Kunsten at give en skideballe

Miraklernes tid er ikke fordi. Vi hører nu om en folkevalgt minister, Mette Frederiksen, som faktisk forsøger at lede sit ministerium og prøve at få embedsmændene til at gøre, det Folketinget har besluttet, i stedet for det, de selv synes.

Typisk for denne situation er, at embedsmændene straks falder ind i offerrollen. Klynker og jamrer sig og holder faglige møder, herunder bruger deres gode kontakter hos vennerne i Politiken segmentet til at udstille ministeren, som den skrappe moster, hun sikkert er.

Det er en af gode dele af dansk politisk kultur, at politiske modstandere kan udveksle meningsforskelle på en meget direkte og til tider grovkornet måde, men stadig være gode venner og nyde en pilsner sammen i Snapstinget.

Denne rå, men hjertelige omgangstone, som også kendes fra mange resultatorienterede arbejdspladser i det virkelige liv, hvor man kalder en spade for en spade, passer slet ikke ind i et ministerium.

Her har vi gøre med skallesmækkende mimoser, der som fortidens ridefogeder hersker over almindelige danskeres liv og død, indkomst og formue, men hyler som en stukket gris, hvis man tillader sig at kritisere dem.

En skideballe i ministerieform til fuldmægtig Jensen i Miljøministeriet kunne lyde nogenlunde således:

Tak for dit glimrende notat om randzoneloven, hvor du til det fulde opfylder ministeriets ønske om at gøre det umuligt at være landmand i Danmark. Men du er desværre kommet til at skrive muligvis i stedet for sandsynligvis på side syv, paragraf 8, og det vil vi helst ikke have, at du gør en anden gang.

Den deprimerede fuldmægtig vil nu melde sig syg i en uges tid og overveje om han skal inddrage sin faglige organisation.

Nuvel, justitsministeren har, som de fleste andre folkevalgte, ingen erfaring og meget lidt viden om ledelse og kan derfor have overtrådt gode regler om, at man ikke skal uddele skideballer, mens andre overværer det og slet ikke i en groft personligt sprog med hævet stemme og overfor underordnede langt nede i magthierarkiet.

Hvis der er grund til at uddele skideballer til en underordnet fuldmægtig, må ministeren formidle beskeden til fuldmægtigens nærmeste overordnede, som så må tage sig af sagen i enrum.

I de bedste skideballer forklarer man blot, uden at hæve stemmen og uden at være det mindste grov og personlig, i ligefremme vendinger, hvad miseren er og at det ikke skal gentage sig. Den kloge medarbejder forstår, hvad det handler om, og så er den ikke længere.

Da jeg var ung ingeniør, havde jeg forlæst mig på noget management litteratur, og fået den ide, at man altid skulle indlede en skideballe med at rose i stil med ”det er meget fint det du har lavet der, men….” Hvorefter der ikke gik lang tid før mine medarbejdere havde lugtet lunten og straks blev bekymrede, når de fik ros.

Så er der også en trend i ledelse, som mener, at skideballen er forældet og vi bare skal vise hinanden uendelig tålmodighed, tillid og venlighed, så går det hele nok af sig selv. Sludder, vi er mennesker, vi laver alle sammen fejl og løber den forkerte vej ind i mellem. Den rigtige skideballe fra den nærmeste leder eller en senior kollega er et suverænt instrument til at bringe tingene på ret kurs.

Folkestyret har en glimrende fremtid den dag alle ministre kan og tør uddele skideballer til ministeriernes øverste chefer.