Årets mand i Afrika

authorimage
BLOGS
Af: Yasmin Abdel-Hak
17. nov 2014

Fornylig blev den ægyptiske præsident Sisi af Forbes magazine udnævnt til den mest indflydelsesrige mand i Afrika. I sin begrundelse herfor angav bladet, at Sisi havde formået at have fået skabt ro og stabilitet i Ægypten. I samme begrundelse blev endvidere anført, at Sisi havde formået at styre landet udenom en borgerkrig og bekæmpet terrorisme. Det er al ære værd, at han har formået at forbedre landets katastrofale økonomiske situation. Landet blev fornylig af det internationale rating firma Moody opgraderet fra negativ til stabil økonomi, baseret på landets politiske stabilitet og forbedret vækst. Det er i sig selv en stor bedrift. Der er tillige en vis form for politisk ro og stabilitet i landet, om end af en noget skrøbelig art. Der er ingen tvivl om, at præsidenten nyder en vis folkelig opbakning, formentlig først og fremmest ud fra den gængse betragtning, at han er bedre end alternativet, det muslimske Broderskab.

En status på dagens Ægypten viser et sammensurium af både fremskridt og tilbageskridt på flere fronter:

Den generelle menneskerettighedssituation er dybt kritisk og deprimerende nedslående. Dette er tilsyneladende kun blevet forværret efter præsidentens tiltræden.

Så hvad er status reelt i et land med økonomisk fremgang, en vis politisk ro og stabilitet og en dybt kritisabel menneskerettighedssituation?

Status viser først og fremmest, at landets nuværende politiske situation er symptomatisk for det kaotiske forløb forud for Sisis tiltræden som statsoverhoved. En folkevalgt præsident Morsi, som blev væltet ved et militærkup med særdeles stor folkelig opbakning. Et efterfølgende præsidentvalg med Sisi som kandidat uden reel konkurrence fra andre kandidater. Et sådant forløb bærer ikke ligefrem vidnesbyrd om stærke demokratiske tendenser.

Efter sin tiltræden som præsident, valgte Sisi at stille den tidligere præsident Morsi for en domstol, sigtet for blandt andet terrorisme. Det var en fejl. Eller også var det ikke. Det kunne betragtes som en politisk, strategisk fejl at vælge at stille Morsi for en domstol og dømme ham for terrorisme. En fejl fordi man derved missede den oplagte mulighed for at forsøge at samle landet á la Mandelas forsoningspolitik i Sydafrika. En mulighed for at få Broderskabet og dets tilhængere re-integreret i samfundet. Det kunne omvendt også betragtes som et bevidst valg at stille Morsi for en domstol: Ved at gå denne vej, valgte Sisi bevidst at fastholde det politiske polariserede landskab i Ægypten: Dem mod Os. Det er strategisk smart for Sisi at fastholde dette billede. Det giver Broderskabet et særdeles stærkt argument som opponent af det nuværende styre. En vred, islamistisk opposition giver Sisi en politisk legitimitet som landets stærke leder, der bruger kræfter på at bekæmpe de islamistiske kræfter og tendenser. En funktion, som er ønsket og efterlyst i et område med Islamisk Stat huserende i nabolandene.

De seneste efterretninger vedrørende den mest militante og ekstreme islamistiske gruppe i Ægypten, Ansar Beit al-Maqdi, indikerer, at gruppen ønsker at indgå i Islamisk Stat (IS). Et sådant samarbejde vil være en stor symbolsk sejr for IS, og åbner dermed en dør ind til en af de mest befolkningsrige stater i området.

Sisi vil formentlig fortsat koncentrere sine kræfter om at bekæmpe de islamistiske tendenser. Alt sammen på bekostning af menneskerettighedssituationen og selve demokratiseringsprocessen for landet.

Det er fristende at tale om den Arabiske Vinter. Det er fristende at tale om, at alt håb om demokrati er afskrevet, tabt, er ude. Det ville imidlertid være for nemt, for hurtigt og direkte forkert at afskrive de ægyptiske drømme om demokrati.

Det er af afgørende betydning at have det historiske perspektiv for øje. Fra den franske revolution i 1789 og frem til 1892, havde Frankrig otte forskellige styreformer: tre monarkier, to kejserdømmer og tre republikker baseret på 14 forskellige grundlove. Dette er om noget et textbook eksempel på, hvor lang og smertefuld demokratiseringsprocessen kan være.

Der er lang vej endnu, selv for Årets mest indflydelsesrige mand i Afrika.

 

Profil
Yasmin Abdel-Hak authorimage Yasmin Abdel-Hak er jurist med speciale i menneskerettigheder og mellemøstlige forhold. Hun har i mange år arbejdet med menneskerettighedskrænkelser i Mellemøsten. Yasmin er endvidere stud.mag. i mellemøststudier. Her på bloggen skriver hun om politik, økonomi og menneskerettigheder i Mellemøsten. Om Danmarks rolle i forhold til regionen. Om mediernes rolle og den politiske diskurs i forhold til området.
Tidligere bloggere på borsen.dk