Margrethe III Vestager

authorimage
BLOGS
Af: Erik Høgh-Sørensen
01. nov 2014

Knap var Helle Thorning-Schmidts (S) præsidentambitioner endt i et veritabelt dansk EU-Dybbøl, før man kunne bevidne kroningen af en ny dansk EU-dronning.


De sammensvorne rider fra EU-topmøde tidligere på året. Til venstre i baggrunden ulmer Thornings præsidentambitioner (frit fra Otto Bache 1882)

Hvert EU-land har et medlem i den magtfulde Kommission, som kontrollerer, at unionens regler overholdes. Danmark endte med at få den post, der går ud på at retsforfølge ulovlige monopoler og sikre retfærdig konkurrence. En tung og magtfuld post, rapporterede danske medier med ærefrygt. Og der er noget om snakken, for siden 2010 har EU dømt 167 virksomheder for karteldannelse og uddelt omkring 60 milliarder kroner i bøder ifølge Mandag Morgen. Flere danske iagttagere gik så langt som til at antyde, at kun kommissionsformand Jean-Claude Juncker er mere magtfuld end danskeren. Det er stort, hvis det passer.

Nationalpatos og modersmål
Som en del af kroningsceremonien komplimenterede hele 12 af 13 danske EU-parlamentarikere kommissærspiren så varmt, at hun ifølge Ritzau overvejede, om roserne var udslag af, ”at vi deler hjemlandets vemodige sange og modersmål.” Med en sådan dansk mediedækning må den nye kommissær naturligvis have regentnavnet Margrethe III Vestager. Intet mindre.


Margrethe I

Men i disse dage slutter kåringsgildet, og dagligdagens dont og verserende sager kan blive til søm og torne, som flænger dronningens slæb.

Storpolitik og tekno-misundelse?
Det russiske forsyningsselskab Gazprom køber sig ind i de europæiske forsyningsnet på en måde, så konkurrencen før eller siden lider skade. Russiske energi- og forsyningsselskaber stiller ifølge kritikere ublu krav i form af ”aftag-eller-betal” klausuler til europæiske kunder. Videre har russerne evnet at få lobbyister som Tysklands tidligere kansler Gerhard Schröder, hvilket på baggrund af Moskvas overgreb i Ukraine er politisk gift.

Andre spegede sager byder på anstrøg af anti-amerikanisme og tekno-misundelse, alt imens EU prøver at sætte sin egen digitale dagsorden. Søgemaskinen Google beskyldes for ulovligt at udbrede sin dominerende stilling til at nedkæmpe konkurrenter som Microsofts bing.com, samt nogle mindre europæiske virksomheder. Pudsigt nok minder sagen om Microsofts egen dominans for år tilbage via styresystemet Windows. Nu beskyldes Google for at bruge sin maskine til systematisk at nedprioritere konkurrenters links og annoncering.

Tidligere i år søgte Vestagers forgænger Joaquin Almunia at indgå et kompromis (igen-igen), men han blev underløbet af kolleger og franske og tyske politikere. Den tyske økonomiminister Sigmar Gabriel legede med tanken om at tvangsopsplitte Google i mindre dele, og det er nok ren protektionisme, idet Tyskland og Frankrig er hjemsted for konkurrenter som Axel Springer.
Almunia, der ellers ikke er kendt som den hurtigste knallert på Place Schuman, trådte elegant på Gabriels ømme tå: Lad os gerne tale om opsplitning af Google, men først når Tyskland går med til at opsplitte egne giganter i tog- og energisektorerne.
 
Anderledes med Apple-sagen, som oprindelig tog fart med amerikanske afsløringer af kreativ skattetænkning. I Irland har Apple kun betalt 2 pct. skat af sit europæiske overskud, selvom den irske selskabsskat er 12,5 pct. Det ligner ulovlig statsstøtte, og under Vestagers parlamentshøringer antydede hun, at hammeren bør falde: ”Man organiserer sig, så man ikke engang betaler den lave irske selskabsskat, men en selskabsskat, der er markant mindre. Det kan jo ligne indirekte statsstøtte.”
Fint nok, men hvorfor skyder EU egentlig efter Apple, når det er medlemslandet Irland, som har lavet fadæsen?
Er hæleren, altså Irland, ikke lige så ansvarlig som ”stjæleren”?
Og kan man bebrejde en stor international virksomhed, at den placerer sit europæiske domicil i det bedst mulige investeringsmiljø? Næppe.

