Et miljøministerie på månen

Det er almindelig kendt i biologiske produktionskredse, at miljøministeriet lever på en anden planet eller i det mindste på månen.

Det ses tydeligt af miljøministerens forkrampede forsøg forleden i Børsen på at frikende dansk miljøforvaltning for et ansvar for den manglende svineproduktion.

Den høflige direktør fra Landbrug & Fødevarer, Flemming Nør-Pedersen, har svaret udmærket for sig, men jeg vil gerne tillade mig at skærpe retorikken lidt.

Den danske miljøforvaltning på landbrugsområdet, er alt for stram i forhold til den lande, vi kan sammenligne os med, og den er, som Natur- og Landbrugskommissionen har erkendt, baseret på et forkert princip: inputregulering lig med antal svin produceret, hvilket giver en bureaukratisk dyr og tung detailregulering.

Nettoresultatet er, at svineproduktionen i Danmark nu kun er rundt det halve af det, den ville have været, hvis vi kunne have fulgt markedet. Og desto værre: miljøet og klimaet er ringere end ellers, fordi produktionen er mobbet ud til andre lande med lavere miljøeffektivitet.

I sit stille sind må den til enhver siddende miljøminister have undret sig over, at den biologiske produktion i Danmark stagnerer, selv om verdensmarkedet for fødevarer stiger stærkt. Når ministeren så har spurgt sine embedsmænd, har de bekvemt undveget ved at påstå, at det er økonomien, der er problemet. Ja, økonomi er vigtig, men den påvirkes jo netop stærkt af forkerte miljøkrav.

Generelt er miljøforvaltning en møllesten om halsen på dansk landbrug. Specifikt for svineproduktionen gør det ondt på flere måder. Miljøkravene gør nye svineproduktioner for dyre i forhold til konkurrenterne. Men det er ikke det værste. Den bureaukratiske regulering gør det meget dyrt at få en tilladelse, og processen trækker ud i årevis. Det siger sig selv, at i en cyklisk branche som svineproduktion er det afgørende, at man kan time sine investeringer korrekt og ikke skal vente et ukendt antal år på at vinde i lotteriet. Harmonikravet (antal svin pr hektar), som er inputregulering, forhindrer jordløse svinebrug med ny teknologi. Og endelig medfører de tossede regler for gødskning, hvor man sulter det danske korn, at det er for dyrt at producere foderet i Danmark. Hvilket er direkte skadeligt for naturen i de lande, foderet kommer fra.

Jeg synes, at miljøminister Brosbøl burde tale med andre end sine embedsmænd. Så vil hun hurtigt blive klar over, at den bedste og mest robuste fremtidssikring af det globale og danske miljø sker på grundlag af en stærk markedsstyret vækst i dansk biologisk produktion.