Skotland - whisky alene gør det ikke

authorimage
BLOGS
Af: Teis Knuthsen
16. sep 2014
På torsdag stemmer Skotland om uafhængighed. Stemmeboksene lukker kl. 23 dansk tid, og vi kan forvente et foreløbigt resultat i de tidlige morgentimer. 

I modsætning til traditionelle valg bør man forvente sig, at stemmerne fordeler sig forholdsvist tæt omkring midten, med en spredning på +/-2-3%. Dette er det typiske udfald ved folkeafstemninger.


De seneste meningsmålinger giver en mindre overvægt til nej-siden, og holder dette, kan vi forvente et resultat tæt på 49% ja – 51% nej. 

Sandsynligheden for et ja er ligeledes faldet de seneste uger fra 30-35% i sidste uge til nu blot 20-25%. Udfaldet er dog ganske usikkert, blandt andet fordi unge helt ned til 16 år kan deltage i afstemningen. Når alt kommer til alt er der dog en del der tyder på, at skotterne vil vælge det sikre og stemme nej. Dette så vi bl.a. ved Quebecs uafhængighedsafstemning i 1995, hvor en klar overvægt til ja siden blev vendt på valgnatten til et beskedent nej.

Hvis det bliver nej, skal man interessere sig for hvor stort et nej der er tale om. Et rungende nej vil lukke diskussionen for nu. Et tøvende nej vil, som i Danmarks holdning til euro’en, kunne bringe emnet op igen. 

Hvis det bliver nej vil man forhandle om at flytte yderligere selvbestemmelse til Skotland. Mere lokal magt har været et stort tema i valgkampen, men interessant nok så er meget af det skotterne har ønsket sig allerede muligt indenfor unionen. Man har blot ikke haft pengene til det lokalt, og London har ikke ville finansiere yderligere velfærd. Disse forhandlinger vil ikke være af interesse for finansmarkederne.

Hvis det bliver et ja starter langvarige forhandlinger for at igangsætte en løsrivelse fra Storbritannien. 

Skotland skal dannes som land. Det er ikke et stort land, og Skotland udgør i dag ca. 8 pct. af britisk BNP og ditto af befolkningen. Men man skal tage stilling til medlemskaber af alt fra EU, ØMU, FN, NATO, OECD, WTO osv. Man skal beslutte sig for en møntfod og en valuta. Man skal dele olie og gasreserver, men også den offentlige gæld og hæren. 

I overgangsperioden er Bank of England garant for pengesystemet, men den engelske regering har meldt klart ud at man ikke kan acceptere en møntunion med Skotland. 

Hvis det bliver ja, vil det med sikkerhed være negativt for det engelske pund, og fald på op til 5% fredag morgen kan ventes. Også for eurozonen kan det blive set negativt, bl.a. fordi det vil styrke den catalanske løsrivelse. Såvel pund som euro skal derfor falde overfor dollar. Hvis det bliver nej, vil vi forvente en mindre styrkelse af pundet.


Skotland skal have retten til at vælge sin egen fremtid, men det er ikke det samme, som at det vil være en god ide at vælge unionen fra. Uden Storbritannien skal Skotland påbegynde egne demokratiske institutioner, der nyder befolkningens tillid og som sikrer stabilitet. Irak er et nyligt eksempel på hvor svært det kan være, selvom udgangspunktet med sikkerhed er bedre i Skotland. Hvor trivielt der måtte lyde så er en troværdig centralbank afgørende vigtig for den finansielle stabilitet. Ditto med muligheden for Skotland for at kunne finansiere budgetunderskud (og ja, disse må forventes) på internationale obligationsmarkeder til en attraktiv rente. En økonomisk recession synes at ligge på lur i forbindelse med en overgang til selvstændig valuta og pengepolitik, og ligesom skotske banker har truet med at flytte hovedsæder til London, må ligeledes en vis kapitalflugt kunne ventes. 

På sigt er der ingen grund til at tro at Skotland ikke vil kunne blive en stærk uafhængig nation, og ja, man kan unde landet sit braveheart moment. På kort sigt må et ja dog forventes at give alvorlige tømmermænd.
Profil
Teis Knuthsen authorimage Teis Knuthsen har det makroøkonomiske overblik og kan se de store linjer. På bloggen her finder man originale vinkler på verdensmarkedets udvikling.

Teis Knuthsen er cand.polit. og investeringsdirektør i Kirk Kapital. Tidligere har han været både investeringsdirektør i Saxo privatbank, Nykredit og Global Head of FX Research hos Danske Bank.

Få Teis indlæg
som RSS-feed her




 
Tidligere bloggere på borsen.dk