Her vil konkurrencekommissæren uvægerligt blive bedømt på, hvor energisk hun kaster sig over en lignende sag. I hertugdømmet Luxembourg har onlineselskabet Amazon siden 2003 betalt mindre end én pct. i skat. Det er fyrstelig lidt, men også fordelagtigt for Luxembourg, der scorer (stats)kassen på Amazons transaktioner i andre EU-lande. Det ellers så EU-glade Luxembourg er kendt for at sætte grænsen for europæisk integration lige netop ved lynlåsen til egen pengepung. Af Amazon-udfaldet vil man således kunne aflæse Vestagers reelle tyngde.
Hendes boss, Juncker, er fra Luxembourg.


Bankerne…
Vestager arver også opgaven med at jage karteller i finanssektoren, og her var der bid i december 2013, da otte banker fik en bøde på over 12 mia. kr. for fusk med rentederivater. Om muligt endnu vigtigere er det at sikre, at fortsat statsstøtte til vaklende sydeuropæiske banker ikke kammer over i konkurrenceforvridning.
Her kan der godt være lidt oprydning efter forgængeren, for Almunia sendte i sin embedsperiodes slutfase tvivlsomme signaler i andre sager. Pludselig valgte han at godkende statsstøtte til et nyt britisk atomkraftværk, mens han omvendt forinden havde revet tæppet væk under bl.a. den danske solcelleordning. Måske har Almunia efterladt en stinker eller to?


Danske sager
I teorien skal en EU-kommissær være upartisk, nationalt set, men sådan er det ikke altid i praksis. Faktisk kan Margrethe III Vestager selv blive den, der leverer national underholdningsværdi, for som kommissær skal hun måske omgøre ting, hun som dansk minister var med til at værne om.
Tag EU’s manglende forståelse for den effektive og gennemsigtige danske realkredit. Den sag kan nemt dukke op i nye afskygninger på konkurrenceområdet og i bankunionen. Ligeledes har Danmarks såkaldte RUT-registrering af udenlandske tjenesteyderes gøren og laden til formål at sikre ”ordnede forhold” for udenlandske virksomheders ansatte. Det handler om kontrol med østeuropæiske byggefirmaer og lastvognschauffører. Hvis danske RUT er for bureaukratisk selv i henhold til EU’s lovgivning, så risikerer Thorning, den valgkamps-udfordrede statsminister, en ny østarbejdersag, hvorefter DF og Enhedslisten forudsigeligvis går frem.
En tredje potentiel EU-sag gælder PSO-afgiften, mens en fjerde har omvendt fortegn: Danske Havne hævder, at udenlandske konkurrenter får masser af konkurrenceforvridende statsstøtte.


Hjul og stejle
Vestagers post er speciel. Kommissæren er både anklager, forligsinstitution og dommer af første instans. Efter kommissionens dom går kun de rigeste virksomheder videre til anden instans, EU-Domstolen. Retssikkerhedsmæssigt lugter et sådant system af middelalder og hjul og stejle, hvilket på ekspertplan har ført til reformkrav de senere år.
Problemet er bare, at konkurrenceret for EU er en maskine, der bringer penge ind i de trængte offentlige kasser. Det ligner en industri, og kun på en meget kold vinterdag har konkurrencerets-advokater fingrene i egne lommer. Vestager kan derfor få bøvl med retssikkerheden, hvilket hendes såkaldte hørings-officerer i øvrigt synes at have erkendt.
 
Så arbejdet ligger lige for. Skulle Margrethe III Vestager ønske inspiration, kan hun måske finde lidt hos sin fjerne forgænger Margrethe I (1353-1412), der med overlegen situationsfornemmelse regerede en hel union. Diskretion, effektivitet og retfærdighedsfølelse er kodeordene, hvis Margrethe III skal komme i nærheden af den bedrift.
 

Profil
Erik Høgh-Sørensen authorimage Erik Høgh-Sørensen blogger mest om erhvervsliv, politik og international økonomi.

Han er medlem af Region Nordjylland for DF og i sin private beskæftigelse medejer af virksomheden Analyseenheden 4V. Han har tidligere været kommunikationschef i Mærsk's  containerbygnings-division og Ritzau's EU-korrespondent i Bruxelles.

Holdningerne i denne blog er helt og holdent Eriks egne og dermed ikke  nødvendigvis Dansk Folkepartis.

Erik er også foredragsholder og har bl.a. skrevet dokumentarbøgerne "Mod Vinden. Danmarks plads i Europa" (2014) og den prisbelønnede "Forbrydere uden straf" (2004). Erik er uddannet i økonomi, politik og journalistik  fra San Francisco State University.



Få Eriks indlæg
som RSS-feed her
Tidligere bloggere på borsen.dk