Obama og den OK-selektive håndhævelse

Præsident Obamas ordre til de amerikanske immigrationsmyndigheder om ikke at deportere i hobetal af ulovlige immigranter vakte overskrifter. I danske medier blev tiltaget – ikke uforståeligt – udlagt som endnu et træk i en politisk kamp mellem de to store partier, og – qua de republikanske flertal i kongressen – en kamp mellem præsident og parlament.

Skiftende præsidenter – i hvert fald tilbage til Eisenhower – har forsøgt at løse de problemer, amerikanske immigrationsregulering afføder. Der har blandt dem været en opfattelse af, at USA er en nation af immigranter, og at USA skal blive ved med at være netop det. Med Ronald Reagans ord:

“More than any other country, our strength comes from our own immigrant heritage and our capacity to welcome those from other lands. No free and prosperous nation can by itself accommodate all those who seek a better life or flee persecution.”

Uanset om man er enig eller uenig i sådan en politik, kan man stille det klassiske spørgsmål: Er det i orden, at Obama-forvaltningen prioriterer ét indsatsområde over et andet? Eller mere generelt: Må man håndhæve ét område af lovgivningen på bekostning af et andet, så ikke al lovgivning håndhæves med samme intensitet, hele tiden?

Spørgsmålet er principielt og kunne også stilles om lignende danske prioriteringer. Men svaret må nødvendigvis gives praktisk: Så længe lovgivningen kan bære det, er retsstatens principper ikke i fare. Om lovgivningen kan bære en prioritering af indsatsen er et spørgsmål, retssystemet må afgøre. Indtil der falder sådan en afgørelse, må man –af ren og skær nødvendighed – forudsætte, at forvaltningen ikke har nogen ambition om at bryde loven.

Det må med andre ord være i orden, at en forvaltning under politisk ledelse, styrer sin indsats efter politiske mål og prioriteter.

I det omfang en administrativ prioritering udfordrer de principper, vores retsstater er baseret på, må fingeren først og fremmest peges ad den lovgivningsmagten.

Det er takket være den politiske styrings-glæde, at stort set alle samfundsforhold nu er reguleret i et sådant omfang og med en sådan intensitet, at en forvaltningsmæssig prioritering bliver mulig og nødvendig.

Hvis man vil have, at forvaltningen håndhæver alt og ikke prioriterer en indsats højere end en anden, må man derfor luge ud i lovbøgerne. Kun på den måde slipper forvaltningen – med regeringen i spidsen – fra at skulle prioritere, hvad den vil gøre, på bekostning af, hvad lovgiver ønsker. Og meget vil helt sikkert kunne fjernes. Men indtil det sker, er man nødt til at acceptere det som OK, at en forvaltning – som Obamas – tænker politisk, når magten skal udøves