Investeringsforeninger med obligationer uden afkast

Lige nu tales der meget om de lave renter på obligationer, og hvorledes investorerne skal hente afkast i det marked. Facit: Det er ikke nemt at være investor lige nu! Specielt ikke hvis man gerne vil have et relativt sikkert og stabilt afkast på eksempelvis pensionerne.

Før i tiden var opskriften nem og enkel: Jo tættere du er på pensionsalderen, jo flere penge skal du have i obligationer. Og gerne i en god dansk investeringsforening, det er både sikkert, billigt og giver et passende afkast. Men den opskrift holder desværre ikke mere. Det viser den seneste udgave af Miranova Analyse.

Resultaterne af analysen er nedslående og bør give anledning til overvejelser for alle, som har penge i netop denne type produkter. Vores analyse viser, at flere store danske investeringsforeninger lige nu kæmper med overhovedet at levere et afkast til de mange medlemmer. I et obligationsmarked hvor renten er tæt på nul procent, kommer selv de store professionelle investeringsforeninger til kort. Men selvom foreningerne ikke kan levere afkast til investorerne, så holder de sig ikke tilbage, når det kommer til at tage sig godt betalt.

En af de fonde vi analyserede, var Danske Invest Engros Flexinvest Korte Obligationer. Fonden har 17 milliarder kroner under forvaltning og er aktivt styret. Fonden har fravalgt at have et sammenligningsindeks, hvilket jeg har svært ved at forstå begrundelsen for. Hvis man laver ”aktiv” styring, må definitionen af aktiv være, at man forsøger at skabe et ekstra afkast. Bør man så ikke også sammenligne sig med et indeks for at svare på, om det ekstra afkast rent faktisk bliver skabt?

Fonden har en årlig effektiv rente på 0,5 procent. Men de årlige løbende omkostninger for investor på 0,6 procent. Dermed er der intet forventet afkast til investor, ja måske endda et tab. Ved stigende renter må investorerne forvente et tab. Samtidigt tjener Danske Invest årligt 100 millioner kroner, mens investorerne løber risikoen.

Danske Invest har en anden afdeling med tilsvarende investeringsområde, Danske Invest Korte Obligationer. Den fond er billigere på trods af, at den har mindre formue under forvaltning (4 milliarder kroner). Afdelingen har et sammenligningsindeks, men har ikke slået det siden opstart i 2005 og frem til i dag. Det er umiddelbart svært at se sammenhængen i, at ikke begge fonde har sammenligningsindeks, og at den med den største formue ikke har lavere omkostninger. Og det får mig til at tvivle på, at den store afdeling kan fremvise ekstra afkast, hvis den bliver sammenlignet med et  relevant indeks.

Lad mig afslutte med nogle spørgsmål:

• Hvem beslutter, om en forening er villig til at opløse sig selv, hvis den ikke har udsigt til afkast? Eller skifter til en billig indeksstrategi, så omkostningerne ikke æder afkastet?
• Er det investors egen pligt at følge med i, at foreningen har et positivt forventet afkast?