbyrd på, at der er mange forskellige greb som politikeren kan bruge i sin kommunikation på Twitter. Overordnet set kan man konstatere, at den politiske kommunikation på Twitter er ligesom alt andet kommunikation.

Tag fat i en professionel kommunikatør, hvis du skal i gang med at bruge Twitter politisk. Vi ved hvor man skal starte, hvor gærdet er lavest og hvordan man nemmest kommer godt i gang med sociale medier. For det kræver en helhedstilgang, som indebærer, at man skal gøre lidt af det hele. Der findes ikke nogen facitliste at gå ud fra, og man bør altid tage den samlede strategi, både den kommunikationsmæssige og den politiske, med i overvejelserne.

Samlet oversigt


Om de danske tal:


Vi har analyseret 43.354 tweets skrevet af danske politikere siden 1. januar 2013.

Profil
Mikkel Krogsholm authorimage Mikkel Freltoft Krogsholm er CEO i analysebureauet 56north. Han har speciale i public affairs, politisk kommunikation og digitale netværk. Her på bloggen skriver han om tal og analyser, der fortæller om politikere og meningsdanneres gøren og laden på de sociale medier.

Tidligere bloggere på borsen.dk