Gyldent royalt besøg hos jysk erhvervshavn

authorimage
BLOGS
Af: Kristian Hansen
29. dec 2014

Et af årets højdepunkter i Lemvig Kommune fandt sted den 1. september 2014, da Regentparret med Kongeskibet Dannebrog besøgte Thyborøn i forbindelse med havnens 100 års jubilæum.

Her besøgte Regentparret en vækstorienteret fiskerihavn med store off shore ambitioner.

Regentparret oplevede hvordan topmoderne fiskeri udføres og hvordan flere virksomheder i Thyborøn er verdens førende inden for leverancer af teknologi og udstyr til fiskeri i hele verden

Et sådan besøg, selvom det kun strækker sig over en dag, kræver lidt mere forberedelse end de fleste sikkert er klar over.

Udgifterne for værten Lemvig Kommune var cirka 300.000 kroner – lidt under budget.

Men hvad var så udbyttet?

Det er altid svært at gøre op.

Men alene dækningen i det trykte udgave af Billed-Bladet, tv-indslag på TvMidtVest og omtale i de trykte lokale medier løb samlet set op i mindst 700.000 kroner.

Besøget blev også omtalt i så forskellige medier som BT, Danmarks Radio, Tv2, Berlingske, JydskeVestkysten og Fiskeri Tidende.

Samtidig har rigtigt mange borgere under den folkelige begivenhed delt billeder fra besøget på Facebook og sociale medier, hvilket også eksponeringsmæssigt har en værdi.

Besøgsstedernes hjemmesider bugnede med artikler om besøget. Mon ikke flere af virksomhedernes kunder har bemærket det fine besøg.

Man kan selvfølgelig ikke gøre et sådan besøg alt for firkantet op i kroner og ører målt på synlighed og omtale. Og ovenstående skøn er behæftet med usikkerhed.

Tilbage står dog, at det ville være meget svært at mobilisere samme mulighed for at få den gode historie om byen, havnen og området ud på anden vis.

Sagt med andre ord: Vi får meget svært ved at få 42 journalister til havnen og dække de ellers dybt interessante eksportvirksomheder. Men det er en helt anden historie.

Stolthed og motivation

Imidlertid kan den måske største værdi i et sådant besøg ligge internt hos virksomheder, de ansatte og byen i form af dets selvforståelse, stolthed og motivation.

Byens virksomheder og borgere rykker sammen for at løfte opgaven og deler den gode oplevelse. Det har også en værdi.

Her er til slut uddrag fra én af flere lokale samarbejdspartnere, som Lemvig Kommune har modtaget en positiv respons fra efterfølgende.

Nedenstående er sendt til Lemvig Kommune den 10. november 2014 – altså mere end tre måneder efter besøget.

"Til orientering så har vi været så heldig, at opmærksomheden vedrørende det vævede slag til Dronning Margrethe er kommet vidt omkring.

Det verdensomspændende Vävmargasin fra Sverige har omtalt slaget, så kan det vel ikke blive meget større....

Jeg har fået utrolig meget positiv respons..

Mange gode hilsner fra Petrea Jürgensen"

Petrea Jürgensen er en lokal kunstner, som lavede Lemvig Kommunes gave til Hendes Majestæt Dronningen.

Vävsmargasinet udgives i 30 lande.

Tilbage er kun at sige:

Tak for besøget.

Profil
Kristian Hansen authorimage Kristian Hansen er kommunikationschef i Lemvig Kommune og har mange års erfaring med journalistik og strategisk kommunikation.

Han er forfatter til flere erhvervsbøger og er uddannet cand. scient.
pol. fra Aarhus Universitet.

På Borsen.dk blogger han primært om vores digitale samfund og det jyske erhvervsliv.

Indlæg er udtryk for hans personlige holdninger.


Tidligere bloggere på borsen.dk