Velfærdens fallit på finansloven

En milliard til pædagogerne og 6,5 til sundhedsområdet. “Finansloven 2015 styrker kernevelfærden," ville man sige, hvis man var til den slags svulstig, substansløs retorik.

Man kan også bare konstatere, at stemmefiskeri atter trumfer ønsket om reelt forbedret velfærd. Såvel området for børnepasning og sundhedsområdet har behov for alt andet end flere penge. Konkurrenceudsættelse, for eksempel.

Begge områder har en meget lav privat aktivitet. Kun cirka 3 pct. af alle danske børn, der passes udenfor hjemmet, passes i private tilbud. Indenfor sundhed udgør privathospitalernes markedsandel sølle 1 pct.

I Københavns Kommune er brugerbetalingen for en kommunal vuggestueplads 2774 kr., og kommunen giver som følge af loven minimum 75 pct. i tilskud. Den samlede udgift er altså mindst 11.096 kr. per barn. Med 20 børn på en stue er det 221.920 kr. til driften (ekskl. ejd.udg.) – om måneden. Til den pris kunne man aflønne (inkl. pensionstillæg) en leder, fire pædagoger og to assistenter, og der ville stadig være penge tilbage.

Vi er et af de lande i verden, der bruger flest offentlige kroner per person på sundhed. Kun Norge, Holland, USA, Tyskland og Østrig topper os, og vi er langt over OECD-gennemsnittet. Vores sundhedstilstand er i det perspektiv, og i sammenligning med andre vestlige lande, ikke imponerende. Helt overordnet kan vi danskere simpelthen forvente at leve kortere end mennesker i resten af den udviklede del af verden.

Hvis man mener, der er et problem med velfærdsydelserne, er det tvivlsomt, om løsningen skulle være, at spytte et par milliarder mere i kassen. Man skulle hellere begynde at lade andre end det offentlige løse opgaverne. Det er bedre organisering og gennemsigtighed i priser, vi mangler – ikke flere skattebetalte gaver til den offentlige sektor.