Faktafælden

”Nu er der jo rigtig mange ting, man skal spørge om for at afdække ni år af en toppolitikers liv,” sagde Andreas Karker og Thomas Nørmark Krog, de to politiske journalister og forfattere til den omdiskuterede bog om Lars Løkke Rasmussen, LLR. Konstateringen kom i Deadline kort efter bogens udgivelse. Studieværten ville vide, hvorfor der er så mange fejl i bogen …

Karker og Krog har fuldstændig ret. Der er mange spørgsmål at stille og mange kilder at tage fat i, når man skal skrive en bog – især hvis den handler om en toppolitikers liv. Problemet er bare, at det har de tilsyneladende ikke gjort. Bogen er spækket med faktuelle fejl om personer, der optræder i forskellige scener, men som nu – efter bogens udgivelse – ikke kan genkende sig selv i historien. For eksempel placerer Karker og Krog Lars Løkke Rasmussens daværende rådgiver, Mikael Børsting, på Marienborg den augustdag, Lars Løkke Rasmussen udskrev valg i 2011. Men i virkeligheden befandt Børsting sig i statsministeriet.

Karker og Krog fortæller, at bogideen opstod i april i år. LLR udkom i slutningen af november. I det tidsrum har Karker og Krog både skulle researche, interviewe, skrive og redigere. Jeg håber for dem, at de har haft orlov fra spalterne imens. Alligevel virker det, som om det er kommet en lille smule bag på forfatterne, at syv-otte måneder til hele bogens tilblivelse er lige i underkanten. Kilderne til bogen er formentlig travle politikere. Man kan formode, at der ikke har været tid til alle slags spørgsmål. Som for eksempel hvilken race Inger Støjbergs hund er. Detaljer? Ja! Men en bog mister sin troværdighed, hvis der er sjusket med detaljerne. Kig bare på anmeldelserne.

”Vi blev forsinkede i processen,” siger Karker og Krog og forklarer, hvordan de har følt sig som brikker i et magtspil og udsat for spin. Det er sikkert rigtig nok, men vis mig den bogproces, der ikke bliver forsinket, og den politiske journalist, der ikke oplever spin. Nogle gange er det bedst for kvaliteten at rykke en udgivelsesdato – også selvom det er til den forkerte side af julesalget.

Det interessante er, at Karker og Krog faktisk falder i den modsatte fælde end størstedelen af alle andre journalister, der skriver bøger. FAKTAFÆLDEN kalder man det, når en forfatter ikke kan skrive fem flydende sætninger af frygt for at skrive noget faktuelt forkert. Julie Hastrup døjede for eksempel med at finde den helt nøjagtige afstand mellem en grøftekant og vejens asfalt under en af sine skriveprocesser. Den slags detaljer kan være dræbende for en forfatter, der digter, og som faktisk har den kunstneriske frihed til selv at beslutte, om afstanden er to eller fem meter. Men det er netop den samme slags detaljer, som er afgørende for en journalist, der skriver om virkeligheden – uanset om det er i en avis eller i en bog. Måske skal Karker og Krog, der genresætter sig selv som ”beskrivende journalistisk”, kigge mere i retningen af en genre, der giver kunstnerisk frihed? Det er bedst at digte, når man må.