Den Luxembourgske skattemodel kortslutter det dobbelte bogholderi system

Skattemyndighederne i hele EU har optrappet deres angreb på skatteplanlægning i kølvandet på den finansielle krise. Denne mistænkeliggørelse må dog de ikke straffe multinationale selskaber som følger lokalelovgivningen, mens politikere har sovet i timen.

Mange græsrødder og skatteaktivister påstår, at udnævnelsen af Juncker som kommissionsformand er ligesom at udpege en indbrudstyv til at være opsynsmand. Siden slutningen af 1960'erne har Luxembourg skabt en juridisk infrastruktur, som tilbyder en bred vifte af profit shifting og en række andre skattely-aktiviteter. Det startede så småt som et offshore center for snesevis af tyske banker, da Tyskland indførte en 30 procent kildeskat, og milliarder af D-mark flyttede til Luxembourg. Siden har det udviklet sig fra postboks-datterselskaber til andre komplekse skattemæssige strukturer. Udgangspunkt er skattelovgivningen fra 1929, som tillader uigennemsigtighed og diskretion i flere skattemæssige forhold.

Ramaskrig over skatteunddragelse

Resultatet er, at Luxembourg er et af de rigeste lande i verden, som har opbygget en bevægelig finansiel ekspertise og tillige har opbygget verdens næststørste fondsadministrations-industri. Det har et ry for stabilitet og professionalisme. Bankerne i Luxembourg har også undgået massereduktion af deres egenkapitalen under finanskrisen.

Det nye er, at Luxembourg tilbyder detailhandlere lave momssatser på eBook. Oprettelsen af e-handel-hubs alene tegner sig for 1,5 procent af Luxembourgs BNP. Andre attraktive skatteaftaler resulterer i, at landets finanser og holdingselskaber ejer mere end $ 2 trilliarder i aktiver[1].

Behov for at ryste posen med skatteharmonisering

Måske kan Juncker-udnævnelsen tvinge Luxembourg til at revidere sit skattesystem. Det er en stakket frist, for der findes rigelige andre muligheder for globale og multinationale selskaber for at bevare den akkumulerede rigdom, som er skabt af Luxemburgs karakteristiske skattesystem.

I denne globaliserede verden, er der forståelse for multinationale selskabers behov for at begrænse forpligtelser og for skatteplanlægning. Globaliseringen kræver fleksibilitet og et netværk af skatteaftaler for at undgå dobbeltbeskatning. Derfor har offshore selskaber en nyttig funktion i at begrænse hæftelser og forpligtelser og skabe transparens om dobbeltbeskatning.

EU Kommissionen burde være meget bekymret for, at flere skattemæssige afgørelser som f.eks. involverer Italiensk Fiat, Starbucks eller Amazon m.fl. skaber alvorlige konkurrencefordrejninger.

Det er ikke Luxembourg alene, som er skatteskurken. Irland, Holland, Schweiz og mange andre offshore enheder, på Cayman eller Jersey har skatteregler hvor arbitrage gennem eksotiske hybrid finansielle instrumenter, som behandles som lån i ét land, mens betragtes som egenkapital andre steder - og vice versa. Det skaber en ny Bermuda skattetrekant som forbløffer den traditionelle bogholder som er vant til at debitere og kreditere efter de gængse principper for dobbelt bogholderi. Franciskanermunk og matematiker Luca Pacioli som betragtes som opfinder af det dobbelte bogholderisystem i 1494, vender i sin grav.

Åbenhed og transparens.

Kommissionen burde starte med at adressere kløften mellem EU-landenes skatteloves bogstaver, og hvordan de samme paragrafer anvendes i praksis, hvor uformelle afgørelser fra den lokale skattevæsen spiller en vigtig rolle. EU kommissionen burde også påbegynde de kampe, der er nødvendige for at få underbygget de sparsomme oplysninger i selskabernes regnskaber, og / eller få fat i juridiske dokumenter fra de europæiske lande, og pålægge dem større transparens i både transaktioner og individuelle afgørelser.

Kommissionen kan med fordel kigge ind i de mange fradrag og undtagelser, der kan sænke skattesatsen og skabe hvide overskud eller snarere en uacceptabel anti-Loss hvidvaskning, fordi selskaberne slipper helt for at betale skat.

Gennemløbstransaktioner

Danmark har ikke ligget på den lade side i sit bidrag til internationale skatteplanlægningen. I en periode op til midten af 2000 tallet havde vi en holdingsstruktur som flere udenlandske selskaber anvendte med fordel. Mærkeværdivis blev den indført af den sociale demokratiske skatteminister Ole Stavad men afskaffet af den Venstre skatteminister Kristian Jensen. Den danske model havde den store fordel at den var 100 % transparent. Alle oplysninger og transaktioner kunne hentes hos Erhvervs og Selskabsstyrelsen. Det danske skattevæsen havde heller ikke indgået lumske aftaler om betaling af rentepromiller for kanaliseringen af udenlandske udbytter. Hvis kritikken af den Luxembourgske model er manglende transparens og hemmelig aftaler, kunne vore EU kommissær og den kommende regeringen med fordel kunne genindføre holdingstruktur.

Konklusion

Skatteret lovgivningen kæmper for at holde trit med udviklingen i arten af den globaliserede moderne business. Mange af vores nuværende skatte regler blev iværksat, da det var let at se, hvor værdien blev skabt i en forsyningskæde - i en fabrik, et laboratorium eller en butik - og når de fleste virksomheder drives i deres egne hjemmemarkeder. I de seneste 20 år er sammenhængene blevet mere komplekse men skattelovgivningen har ikke fulgt med.

Den nuværende base erosion projekt som er sat i søen af OECD vil i sidste ende muligvis lukke simple smuthuller forårsaget af hybride lån datterselskaber i lande med lav selskabsskat, og udveksle oplysninger om kildeskat, transaktioner eller bankkonti.  EU kommissionen kan samarbejde med OECD, IMF og G8 for at opdatere de internationale skatteregler som opfylder behovene i det moderne globale erhvervsliv. Man kan nemt starte med e-handel og intellektuel ejendomsret som løser de globale komplekse skattemæssige strukturer. Ellers er der en lang vej at gå før resultaterne er indlysende.

Den rigtige løsning er enten at afskaffe selskabsskatten helt - eller i det mindste reducere den betydeligt. Det vil skabe øget vækst, som EU febrilsk leder efter. Det harmoniserede skattetryk kan efterfølgende blive flyttet fra virksomhederne til deres kapitalejere.

Den nuværende konkurrence på selskabsskat som reducerer skattebetalingen er usund, fordi det motiverer de globale selskaber til at omgå skattereglerne der samtidigt forbedrer den økonomiske effektivitet og sænker kapitalomkostningerne for deres virksomheder. Harmoniseringen vil til gengæld kunne endda øge progressiviteten i skattesystemet og medføre, at virksomhederne kan levere højere afkast til deres aktionærer.