Flere svin i danske stalde

Svineproduktionen er som beskrevet i dagens Børsen, langsomt ved at sygne hen i DK. Danske svinebønder kan på grund af urimelige og restriktive miljøkrav ikke udvide produktionen på lønsomme og konkurrencedygtige vilkår.

Miseren er, at danske politikere aldrig har fattet det der med landbruget og miljøet – måske ikke så sært når man tager i betragtning, at kun to ud af i alt atten miljøministre har haft teknisk/naturvidenskabelig baggrund – og har ladet sig besnakke af politiserende bureaukrater og forskere til at tro, at kvælstof og eutrofiering (algevækst og iltsvind) er et megamiljøproblem, som får søuhyrerne til at kravle op af havet og den økologiske dommedag til at nærme sig med hastige skridt.

Det er ikke rigtigt. Eutrofiering er et reelt, men lille miljøproblem, som ikke udsætter menneskene for nogen fare af betydning og som har meget beskedne økonomiske konsekvenser. Det ændrer blot dele af vandmiljøet til at være lidt anderledes, end det var i stenalderen før landbrugets tid.

Da jeg underviste i miljøteknologi på AIT i Thailand, var mine studenter ved at dø af grin, da de hørte, hvor meget tid, opmærksomhed og penge vi i DK brugte på nogle døde hummere. Som de sagde: Jamen, vi putter da kvælstof i vandet for at øge fiskeproduktionen. Netop.

Selvfølgelig skal eutrofieringsproblemet løses, men det er ikke lige meget, hvad det koster. At forhindre svineproduktionen i at udvikle sig i DK er en alt for høj omkostning.

Hvis vi fordobler svineproduktionen i DK ved at hæve antallet af grise pr. hektar, ved at gøde optimalt og ved at give hurtige og enkle produktionstilladelser baseret på udleder krav, vil vi kunne indkassere yderligere rundt 25 mia. pr. år i direkte produktionsværdi.

Ved anvendelse af moderne teknologi vil dette skønsmæssigt medføre, foruden en forøgelse af ammoniak påvirkningen af landarealerne, en merudledning til det marine miljø på ca. 5.000 tons kvælstof. DHI’s beregninger med den nationale økologiske farvandsmodel giver et nøgletal på 800 hektar pr. tusind tons kvælstof. Så iltsvindsarealet vil blive forøget med i alt 4.000 hektar set i forhold til det nuværende iltsvindsareal på 1.300.000 hektar. (3 promille)

Omkostningen ved ikke at øge svineproduktionen er således en bruttoomsætning på ca. 6 mio. kr. pr. hektar iltsvindsareal pr. år. Det siger sig selv, at det er en ubegribelig høj omkostning og samtidig, at det skulle være en smal sag at kompensere for den forøgede påvirkning på havet (som ingen almindelige danskere lægger mærke til alligevel) ved at opkøbe jord og udlægge store, synlige naturarealer på land.

Miljøproblemer skal løses i takt med, at den teknologiske udvikling gør det muligt og billigt. Udviklingen skal ikke forceres. Det medfører blot, at svineproduktionen mobbes væk til andre lande med dårligere miljø- og klimaeffektivitet.

Så for at føje spot til skade. Ikke nok med, at vi mister svineproduktionens eksport og arbejdspladser. Vi påfører det regionale og globale klima og miljø unødig skade.