Når staten er i vejen

Denne sommer var jeg på bondegårdsferie i Syditalien. Vi boede på en såkaldt agri-turismo, et økologisk landbrug, hvor en håndfuld italienske mamaer dækkede op til fælles middag på langborde i gårdhaven. Meget idyllisk, godt hjulpet af rigelige serveringer af den lokale drue. Ejeren var en klassisk ildsjæl, og midt i al økologien ville han gerne udvide. Sidste sommer havde han ansøgt kommunen om at omdanne en gammel lade til beboelse. Efter næsten et års venten lå hans forespørgsel fortsat og cirkulerede mellem kommunen og amtet, hvor ingen ville tage ansvar for at træffe en beslutning. 

I Danmark brugte vi noget af sommeren på at diskutere om man kunne sænke topskatten. Økonomiske vismænd hævdede, at det nok var billigere at fjerne topskatten end først antaget, og at den samfundsmæssige gevinst ville være positiv herved. Finansministeriet sendte sin departementschef i byen med en noget forvrøvlet afvisning, som han sikkert inderst inde vidste var ukorrekt. Det mest interessante var dog den politiske reaktion: Fra Socialdemokratiet og mod venstre lød det generelle svar at en sænkelse af topskatten var uacceptabel, da det kunne give øget ulighed. (Venstre prøvede sig med den respons, at man foretrak at give lempelser i bundskatten. Dette kom efter at man netop med regeringen havde vedtaget en stigning i samme bundskat. Man undres). 

Hvis økonomerne har ret så er netto-effekten ved en sænkelse af topskatten positiv, og vil lede til øget vækst og velstand for hele landet. Alt andet lige er vækst-fremgangen i første omgang til fordel for dem der betaler topskatten. Væksten stiger men det samme gør ”uligheden”. I anførselstegn fordi ingen er blevet fattigere. 

Senest har vi så set forslaget om at øge fradraget for a-kassemedlemskaber. Et sådant medlemskab er en forsikring mod arbejdsløshed, og jo billigere denne forsikring er, og jo bedre dækningen er, jo bedre er man stillet når man bliver arbejdsløs. Ergo øger man incitamentet for at blive ledig. Ledighed er ikke godt for vækst, og i stedet burde man måske se på hvordan man kunne øge incitamentet for at arbejde, f.eks. ved at sænke skatterne. 

I Frankrig har man egne problemer. Igen i dag har præsident Hollande talt om behovet for en fælleseuropæisk indsats for at lempe finanspolitikken, og derigennem understøtte væksten. Dette ønske er også meget populært i Italien. Men har han ret? Nej. Det synes jeg ikke. International politik-koordinering har altid handlet om at få andre til at gøre det, man ikke kunne eller ville gøre derhjemme. Dette er ingen undtagelse. 

De franske problemer er ikke svære at forstå. Man arbejder for lidt og bruger for mange penge man ikke har. Konkurrenceevnen er presset. Man har afstået fra ønskelige reformer af den offentlige sektor. I Italien taler det nye hvide håb, premierminister Renzi meget om reformer, men problemet er at han taler mere end han handler. Landet er nu i sin tredje recession siden finanskrisens start. Er løsningen at hele Europa tærer på fremtiden ved at øge de offentlige underskud, eller bør man gå i gang med at rydde op i egne rækker? Jeg er ikke i tvivl.

Vækst kommer fra menneskers stræben og fælles ageren. Det kommer ikke fra politiske ambitioner eller planøkonomi. Mennesket reagerer på incitamenter, gode som dårlige. I Europa, som i Danmark, kan mange problemer løses ved at man bestiller mere og ved at den offentlige sektor lægger beslag på færre ressourcer end tilfældet er i dag. Det bedste velfærdssystem vi kender hedder arbejdsmarkedet, og måske skulle man prøve at nusse det lidt. 

Dette synspunkt er selvfølgelig stærkt kontroversielt. Interessant nok på begge sider af det politiske spektrum, og de samme politikere som dag efter dag brændende ønsker sig øget vækst, ønsker sig måske i virkeligheden noget andet når det kommer til stykket.