Højrøvet? Tak for komplimenten

Den seneste tid er jeg i det offentlige rum blevet kaldt elitær, arrogant, udemokratisk og højrøvet. Det skyldes, at jeg har tilladt mig at ytre noget om, at alle kreative mennesker ikke nødvendigvis er kunstnere. Når jeg tillader mig at tage bladet fra munden og sige noget om kunst, så er det fordi, at jeg tilfældigvis er kunsthistoriker.

Så er spørgsmålet: Er man elitær, fordi man har en uddannelse?

Næste gang jeg får besøg af en elektriker, som forklarer mig noget om ampere, ioner og elektrisk ladning, så vil jeg prøve at kalde ham arrogant, elitær og højrøvet, fordi han tillader sig at belære mig om noget, der vedrører hans faglighed.

"Elitær" burde ikke være et skændsord, men et kompliment.

Man må gerne være arrogant og bedrevidende, hvis man har noget af have det i, altså, hvis man faktisk har en viden, som den, man henvender sig til, ikke har. Hvis jeg går til tandlæge, så er det fordi tandlægen ved mere om tænder, end jeg gør. Hvis jeg går til en advokat, så er det for at få juridisk bistand, som jeg ikke selv ville kunne læse til mig til. Hvis jeg går til stemmetræning, så er det for at træne min stemme på en måde, som jeg ikke selv ville kunne, uden kyndig assistance. Til kyndighed hører myndighed.    

Det er vigtigt, at tale om kunst og kvalitet og faglighed. Men jeg håber, at vi snart kan parkere denne debat, fordi det er en almindeligt udbredt opfattelse, at alle selvfølgelig ikke er kunstnere og at nogle kunstneriske frembringelser selvfølgelig er af højere kvalitet end andet. Jeg ville meget hellere tale om kunsten (hvordan den ser ud, hvordan den virker) end om, at den overhovedet findes.   

Debatten blev blandt andet provokeret af denne artikel, der handler om nogle af dem, der kalder sig kunstnere.