Fra Første Verdenskrig til Trediveårskrigen

Politiske snarere end finansielle og økonomiske forhold tiltrak sig finansmarkedernes opmærksomhed i juli, ikke mindst den tragiske nedskydning af MH17 i Ukraine og den fornyede konflikt mellem Israel og Hamas. Disse konflikter sættes i relief af, at juli også markerede 100-året for Første Verdenskrigs begyndelse. Denne krig resulterede i millioner af døde, og igangsatte en politisk og økonomisk forandring af enorme dimensioner: Fire imperier gik til grunde (henholdsvis det preussiske, russiske, tyrkiske og Østrig-ungarske), skabte grobund for den russiske revolution, og ledte direkte eller indirekte til både Anden Verdenskrig og den Kolde Krig. Krigen understregede at nationale krige i den moderne tidsalder ofte skaber betydeligt flere problemer end de løser, og at datidens herskende dogme om at ”krig er en fortsættelse af politik med andre midler” grundlæggende set var og er forkert. Politikere, også i Danmark, bør lægge sig dette på sinde.

Selv nu et århundrede senere kan vi føle efterdønningerne fra Første Verdenskrig, ikke mindst i de tidligere osmanniske og russiske riger. Det tyrkiske riges sammenbrud ledte blandt andet til de streger på et landkort, der i dag er grænserne i Mellemøsten, herunder Irak, Syrien og Palæstina. Israel fødtes formelt set som nation senere, men også dette land kan trække sine grænser tilbage til de europæiske imperiers sammenbrud. Striden mellem Ukraine og Rusland handler i høj grad om det russiske imperium.

Vi har vænnet os til at sige at der har været fred i Europa siden 1945. Det kræver at man er villig til at overse en række konflikter, ikke mindst krigene i det tidligere Jugoslavien. I dag må vi imidlertid erkende at der igen er krig i Europa, og at Ruslandsanschlussaf Krim og ikke mindst kampene i det østlige Ukraine er en konflikt, der endnu eskalerer. Rusland mangler at svare på såvel anklagerne om et indirekte ansvar for nedskydningen af MH17, samt den nye række af sanktioner. Vælger man stridens vej vil såvel de menneskelige som de økonomiske konsekvenser forværres yderligere. Allierer Rusland sig i stigende grad med Kina, noget der endnu virker usandsynligt, kan man tale om begyndelsen på en ny Kold Krig.

Det ”arabiske forår” blev født i 2011 efter at en tunesisk frugthandler satte ild til sig selv. Kort tid efter var hele regionen optændt af et ønske om demokrati og en mere retfærdig fordeling af goderne. I dag er billedet anderledes forstemmende. Konflikterne løber som skovbrænde indenfor og på tværs af landegrænser og religiøse retninger, i et blodbad der synes uden ende. Det kræver blot et perifert kendskab til Europas historie, førend at Trediveårskrigen dukker op i erindringen. Trediveårskrigen er en samlende betegnelse for en række af konflikter i det centrale Europa mellem 1618 – 1648, der som omdrejningspunkt havde en religionskrig mellem katolikker og protestanter, og som bl.a. fulgte i forlængelse af den protestantiske Reformation fra 1517.

Islam har aldrig haft noget tilsvarende Reformationen, og i dag står konflikten mellem f.eks. Shia og Sunni muslimer i lys lue, ligesom grænsen mellem det religiøse og det verdslige ofte er svagt defineret. Nationalstaterne i regionen fremstår svage og er flere steder på kanten af opløsning til fordel for et stammepræget system. Militser og terroristgrupper er i fremgang. Vestens engagement har været hårdhændet i nogle lande, men tøvende og fraværende i andre, og kan ikke siges at have bibragt en ønsket stabilitet. Demokrati anses ofte for at være den mindst ringe politiske løsning og er typisk et mål for udenrigspolitiske bestræbelser i Vesten, men før demokrati kan etableres skal der være institutioner, der nyder befolkningens tillid. Dette er ikke
tilfældet i dag, og som i Europa i det 17. århundrede må man frygte at
konflikterne kan blive langvarige.

På finansmarkederne bidrager de aktuelle geopolitiske spændinger bidrager først og fremmest til øget usikkerhed og periodevis volatilitet. Faldet i oliepriserne i juli understreger derimod, at de afledte effekter på verdensøkonomien endnu er beskedne. På nuværende tidspunkt synes alene konflikten mellem Ukraine og Rusland at kunne trække dybere spor på de globale markeder, men det forudsætter en yderligere eskalering.