Man må kunne stole på revisor

Genan er i løbet af august blevet den nye erhvervsskandale. De forskellige kommentatorer har – som de plejer – travlt med at udpege skyldige, gøre sig bagkloge og forarges. For at historien skal fortsætte, er det dog vigtigt, at ansvaret hele tiden skubbes videre, og at der opdages nye facetter, så der er mere at skrive om.  Derfor er der mange bolde i luften.Man kan ikke stole på revisor. Pensionskasserne bør holde sig fra at investere i unoterede aktier. Det er farligt at investere i ejerledede virksomheder. Pensionskasserne er dårligt ledet.Bestyrelserne passer ikke deres arbejde.

Desværre er det meste af det misvisende.

Aktionærer og bestyrelser er nødt til at kunne stole på revisor, som de også berettiget gør i tusindvis af andre selskaber.  Bestyrelsesmedlemmer er ikke bogholdere og skal heller ikke være det. De skal have fokus på forretningen. Når der, som i Genan, sker et enkeltstående svigt, bør det behandles som sådan. Vi skal vel heller ikke selv teste elevatorer eller flyvemaskiner?  Når man som bestyrelsesmedlem spørger indtil noget, og bestyrelsesformand og revisor samstemmende forsikrer, at det er helt i orden, hvad gør man så? At gå er ikke altid den bedste varetagelse af aktionærernes interesse. Man kan ikke fritage bestyrelsen – og især ikke  mangeårige bestyrelsesmedlemmer - for ansvar men bestyrelsen er nødt til at kunne stole på revisor  for at kunne varetage sine opgaver. I den sammenhæng er det patetisk hvor mange ansvarsfraskrivelser, revisorerne efterhånden udsætter virksomhederne for i et normalt regnskab. Hvis ikke vi kan stole på dem, hvorfor har vi dem så? I Genansagen har Deloitte taget ansvar og afskediget den pågældende partner.

Det er næppe heller hensigtsmæssigt, at pensionskasserne afholder sig fra investeringer i unoterede selskaber. Det er her beskæftigelsen og væksten i dansk økonomi skabes, og selskaberne mangler kapital. Ejerledelse er i denne sammenhæng ikke et problem, men en fordel. Forskningen på området tyder på, at ejerledede virksomheder klarer sig bedre, hvilket ikke mindst skyldes ejerledernes kompetencer og virkelyst. Kapitalfonde som Maj Invest eller Axcel ser det da også som en fordel at have dem med. Det er heller ikke sådan, at Genan vælter økonomien i en pensionskasse som PKA med en balance på næsten 200 milliarder og et årsresultat på 10 milliarder. Ud over PKA har en række banker i øvrigt også skudt milliardbeløb i virksomheden.

Det er rigtigt, at pensionskassernes bestyrelser er blevet kritiseret for manglende professionalisme, men de har taget kritikken til sig og arbejder nu på mange måder med at opgradere bestyrelsesarbejdet gennem uddannelse og optagelse af flere sagkyndige bestyrelsesmedlemmer. PKA betragtes i øvrigt normalt som et velledet pensionsselskab.

En fast bestanddel i næsten alle erhvervsskandaler er, at bestyrelsen anklages for at have ”sovet i timen”.  Men en kompleks selskabsstruktur med mange dobbeltkasketter gør det særdeles vanskeligt at gennemskue, hvad der foregår. I Genan var der tale om transaktioner mellem et driftsselskab, et udviklingsselskab og et investeringsselskab. Her er det naturligvis særlig vigtigt, at revisor er agtpågivende og pålidelig, særligt når hovedaktionæren som i Genan kontrollerer alle 3 selskaber. I bagklogskabens klare lys kan der måske være brug for, at bestyrelserne i den slags forhold dobbeltsikrer sig ved en second opinion fra en revisor, der referer til de uafhængige bestyrelsesmedlemmer.  Komplekse transaktioner mellem beslægtede selskaber spillede jo også en vigtig rolle i både Enron og Lehman. Men det bedste er naturligvis, hvis man kan stole på selskabets egen revisor.

Endelig må der være forskel på fejl og skandaler. Hvis vi vil have økonomisk vækst, er vi nødt til at acceptere, at der af og til begås fejl, korrigere dem og komme videre. Hvis der ikke begås fejl, er risikoviljen ikke stor nok, og samfundet går i stå. Det er dårligt for alle parter selv for journalisterne, der kommer til at mangle noget at skrive om.