Teori og virkelighed

For få måneder siden deltog jeg i et seminar, hvor en kollega anfægtede, at aktieoptioner til bankdirektører – ingen nævnt ingen glemt – skulle føre til en højere grad af risikotagning. Aktieoptionerne skulle netop betyde, at bankdirektøren ville varetage sine økonomiske interesser bedst, ved at være risikoavers og ikke sætte bankens overlevelse på spil. Tankegangen var naturligvis, at ingen bankdirektør med aktieoptioner ville lade sin bank løbe så store risici, at det kunne ende med at gøre aktieoptionerne eller de indløste aktier værdiløse. Derfor var det ikke et holdbart argument, at aktieoptioner har medvirket til at fremme risikotagningen og dermed den misére, vi nu står i. Det er en logisk tankegang, som er solidt plantet i traditionel økonomisk teori og i ”modern finance”, hvor alle aktører er rationelle, handler uafhængigt af hinanden, og hvor økonomien skaber sin egen ligevægt. Den videre implikation er, at når noget går galt eller ikke kan forklares, skyldes det ikke økonomien eller økonomisk teori, men at udefra kommende kræfter har blandet sig og dermed forstyrret balancen og de rationelle aktørers handlinger. Nu er økonomi som andre socialvidenskaber afskåret fra at gennemføre kontrollerede eksperimenter som i naturvidenskaben, men det har ikke afholdt økonomisk videnskab fra at lege naturvidenskabsmænd, navnlig siden den matematiske tilgang til økonomien har vundet frem. Det er denne tankegang, der ligger bag økonomiske modeller og diverse forsøg på økonomiske prognoser, der med usvigelig sikkerhed altid tager fejl, dels fordi der altid sker noget uventet, som modellerne ikke kan tage højde for, dels fordi deres grundlæggende antagelser om mennesket er uholdbare. Hvis det er sådan, som jeg beskriver her, skulle man jo mene, at det ville føre til, at teorien ville blive revideret, så den i højere grad afspejlede den økonomiske virkelighed, der omgiver os. Det sker bare ikke, som den økonomiske historie giver os talrige eksempler på. Det, der blev glemt i spørgsmålet om aktieoptionerne, var nok, at heller ikke bankdirektører altid er rationelle individer, men at de også bliver opslugt at bobletankegangen og en tro på, at opturen vil fortsætte – det, som Keynes kaldte ”animal spirits”. Det er i det hele taget tankegangen bag den tilgang til økonomi, som jeg allerede har nævnt mere end en gang i denne blog, nemlig ”behavioral economics”. Tilhængere af ”behavioral economics” kombinerer indsigter fra psykologi og neuro-videnskab med økonomi, og gennem både teoretiske argumenter og forsøg peger denne tilgang på, at økonomiske aktører langt fra altid er rationelle – heller ikke gennemsnitligt betragtet. Ikke desto mindre holder mange økonomiske forskere fast i denne tilgang, som altså står i modsætning til både Keynesiansk økonomisk teori og teorier om finansielle kriser fremsat af f.eks. Hyman Minsky og Irving Fisher. De har vist, hvordan vores erkendelse og opfattelse af verden påvirkes af en lang række faktorer, som traditionel økonomisk teori ikke kan forholde sig til. Nogle (jeg er en af dem) mener, at den menneskelige erkendelse grundlæggende er narrativ – altså at verden og vores forståelse af den kommer til os via fortællinger. Det betyder, at vi ikke har en direkte adgang til at erkende en objektiv verden, men at vores forståelse af den altid vil være påvirket af sproget. Det betyder videre, at vi som individer sjældent opfatter verden uafhængigt af, hvordan andre opfatter den, tværtimod er der en udbredt tendens til, at vore handlinger og beslutninger er relateret til vore medmenneskers, noget der fører til ”lemmingeadfærd”, hvor alle f.eks. køber aktier eller huse i forventningen om fortsatte prisstigninger. Et grundtræk i den slags bobler er forestillingen om en ny æra – at denne gang er de tidligere regler sat ud af kraft, og prisstigningerne vil fortsætte i det uendelige. Hvis det lyder bekendt er det ikke tilfældigt, for det er sådanne kræfter, der ligger bag den finansielle krise, vi ser nu og som lå bag dot.com krakket i 2000-2001 og bag Wall Street krakket og den store depression i mellemkrigstiden. Hvis økonomisk teori ikke kan forklare den finansielle krise, hvorfor så ikke bare ændre den økonomiske teori? Det forudsætter jo en rationel tankegang hos udøverne af økonomisk teori, men problemet er, at økonomer fra det første kursus på økonomistudiet er opdraget til at forstå økonomi på en bestemt måde, og derfor – lige som alle os andre – har svært ved at se verden anderledes. Organisationsteoretikeren Karl Weick har skrevet, at organisationer over tid udvikler ”a trained incapacity to see the world differently”. Det samme gælder nok med økonomer og andre videnskaber, som alle præsenterer deres udøvere for fortællinger, der over tid opbygger en bestemt forståelse af, hvad det givne fag går ud på. Desuden skal man nok heller ikke se bort fra, at der er personlige interesser forbundet med de forskellige videnskaber. Det giver magt og prestige at kunne bestemme, hvad der er den anerkendte tilgang inden for et fag. Også inden for mit eget fag, så det er der i hvert fald ingen, der skal pille ved. Hvis vi skal komme nærmere en forståelse af årsagerne til den nuværende finansielle og økonomiske krise, hvordan vi kommer ud af den, og hvordan vi undgår en gentagelse, er der brug for en økonomisk teori, der i højere grad tager sit grundlæggende udgangspunkt i en mere passende forståelse af hvordan mennesker er ”skruet sammen”. Hvordan kommer vi dertil? Første spæde skridt kunne være at arbejde tværfagligt og at reflektere kritisk over sin egen praksis. Note: Hvis du har lyst til at læse mere om ”behavioral economics” kan jeg anbefale den særdeles velskrevne og interessante bog af Dan Ariely, ”Predictably Irrational. The Hidden Forces That Shape Our Decisions”, (New York, 2008)