Ukvalificeret udenlandsk ejerskab

Det danske aktiemarked passerede fornylig en vigtig milepæl,  da mere end halvdelen af aktierne nu ejes af udlandet. Interessen for danske aktier har været stigende i de senere år, særligt for de store selskaber  i C20-indekset. Samlet set holder udenlandske investorer nu børsnoterede danske aktier for 940 mia kr. Det er positivt, at udenlandske investorer ønsker at investere i danske selskaber, og alt andet lige vil det mindske selskabernes kapitalomkostninger og dermed styrke deres konkurrenceevne.

Langt de vigtigste af Danmarks nye ejere er udenlandske institutionelle investorer såsom pensionskasser, der ønsker at sprede deres investeringer internationalt. Dermed får de spredt deres risiko og andel i den globale økonomis vækstpotentiale. De store investorer og kapitalforvaltere som for eksempel Blackrock holder derfor aktier i tusindvis af selskaber verden over. Det betyder, at de kun kan ofre ganske lidt tid på det enkelte selskab, selv om god praksis og regulering  i stigende grad  forpligter dem  til at stemme . Der bliver kun ca en time til overs til hvert enkelt selskabs generalforsamling. Det er jo ikke nok til at sætte sig ordentlig ind i selskabets forhold, og deres stemmeafgivelse bliver derfor uundgåeligt noget overfladisk.

Investorerne får desværre ikke meget hjælp fra rating firmaer som ISS, Glass Lewis og Deminor, der laver nogle kun lidt mindre overfladiske analyser af selskabernes ledelsesforhold.  Også de har det problem, at de dækker et uforholdsmæssigt stort antal selskaber, så der er for lidt tid til det enkelte selskab. Deres analyser har da heller ikke vist nogen særlig evne til at forudsige den fremtidige kursudvikling i selskaberne. Det kan derfor undre, at investorerne overhovedet bruger dem, men de har på deres side brug for et eller andet at holde sig til.

Resultatet er desværre, at størstedelen af de udenlandske investorer udøver deres ejerskab ret ukvalificeret. Tidligere sagde man, at de institutionelle investorer stemte med fødderne, selv om de ikke dukkede op til generalforsamlingerne. Hvis der var noget, de ikke kunne lide, havde de jo muligheden for at sælge deres aktier. Men dette er kun muligt i aktivt forvaltede investeringer. Hovedparten af investeringer er imidlertid i dag passivt forvaltede, så investorerne er forpligtet til at følge et indeks, uanset hvad de i øvrigt måtte mene om de underliggende selskaber.

En undtagelse er tilsyneladende de omdiskuterede hedge fonde og andre aktionæraktivister, der i de senere år med stor energi har forsøgt at påvirke og udvikle ledelsesforholdene i selskaberne. Det er navne som Carl Icahn, Elliot Associates, Hermes Focus Fund eller The Children’s Investment Fund, der har gjort sig bemærket i de senere år. I Danmark kender vi Cevian, der har investeret i Danske bank. Aktionæraktivisterne køber typisk en minoritetsandel på 5-10%  af et selskabs aktier og kræver på den baggrund ændringer i selskabernes ledelse, for eksempel højere dividender, en plads i bestyrelsen eller lignende.  Motivet er at lægge pres på selskaberne, så de tjener flere penge og kurserne stiger, og forskningen tyder på, at de ofte har held med det. Deres tilgang til danske selskaber må dog betegnes som opportunistisk. Hvis de har heldet med sig, kan de sælge aktierne med fortjeneste, ellers er de ikke interesserede.

Man kan ikke opdrage på udenlandske investorer, og vi vil jo gerne have deres penge, men der kunne godt gøres noget mere for a styrke deres informationsgrundlag, så de kan udøve deres ejerskab mere kvalificeret. Et nordisk ratingfirma kunne for eksempel give mere kompetente vurderinger af ledelsesforholdene i de nordiske selskaber.  Vi kan også gøre mere for at informere om den nordiske model med stærke hovedaktionærer, tostrengede bestyrelser, medarbejdervalgte bestyrelsesmedlemmer og så videre.  Danmark er et lille land, og det er vores egen opgave at sørge for ikke at blive overset.