Den forudseelige politiske risiko

Danske virksomheders fortsatte ekspansion i udlandet betyder, at de i stigende grad kommer uden for den sikkerhedszone, hvori man kan stole på det politiske system. Carlsberg har netop måtte suspendere produktion i et af sine russiske bryggerier oven på urolighederne i Ukraine. Arla har fornylig budt på et stort mejeri i Egypten, hvor selskabet for få år siden blev forfulgt efter tegningerne i Jyllandsposten. Mange virksomheder har oplevet, hvordan de kinesiske myndigheder i den seneste tid er blevet mere hårdhændede grænsende til chikane. Efterhånden som Kina bliver mindre afhængigt af omverdenen, og omverdenen bliver mere afhængig af Kina, kan den adfærd meget vel gribe om sig.

Den risiko, som selskaberne påtager sig ved at gå uden for sikkerhedszonen, er til at forudse, selv om man kan ikke forudsige konkrete begivenheder eller hændelsesforløb. Vi ved, at mange emerging markets er præget af betydelig politisk risiko. Virksomhederne kan ikke tage politisk stabilitet eller upartisk sagsbehandling for givet. Korruption og bedrageri er reelle problemer, der kan underminere ellers udmærkede forretningsplaner. Selv om situationen på et givet tidspunkt virker tilforladelig, kan der hurtigt ske ændringer.

Politisk risiko betyder ikke i sig selv, at man skal undlade at investere. Uden risiko er der intet afkast. Men selskabernes ledelse er nødt til at sikre sig, at de har et nogenlunde objektivt billede af, hvad de engagerer sig i. Man må regne med en sandsynlighed betydeligt større end 0 for at investeringen løber sur. Selskabet skal have tilstrækkelig økonomi til at bære et sådan tab, og der må udarbejdes handlingsplaner for, hvordan man kommer ud af det igen med så meget som muligt af skindet på næsen.

Bestyrelserne har en vigtig opgave på dette område. En virkelysten direktion vil tendere mod at undervurdere risici, der ikke umiddelbart lader sig kvantificere. Den vil naturligvis se på mulighederne snarere end udfordringerne. Med i billedet hører også, at direktionens incitamenter ofte er indrettet, så de giver direktionen incitament til at påtage sig risiko. Det gælder optionsprogrammer eller den ekstraordinære bonus, som en større transaktion ofte giver anledning til. Bonus udbetales umiddelbart, mens risikomomenterne måske først viser sig efter en årrække. Her er ”bundne aktier” bedre end options- eller bonusordninger, fordi direktionen holder aktierne i en årrække og dermed også på længere sigt har ”hånden på kogepladen”.

Medierne understøtter i øvrigt kortsigtheden ved at udnævne vindere og tabere uden at have noget reelt kendskab til det samlede risikobillede. Aktiemarkederne spiller også med og reagerer tit på fornemmelser. Alt nyt er godt nyt, når man lever af at omsætte aktier.

Det hører med i billedet, at beslutningstagerne stadig i vidt omfang lever under normalfordelingens tyranni, hvor ekstreme begivenheder optræder relativt sjældent. Befolkningens højde er for eksempel normalfordelt, så sandsynligheden for, at nogen bliver 3.5 meter høj (ca 2* gennemsnitshøjden) er så forsvindende lille, at man kan se bort fra den. Men erhvervslivets vilkår kan mere realistisk tilnærmes ved andre sandsynlighedsfordelinger, såsom Paretofordelingen, der kendetegnes ved ”lange haler”, hvor ekstreme begivenheder optræder langt hyppigere og derfor bør indkalkuleres, når der træffes beslutninger. Omkostningerne ved en investering kan meget nemt vise sig at blive dobbelt så store, når der er en politisk risiko. Alligevel bruges normalfordelingen stadig i en del risikostyring fordi det gør regnestykkerne nemmere.

Selv om usikkerheden er stor kan bestyrelserne gøre en del for at afdække den politiske risiko. Verdensbanken udgiver offentlige tilgængelige vurderinger af politisk stabilitet i forskellige lande. Her scorer Ægypten i 2012 -1.4 på en skala fra -2.8 (Somalia)  til +1.1 (Sverige), hvilket er ret ringe. Rusland scorer -0.8. Kina scorer -0.5. Den slags vurderinger kan danne udgangspunkt for en kvalificeret diskussion i bestyrelseslokalet.