Kunsten at knæsætte en nation

Et arabisk ordsprog siger, at bøger bliver skrevet i Cairo, de bliver trykt i Libanon og de bliver læst i Bagdad. Den irakiske hovedstad havde tidligere, i 1970´erne et højt uddannelsesniveau sammenlignet med det generelle niveau i Mellemøsten. Men de efterfølgende årtier med Iran-Irak krigen fra 1980-1988, de allieredes bombardement i 1991, Golfkrigen, den amerikanske invasion og den nuværende politiske ustabile situation har alle hver især bidraget til landets katastrofale uddannelsesniveau.

Denne tekst er ikke et spørgsmål om at placere skyld eller ansvar. Det er blot en tør konstatering, at når en nation bliver ramt af krig – uanset årsag – så er der stadig konsekvenser mange år efter den sidste bombe er smidt. Konsekvenser, som civilbefolkningen betaler for.

De allieredes seks ugers bombardement i 1991 ødelagde den irakiske økonomiske infrastruktur i langt større omfang end otte års krig mod Iran havde formået. De efterfølgende FN sanktioner mod landet gjorde blot de allerede katastrofale humanitære forhold endnu værre.

Uddannelsessystemet blev naturligvis også ramt. Analfabetisme for den generation, der er vokset op under sanktionsårene er alarmerende høj.

Den irakiske regering selv iværksatte i 2013 et program i et forsøg på at bekæmpe analfabetismen blandt voksne i landet. På nuværende tidspunkt er 600.000 mennesker indskrevet i disse centre rundt om i landet, men grundet den sikkerhedsmæssige ustabile situation i landet, er tilgangen faldende og mødefrekvensen ustabil.  

Så hvad er status egentlig i landet nu med en befolkning, der i vidt omfang er analfabeter? Nogle er ikke deciderede analfabeter, men har aldrig fået en egentlig uddannelse. UNICEF har tidligere anført, at der mangler 220.000 lærere til at håndtere traumatiserede børn i de yngste klasser. Den yngre generation, der nu er nået igennem et gymnasie forløb og skal i gang med universitetsstudier, kæmper tilsyneladende alle om at komme ind på medicinstudiet, fordi det stadig giver den største prestige i samfundet at have en læge i familien. Adgangssystemet er bygget op således, at det er praktisk umuligt at bestå adgangskravene. Alene de, der evner at betale tilstrækkelig i bestikkelse, kommer ind på studiet. Med andre ord fostrer man læger uden de egentlige kvalifikationer andet end hvad familien har formået at betale i bestikkelse.

Kan man bygge et land op med så svag enhuman capital? Det er svært at se, hvordan en nation skulle kunne løfte sig op fra denne situation af uoverskuelige dimensioner.

Hvad konstituerer egentlig en nation?

Nationsbegrebet er forskelligt defineret; den franske tilgang til begrebet har sine rødder i den franske revolution, og koncentrerer sig om frihed, lighed og broderskab som grundlæggende komponenter. Den tyske historiker Friedich Meinicke forsøgte derimod at definere nationen som begreb baseret på fælles sprog, fælles kultur og historie.

En befolkning, der kan læse, tænke, skrive, forstå og analysere er en helt grundlæggende forudsætning for enhver nations (gen)opbygning.

At forstå ens fortid er en del af det at forstå ens nutid. En befolkning uden disse basale kundskaber vil næppe kunne føre nationen ud af det politiske, økonomiske morads den befinder sig.  

Bøger bliver stadig skrevet i Cairo, de bliver stadig trykt i Libanon. De bliver sjældent læst i Bagdad.

Man fik væltet en diktator. Men først og fremmest fik man knæsat en hel nation.