Obama og USAs gordiske knude

Torsdag aften i sidste uge overraskede præsident Obama mange i og udenfor USA med et usædvanligt initiativ på indvandringsområdet. Obama underskrev — angiveligt ombord på Air Force One — en såkaldt “executive order”, der som sit mest markante element giver 4,3 mio. af USAs over 11 mio. illegale indvandrere en garanti for, at de ikke vil blive eftersøgt og deporteret (forudsat de har været i landet i mindst 5 år og at de har børn, der er amerikanske statsborgere eller har opholdstilladelse — se mere her og her).

“Executive order" — eller “executive action”, som det hedder, når præsidenten benytter sig heraf — er et særligt instrument, den amerikanske præsident har til rådighed, og som giver præsidenten visse muligheder for politisk handling uden om Kongressen. Republikanerne har i forbindelse med Obamas initiativ angrebet netop processen og sået tvivl om, hvorvidt den amerikanske forfatning rent faktisk tillader præsidenten at handle på denne måde. Obamastøtter har svaret igen ved at beskylde Republikanerne for at fokusere på processen for at aflede opmærksomheden fra substansen i spørgsmålet — nemlig hvad USA skal stille op med den situation, der har hersket og er forblevet uløst i mange, mange år: At der i dag bor og lever over 11 mio. illegale indvandrere i USA, hvoraf en stor del har familier, går på arbejde og har hele deres liv i landet. Noget helt andet er, at Obama ikke er den første amerikanske præsident, der har valgt at tage “executive action” i brug i forhold til indvandring — både George H. W. Bush og Ronald Reagan har gjort det, om end i forskellig målestok.

Så længe jeg personligt kan huske — og garanteret endnu længere tilbage — har amerikanske kongresmedlemmer og skiftende præsidenter talt om behovet for “comprehensive immigration reform”, altså en gennemgribende reform på området. Jeg husker eksempelvis, hvordan Jack Cafferty — vært på “The Cafferty File” og en del af nyhedsprogrammet “The Situation Room” på CNN — i midten af 00’erne dag efter dag, uge efter uge tordnede imod hvad han så som amerikanske politikeres evindelige snak om “comprehensive immigration reform” uden at der i praksis skete noget som helst. Harske udfald mod daværende præsident George W. Bush og såvel Demokrater som Republikanere i Kongressen blev garneret med oplæsning af sure emails fra vrede seere, der tævede løs på den politiske elite i Washington for ikke at håndhæve landets love og deportere de illegale indvandrere — eller alternativt lave lovene om og finde en anden løsning på problemet.

I debatten om illegal indvandring og situationen omkring de mange illegale indvandrere, der allerede bor og lever i USA, har konflikten ofte samlet sig om et principielt synspunkt overfor et mere pragmatisk. Det principielle synspunkt er, at det ganske enkelt ikke er i orden at snyde sig til ophold i et land — især ikke i lyset af de mange tusind mennesker, der søger om formel opholds- eller arbejdstilladelse ad lovens vej, og som enten bliver afvist eller må vente mange år på at få lov at komme indenfor. Det pragmatiske modargument hertil er, at de over 11 mio. illegale indvandrere, der allerede opholder sig i landet, både har stiftet familie og bidrager til den amerikanske økonomi ved at varetage lavtbetalte jobs, amerikanerne (med formel status som sådan) ikke selv vil have.

Hertil kommer et andet argumentpar, der vender modsat: Principielt bør USA tage åbent imod indvandrere, der kommer for at arbejde og søge lykken, ligesom landet historisk set har gjort det — men i praksis ville en så omfattende indvandring, der kunne forventes at følge af langt mere åbne grænser, medføre dramatiske konsekvenser for det amerikanske samfund. Hvordan man end vender og drejer problemet kan de fleste blive enige om, at amerikanske politikere her står med et ægte dilemma af den kedelige slags, hvor alle mulige løsninger virker ca. lige dårlige eller problematiske. Og så er det ovenikøbet, som antydet, et dilemma i flere dimensioner.    

Hvorfor vælger Obama at handle netop nu? Han kunne have taget initiativer i forhold til illegale indvandrere langt tidligere — fx i løbet af de første to år af sin præsidentperiode, hvor han havde flertal i både huset og senatet. Men han gjorde det ikke. Dette på trods af, at han i sin kampagne op til valget i 2008 erklærede det som en "topprioritet i sit første år som præsident" at få addresseret spørgsmålet. Det samme erklærede Obama i øvrigt i sin tid omkring lukning af Guantanamo-basen på Cuba. Basen er som bekendt stadig i drift.

Her vil nogen måske indvende: Men nu sker der da noget! Hvis Demokraterne og Republikanerne i Kongressen ikke kan blive enige om  en reel indvandringsreform, er det så ikke i orden, at præsidenten udnytter sine beføjelser og handler uden om Kongressen i et forsøg på at udrette så meget, han nu kan på egen hånd?

Umiddelbart giver det måske mening for nogle. Kradser man lidt i overfladen, kunne man imidlertid også få den tanke, at Obama i realiteten ikke ønsker en reel reform på området. Givet at politiske ledere hos Republikanerne har udvist vilje til egentlige reformer, er det ikke just befordrende for samarbejdet mellem Demokrater og Republikanere og mellem præsidenten og Kongressen, at gå enegang og handle på egen hånd som Obama netop har gjort.

Obamas initiativ kan således risikere at udskyde reelle reformer på området mange år endnu. Som om amerikanske politikere — i såvel Det Hvide Hus som Kongressen — ikke havde kørt i store buer uden om netop denne gordiske knude længe nok i forvejen.