Kina kan klare det --med reformer

Der breder sig en ny pessimisme om Kinas økonomiske fremtid. Luften i Beijing er diset af forurening af den ondartede slags, som nedsætter indbyggernes levealder. Tilsvarende i Shanghai og flere andre kinesiske storbyer. Det er svært at få danske ledere til datterselskaber i Kina, og det er endnu sværere at få deres familier med. Miljøproblemerne er en grund til, at mange nu forventer en opbremsning i landets økonomiske vækst.

Der er også faresignaler på det politiske område. Kina er nu et af verdens mest ulige samfund. Der er skabt milliardformuer i kølvandet på den høje vækst, og korruptionen er et voldsomt problem. Mange ledende partifunktionærer er så velhavende, at det er svært for befolkningen at forstå. Trods skarp kontrol vidner de sociale medier om voksende utilfredshed med tilhørende risiko for social uro. En opbremsning i den økonomiske vækst vil ikke gøre det nemmere for det kommunistiske parti at bevare herredømmet. Allerede nu tales der åbent om, hvor længe  det kommunistiske dynasti vil bestå. Baseret på Kinas historie mener nogle ca. 100 år. Regnet fra magtovertagelsen i 1948 vil det sige ca. 25 år endnu.

Spørgsmålet er, hvad alternativet kan være.  Et ret almindeligt standpunkt, også i erhvervslivet, er, at kineserne ikke egner sig til demokrati – et synspunkt der naturligvis vækker sympati i visse dele af det kommunistiske parti. Men unge, moderne kinesere har svært ved at forstå det, og navnlig har de svært ved at lade sig pådutte en status som ufri undermennesker.

Indtil videre har systemet dog leveret varen. Siden opstanden på den himmelske freds plads for 25 år siden har landet oplevet en historisk set enestående økonomisk vækst på omkring 10% om året. Hvis udviklingen fortsætter, vil landets nationalprodukt endnu engang være 6-doblet i år 2048. Det svarer til en fuldstændig samfundsforandring, og mindre kan også gøre det.

En sådan udvikling er ikke umulig, da der stadig er en betydelig arbejdskraftreserve i landdistrikterne, hvis produktivitet kan forøges dramatisk ved overgang til byerhvervene. Både miljøproblemerne og korruptionen vidner om, at den kinesiske maskine næppe kan fastholde sin høje fart uden reformer.  Men den kinesiske ledelse er tilsyneladende helt bevist om problemerne og vil gøre sit for at løse dem, hvis man skal drømme efter historien. Allerede nu er stilen ændret i mere puritansk retning, så der f.eks. er mindre fest og farve over banketterne.

Heldigvis sker der også noget på indholdssiden.

Inden for corporate governance foregår reformerne helt efter bogen. Med forbillede i Singapores Temasek er der lavet et statsligt holdingselskab, SASAC, der overtager kontrollen med landets store statsejede virksomheder. Selskaberne får et klart forretningsmæssigt mandat og moderne selskabsledelse. Det vil sige professionelle bestyrelser med flertal af uafhængige, kompetente forretningsfolk. Økonomistyringen skærpes så der holdes bedre styr på selskabernes midler, hvilket blandt andet holder korruptionen nede. Regulering og sociale forpligtelser bevares i relevante ressortministerier eller løses på andre måder som for eksempel gennem et nyt pensionssystem. Der er udsigt til at de statslige selskaber vil blive privatiseret hen ad vejen, når de ikke længere anses at have særlig strategisk betydning. Der er stadig lang vej at gå med hensyn til retssikkerhed, fair konkurrence og andre forhold, men udviklingsretningen er klar, og det går hurtigt. Hvis ikke der sker noget i Danmark, vil vi snart være overhalet også på dette område.

Forureningsproblemer kan også løses, ligesom de i sin tid blev løst i London og Tokyo. Vi ved i dag, at vejen til et bedre miljø går via økonomisk vækst og ikke på bekostning af den. På længere sigt vil miljøproblemerne ikke bremse væksten, hvis de håndteres konsekvent.

Der kan gå meget galt i Kina, men med reformer er det ikke umuligt, at den høje vækst kan fortsætte til gavn for landet selv og hele den øvrige verdensøkonomi.