Singapores kloge statsejerskab

I Danmark er vi vant til elendigt statsligt ejerskab. Skandalerne i DONG og DSB har sat deres spor i den offentlige bevidsthed.  De internationale erfaringer peger i samme retning. Statsejede virksomheder underperformer. De bliver nemt bytte for politisk indblanding, der skader deres effektivitet. Selv med de bedste intentioner er det svært for uvidende politikere at vælge de bedste bestyrelsesmedlemmer. Den offentlige mening er nådesløs, når det drejer sig om skattepengene, og politikerne følger sig ofte tvunget til at rette ind. På den baggrund er det forståeligt, hvis politikerne ønsker at privatisere helt eller delvis, som de har valgt i DONG.

Men statsejerskab kan lade sig gøre. Selv om der ikke privatiseres, behøver vi ikke finde os i de ledelsessandaler, der har huseret i Danmark.  Singapores statsejede virksomheder er et lysende eksempel. Hvor statsejerskab underperformer i det meste af verden, klarer Singapores statsejede virksomheder sig bedre end private, f.eks. med hensyn til aktieafkast. I en rapport, der offentliggøres den 30. juni påviser vi sammen med Singaporeanske kollegaer, at denne succes til dels kan tilskrives god selskabsledelse.

Singapores statsvirksomheder ejes for størstedelen gennem et statsejet holdingselskab, Temasek, der har et klart forretningsmæssigt mandat og arbejder på arms afstand af politikerne, der ikke har mulighed for at blande sig i drift eller strategi. Selskaberne styres i overensstemmelse med international best practice, så bestyrelserne er uafhængige og åbne om deres ledelsesprincipper, gør flittigt brug af ledelsesudvalg og givere deres ledere en løn, der er på højde med hvad man får i det private. Man forsøger at undgå monopoler og tilskynder konkurrence gennem ”the principle of two”, der lader to statsejede virksomheder konkurrere på lige vilkår.

Singapores statsvirksomheder ledes altså efter bogen, og de har succes med det. Deres recept på succes er ikke så forskellig fra hvad det danske Finansministerium har prædiket i årevis. I ”Staten som ejer” argumenterede man for, at de politiske målsætninger med statsejede virksomheder skulle indkapsles i et sæt målsætninger, men at politikerne herudover skulle overlade driften til professionelle erhvervsfolk. Forskellen på Danmark og Singapore er, at Singapore gør noget ved det.

Vi har brug for at få relanceret god selskabsledelse i offentligt ejede danske virksomheder, hvilket Finansministeriet efter sigende også er i gang med. Samtidig er der brug for at få anbefalingerne til statsejede virksomheder pudset af. Det er rigtigt, at selskaberne skal skærmes mod utidig politisk indblanding, men der kan alligevel være behov for et vist mål af aktivt ejerskab, hvilket udviklingen i DONG måske var et eksempel på. Et holdingselskab som buffer mellem staten og selskaberne kan måske både skærme dem mod politikerne og påtage sig en aktiv ejerrolle.

Det er blevet diskuteret, hvor meget vi egentligt kan lære af Singapore, der har en mere autoritær styreform end det åbne danske demokrati. Det er givetvis nemmere at drive virksomhed, hvis man er forskånet for den pressehetz, der med mellemrum angriber danske selskaber og ikke mindst de statsejede. Der er masser af ting, vi ikke kan eller vil lære af Singapore. Men der er god grund til at plukke de lavt hængende frugter, der byder sig til, og særligt når det drejer sig om at gennemføre ideer som vi har i forvejen og som i høj grad hviler på international best practice, som Singapore på ingen måde har patent på.

Det er også værd at gøre opmærksom på, at Danmark på nogle områder ligner den succesrige bystat. Vi har et overskueligt og tæt forbundet erhvervsliv præget af tillid og ansvarlighed, og vi har også haft held til at bekæmpe den korruption, der plager særligt statsvirksomheder over hele kloden. Derfor kan vi også ligesom Singapore tillade os at forvente noget mere af vores statslige selskaber.