5. etape: Stormflod og en tur i følgebilen

På vej med Hjælperytterne på cykel fra København til Oslo. 170 erhvervsfolk. Vi samler ind til Gigtforeningen.

Dagens udgangspunkt: Karlstad

Dagens destination: Kongsvinger

Distance: 185

Bananometer: 80 kg siden København

Dagens etape

Til dagens etape havde meteorologen allerede advaret: Nu får I vand. Så der var pakket godt og grundigt med ærmer og ben, og regntøjet var allerede på, da vi tog afsted. Selv med en temperatur på 11 grader ved afgang klokken 08:00 følte vi, at vi var beredte.

Da vinden også begyndte at tage til, blev det dog koldere, end hvad jeg havde gearet mig op til. Kulden skar ubarmhjertigt gennem både regnjakke, vindvest, cykeltrøje og undertrøje, og det var svært at holde op med at ryste.

I dette grå og kolde og våde uvejr mærker man dog stadig smilet presse sig på, når man får følelsen af sammenhold og fælles målrettethed imod at klare strabadserne. Vi er alle i samme båd her. Ved depoterne krøb vi sammen under pavillonerne, mens de gode frivillige mennesker opvartede os, klappede os på skuldrene, delte varm kaffe ud og pakkede os ind i tæpper.

Et kig fra følgebilen

Efter godt 2,5 timer med uafbrudt regn måtte jeg dog til sidst kaste håndklædet i ringen. Gennemvåd af min dumme regnjakke, der gik i stykker på en af de første dage, samt med en hudafskrabning af en ikke ubetydelig størrelse på mit venstre ben fra mit lille styrt på dag et, var det ikke kun kulde, men også smerten ved regnen imod mit sår, der til sidst fik mig til at stikke halen mellem benene. En tur i følgebilen blev det til.

Her oplevede jeg til gengæld et nyt perspektiv. Ikke blot overværede jeg mekanismen ved sammenpakning af et depot og oppakning af det næste – men også radiokorrespondancer imellem lederne i feltet og følgevognen kunne høres. Imponerende, som der er styr på alt, sikkerheden er virkelig i top. Her sad jeg så i varmen – eller det vil sige, det tog mig godt en time før, jeg blev nogenlunde varm igen – og kunne se mit hold kæmpe sig igennem den stadigt silende regn på veje med jord og mudder, der blev slynget op ad ryggen på dem. Helt stolt af os blev jeg, da jeg så, hvorledes de sikkert og tappert kæmpede sig igennem, kilometer for kilometer og ikke mindst højdemeter for højdemeter. Teknikken sidder virkelig i skabet, og teamet arbejder sammen, kommunikerer, og meldinger om ”sten” og ”grus” og andre chikaner kommer klart igennem.

Nu når vi til Norge!

Kort efter frokost klarede vejret op, og holdet kunne tidlig eftermiddag passere grænsen til Norge og komme tørre frem til Kongsvinger i fin stil – afsluttende turen med 1.518 højdemeter og med en gennemsnitsfart på 26,1, hvilket, vejret og højdemeterne taget i betragtning, må være en tilforladelig fart.

Hotellet i Kongsvinger ventede med åbne arme og middag i en stor balsal. En løftet stemning og stolthed (ja, måske ikke så meget fra min side som fra de andres, der jo havde kørt hele vejen) og dog alligevel lidt nostalgi over, at dette skulle blive den sidste aften. Sidste bagsmæk, sidste gang cyklerne skulle ”puttes” sammen, sidste gang, vi skulle synge vores holdsang. Ja, sidste alt muligt. Og selvom man havde lyst til at blive i dette nu, så klistrede øjnene sammen for mange ryttere, uret skulle sættes til 05:30, og mange moslede i seng en god rum tid før tolv. Også jeg.

Michael kører for gigt – med gigt

Michael Steen Madsen er en af hverdagens helte på holdet. Han er en gudsbenådet cykelrytter, der altid rækker en arm ud, når man er udmattet og har brug for hjælp. Han kører sikkert og godt, og han er uden tvivl en af de bedste ryttere på holdet. Det ser jeg rigtig meget op til ham for.

Michael har også gigt. Og netop derfor betyder turen ekstra meget for ham. Michael var med i bilen i dag. Leddene værkede, og jeg har aldrig før oplevet, at Michael er sprunget over. Men gigt er en sygdom, der giver rigtig mange og grimme smerter, og det fik jeg oplevet på nært hold.

Hvad er meningen med galskaben?

Meningen med galskaben er for mig i høj grad, at det er mig, der skal bestemme over min sygdom. Og ikke sygdommen, der skal bestemme over mig. Jeg har en kombination af psoriasisgigt og morbus bechterew, der gør, at jeg er stiv i kroppen og bliver sindssyg træt. Så for mig og min krop har det været en kolossal udfordring, hvor jeg har presset systemet til det yderste.

Hvad får du ud af det?

Selvom kroppen gerne vil sige fra, så får jeg det bedre, når jeg træner. Musklerne bliver stærkere, og dermed er det ikke leddene, der skal bære rundt på resten af kadaveret. Og så giver det positiv energi til mit hoved.

Hvad er det bedste ved at cykle på holdet?

Det klart bedste ved projektet har været alle de sjove og søde mennesker, som har gjort, at jeg, de gange, hvor jeg nok ellers ville have trukket stikket og lagt mig under dynen, er kommet ud og træne og cykle, og dermed har fået det bedre på den lange bane.

Michael Steen Madsen, Hjælperytter (Foto Per Fløng)