Afsked med VM 2014: Penge, bold og babes

199.549.000 kroner rejser Tyskland fra Brasilien med som verdens bedste fodboldhold. Beløbet er FIFA’s præmie til vinderen af VM 2014. Af det beløb får hver enkelt spiller og teknisk personale omkring holdet 2.278.230 kr. for deres indsats.

Er det fair? 2,2 mio. kr. for en måneds arbejde? Havde det været en bankdirektør, havde mange ikke været i tvivl: En uhyrlig hyre. Helt urimelig.

I fodbold gælder dog andre regler, såvel som i tennis, golf etc. og i Hollywood, filmens verden, ikke at forglemme. Diskussioner om bonusordninger og resultataflønning når sjældent til fodboldstadionet eller biograflærredet.

Tysklands målmand Manuel Neuer, der igår blev kåret til VM’s bedste, tjener godt 51 mio. kr. årligt. Til sammenligning tjener Lars Rebien Sørensen som adm. direktør i Novo Nordisk godt 20 mio. kr. Rebien redder menneskeliv over hele kloden. Neuer laver omkring 100 redninger per år. Er det fair?

Da kampen igår var slut, løb kvinder med malede læber og stramme fantrøjer ind på banen. Tilbedende kastede de sig om halsen på de udmattede, forslåede, overlegne spillere. De argentinske drenge stod solo. Slukørede. Et par timer forinden stod de alle og lignede en flok 19-årige kostskoledrenge, forventningsfulde og parate til at løbe på banen. Nu lå de sejrende af dem omringet af langhårede skønheder. Hjemme i stuerne sad teenagedrenge over hele verden, er jeg sikker på, og drømte om samme skæbne, velvidende at chancen er minimal.

Er det fair? Det er ligegyldigt. Som publikum er vi ikke i stand til at afgøre det. Money talks, og hvis nogle kan lave en forretning ud af fodbold, så er det virkeligheden. Publikum kan være ligeglad med, om Neuer tjener 1 kr. eller 51 mio. kr., så længe der spilles en god kamp. Når VM-finalen fløjtes igang, er det eneste interessante om Götze kan tæmme bolden og ramme rent – ikke hvor mange millioner han tager med sig hjem fra grønsværen. Det er interne anliggender.

Tænk hvis man kunne overføre lidt af denne largesse til erhvervslivets publikum, når der offentligt diskuteres topleder-lønninger og bankdirektør-bonusser. Her kunne man lejlighedsvis savne en ydmyghed overfor det arbejde, der foregår bag kulissen, den opkvalificerende træning og den kompleksitet, der skjuler sig bag millionerne. Alt det corporate governance-regnedrengene forsøger at gøre sig kloge på, når de sammensætter kontrakterne. Der er jo så meget, menigmand ikke forstår.