Mangfoldighed som ny EU politik

Den Europæiske Union er stadig i krise. EU er endnu ikke kommet med i det globale opsving efter finanskrisen, og Sydeuropas strukturproblemer er uløste men maskeret af statsstøtte via den europæiske centralbank.  Vælgerne gav EU politikerne en alvorlig advarsel ved valget til Europaparlamentet. Efter en bølge af ny regulering er ehvervslivet  heller ikke så begejstret som tidligere.

En af grundene er givetvis, at EU følger en forfejlet politisk målsætning om standardisering: én valutakurs, én bankregulering, ét kapitalmarkedet og så videre. Men der så store forskelle mellem Europas lande, at den økonomiske udvikling kommer til at lide under standardiseringen. Det bedste eksempel er nok Euroen, hvis kurs er for høj til Sydeuropa (hvis virksomheder ikke er konkurrencedygtige) og for lav til Nordeuropa, særlig Tyskland (hvis virksomheder bliver kunstigt subsidieret). Et andet eksempel er aktionærdirektivet, der – som professor Colin Mayer fra University of Oxford har påpeget - forsøger at presse en forældet engelsk-amerikansk governance model ned over samtlige landes erhvervsliv. Der findes ikke én rigtig governance, så det er et absurd og skadeligt projekt. Et tredje eksempel er den finansielle regulering, hvor standardisering ikke kan undgå at øge den systemiske risiko, fordi alle finansielle virksomheder kommer til at ligne hinanden og dermed bliver følsomme for de samme økonomiske risikofaktorer.

Et alternativ til den fantasiløse standardisering er at tænke i mangfoldighed. Hvordan kan Europa gøre sine indre forskelle til en styrke snarere end en svaghed? Ret beset udgør Europas mangfoldighed en rig fauna af ideer og institutioner, der indebærer langt bedre muligheder for konkurrencedygtighed end det mere standardiserede USA.

Dansk realkredit er et eksempel. Det er en glimrende og robust boligfinansiering, der ikke skulle behøve at kæmpe for sin overlevelse i et fælles europæiske finanssystem. Tværtimod burde EU interessere sig for, hvordan man kunne gøre denne enkle og effektive institution tilgængelig i hele Europa. Altså ikke at presse dansk realkredit ned over de øvrige medlemslande, men at gøre den tilgængelig for dem, hvilket utvivlsomt ville indebære en række tilpasninger givet landenes forskellighed.

Et andet eksempel kunne være solvensregler. Det er vigtigt for den finansielle stabilitet, at alle banker i Europa ikke bukker under samtidig for et økonomisk chok af en bestemt størrelsesorden, hvilket vil være tilfældet hvis alle finansielle virksomheder har de samme solvensprocenter og samme forretningsmodeller. Derfor burde man bevidst stræbe imod et mangfoldigt og robust finansielt system, hvor der er plads til såvel foreningsejede som børsnoterede selskaber, store og små banker o.v.s. – altså virksomheder der ikke påtager sig den samme type risici eller udfylder de samme nicher i det finansielle system.  

Et tredje eksempel kunne være den nordiske medarbejderrepræsentation i bestyrelserne, der med 1/3 medarbejdervalgte er langt mere pragmatisk og velfungerende end den tyske med op til 1/2  medarbejdervalgte. Tysk erhvervsliv ville givetvis tage imod den danske model med kyshånd til gavn for hele Europas konkurrenceevne.

Der foreligger naturligvis også den mulighed, at ikke alle kloge tanker udtænkes i Danmark, og at vi også kunne have gavn af institutioner og løsninger, der fungerer i andre medlemslande. Det ville være langt mere frugtbart for Europas fremtid, hvis EU-Kommissionen interesserede sig for den slags mangfoldighed sammenlignet med den nuværende standardiseringspolitik.

Det er fristende at henfalde til europessimisme, men det er ufrugtbart. Vi kan måske melde os ud af EU, men vi kan ikke melde os ud af  Europa. I stedet er der brug for at kanalisere frustrationen ind i en ny vision for Europa, der ikke hviler på 1950ernes planøkonomiske tankegange.  Decentralisering, mangfoldighed og institutionel konkurrence kan være blandt hjørnestenene . Dermed kan Europas befolkning få langt større udbytte af samarbejdet i form af vækst og konkurrenceevne.