Istid i Washington

Mine studieture til USA starter ofte hos min amerikanske værtsfar. Ærkerepublikaner, som stemte på både Nixon, Reagan og Bush, hylder Rumsfeld og skælder mig ud for at være europæer.

’The old man’ har altid markante meninger om Demokraterne. Han var ikke begejstret for Clinton, men det er for intet at regne mod hans holdning til Obama. Blodtrykket stiger, harmen hørmer og eksemplerne vælter frem: Obama svigter sit løfte om at skabe samarbejde mellem partierne og mellem kongressen og præsidentembedet. De få resultater, han har skabt, er derfor ikke blevet til i samarbejde og afspejler ikke befolkningens interesser. Obama er for passiv og vægelsindet i udenrigspolitikken, så USA fremstår utroværdig og usikker.

Udover underholdningsværdien giver vores samtaler et godt indblik i, hvor stor afstanden er mellem Republikanerne og Demokraterne: Det politiske klima i Washington er iskoldt.

Så jeg var godt forberedt til en uges møder med politiske analytikere i Washington for nyligt. Og ’The old man’ havde fuldstændig ret. Klimaet mellem the Grand Old Party og Democratic Party giver istid i Washington. Det skyldes både en overordentlig upopulær præsident Obama og en kongres, der står endnu svagere end præsidenten. Den generelle opfattelse blandt amerikanerne er, at ingen af de to parter gør noget som helst for at lede landet.

Aldrig har jeg oplevet større kløft i amerikansk politik. Det bliver ikke bedre af, at man lokalt vælger kandidater, der til stadighed har mere ekstreme holdninger. Problemet ser ikke ud til at blive mindre efter det kommende Midtvejsvalg, hvor forventningen er, at Republikanerne vinder flertallet i begge kongressens kamre. Det vil betyde, at kongressen vil kunne nå til enighed om langt flere lovforslag og sætter Obama i en vanskelig situation.

Efter Midtvejsvalget, den 4. november er der to scenarier: Enten kommer Obama til at veto en masse lovforslag, og vi kan se frem til to år, hvor der intet sker i Washington. Obama står tilbage som en ’Lame Duck-præsident’. Alternativet er, at både kongressen og Obama indser, at de er nødt til at samarbejde for ikke at undgå at gå over i historien som den måske dårligste præsident og værste kongres i historien. Jeg er optimist, for det tror jeg ikke, de er interesseret i.

Men situationen i amerikansk politik er alvorlig. Landet står stadig overfor store udfordringer, som kræver enighed og handling. Der er brug for reformer, hvis statsbudgettet skal hænge sammen. En større budgetkrise blev med nød og næppe afværget i 2013, men problemerne lurer stadig og kan dukke op igen om et par år. Washington og USA har brug for klimaforandringer. Det haster med at komme ud af den politiske istid.