ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Nøglen til vækst findes i virksomhedens DNA

authorimage
BLOGS
Af: Lars-Christian Brask
16. juli 2014

Om det er i direktionen, i bestyrelseslokalet eller ude hos ledelsen i de forskellige divisioner, så er vækst atter på agendaen, efter at der er lagt lidt afstand til krisen, der startede i 2007 og gik fra slemt til endnu værre i de følgende år.

Der er fokus på vækst i omsætning, vækst i indtjening, vækst i markedsandele, vækst i produktivitet og vækst i innovation.

I den politiske debat er vækst også blevet et mantra. Vækst må skabes for fortsat at få råd til samfundsinvesteringer i infrastruktur, sundhed og uddannelse mv. For uden vækst i den produktive del af samfundet kan vi heller ikke fastholde den velstand, som vi har vænnet os til. Øget vækst skaber de øgede skatteindtægter, der skal til for at fastholde vores velfærdssamfund.

At påvise vækst og fremgang er blevet et must

Hvor tit har vi ikke hørt; hvis vi ikke vokser, så er vi i status quo, og så er vi reelt i tilbagegang.

Ingen organisation er startet for at være i tilbagegang. Organisationer, der er i tilbagegang, eller opfattes som sådan, tiltrækker heller ikke de bedste ansatte osv. Organisationer skal som udgangspunkt være i en positiv evolution for at være succesfulde og opfattes som relevante.

Vækst skal kunne måles, rapporteres og vejes. Det kræver ledelse, indsats og ambitioner; der skal sættes mål, der skal følges op på præstationerne, der skal gives feedback og sættes ind over for dårlige præstationer. Det har virksomhederne travlt med lige nu. Der skal skabes profit til ejerne.

Find ind til kernen igen

Hvordan finder man så væksten? Her kommer ikke en gylden opskrift men et forslag:  Hvad er dine kunders behov? Hvilke relaterede behov har de ellers, som virksomheden kan være behjælpelig med at løse for dem?

For formålet med virksomheder er helt basalt at skabe behov hos eksisterende og potentielle kunder. Det må vi huske hele tiden, og især når vi skal finde ud af, hvordan vi kan øge den indtjening.

Styring efter bogen

Virksomheden skal så styres med øje for at opnå et afkast på kapitalen, der er højere end omkostningsniveauet – større outcome end input.

Og en anden god grundregel i virksomhedsdrift er, at for at være den bedste ejer og få succes, så skal man tilføre den rigtige ledelseskraft og kapital, så virksomheden kan skabe mere værdi end en anden potentiel ejer. Øget værdi skabes ultimativt gennem løbende vækst og udvikling.

Vækst – positiv forandring – kan opnås organisk; med den eksisterende organisation mere eller mindre intakt eller gennem tilkøb af ny business; enten i form af køb af hel virksomhed eller en del af en anden eksisterende organisation.

Og så skal vi opdyrke nye markeder, opfinde nye og bedre produkter/ydelser og/eller vi skal finde bedre måder at sælge det, vi allerede har på hylderne på, for at opnå vores ønskede vækst i omsætning, indtjening og markedsandele.

Men i bund og grund gælder det om at sælge og omsætte flere af de produkter eller ydelser, som organisationen udbyder. Og derfor er det vigtigt og essentielt at forstå, hvad kunderne vil have, hvad vi som organisation kan levere og ikke mindst, om vi kan tjene penge på det.

Profil
Lars-Christian Brask authorimage Lars-Christian er finansmand med en baggrund i nogle af verdens største banker, såsom Bank of America og Merrill Lynch. Med mange års erfaring fra udlandet er Lars-Christian ekspert i at analysere amerikanske, engelske og danske finansielle institutters strategiske handlemønstre samt i sidestillelsen af udenlandsk og dansk arbejdskultur.

Lars-Christian Brask er bestyrelsesformand for blandt andet Nellemann, Falcon Invest og LM Byg. Han er medlem af Byrådet i Roskilde for Venstre.

Tidligere bloggere på borsen.dk