1.050 km til Oslo. På cykel!

Hej! Jeg hedder Esther Dora Rado, 29 somre, og til daglig CEO i Corporate Communications. Over de næste seks dage kan I få fornøjelsen af at være med på førsteparket, når jeg sammen med mit cykelhold kæmper mig igennem et af mit livs største udfordringer.

Min virksomhed er en mindre én af slagsen, der arbejder med virksomhedskommunikation og branding, og jeg er gudsbenådet med de dygtigste medarbejdere. Det er cirka to år siden, at jeg startede forretningen, så det er stadig en ”spændende” fase med forandringer. Jeg har ni års erfaring som rådgiver fra virksomheder og bureauer. Og så har jeg lige fået en bestyrelsespost i Board Assure A/S, der klæder topledere på til direktions- og bestyrelseslokalerne. Jeg er medlem af Rotary i København, hvor jeg kommer hver uge. Jeg sidder i Berlingskes Talent 100-netværk. Jeg er med i forretningsudvalget og advisory boardet til Kvinder i Bestyrelser, hvor vi arbejder for at skabe vækst i kvindeejede virksomheder. Og ja, så forsøger jeg jo som alle andre dødelige at have et socialt liv.  

For nogle år siden væltede hesten under mig, og jeg kom slemt til skade. Fik at vide, at jeg aldrig ville kunne gå eller løbe ordentligt mere. Det blev dog overhovedet ikke blev tilfældet. Jeg kom på benene, og jeg har siden løbet halvmaraton, gennemført en halv ironman og alt mulig andet, som var vigtigt for mig at overvinde for at bevise for mig selv, at jeg kunne overkomme den skade. Men det var midt i mit surmuleri over, at jeg ikke kunne bevæge mig så godt længere, at min ven John Norden (ham fra MyBanker) spurgte mig: Hvorfor cykler du så ikke i stedet for (ad notam konstruktivisme i stedet for pessimisme).

John skulle afsted med Hjælperytterne. Cykle 1.050 km til Norge over 6 dage. Det var februar, da han spurgte. Koldt udenfor. Mørkt. ”Træningen begynder nu her,” sagde han så og kiggede glad ud af vinduet. Super. Det gør vi. Selvfølgelig gør vi da det.

Motivationen ligger ikke bare i den personlige udfordring, men også i formålet. Missionen er at samle penge ind til Gigtforeningen. Vi har kæmpet for sponsorer, der sponsorerer alt fra hver kørte kilometer til cykler, tøj og forplejning. På den måde skal turen give penge til forskning i gigt, til at få sygdommen, som mange kæmper med, men som vi sjældent taler om, på dagsordenen, og til at gøre hverdagen bedre for nogle af alle de mennesker, børn som ældre, der hver dag lever med sygdommen.

Vi har i gennemsnit trænet en 2.000 km med holdet, fordelt på et sted mellem 1 og 3 gange om ugen, lige siden for at komme i form til den store tur. Nogle havde mere eller mindre aldrig siddet på en cykel, før første gang vi mødtes. Én fyr mødte op uden luft i dækkene, og en kvinde vidste ikke, at sadlen kunne indstilles i højden og hjulede til at starte med rundt med knæene helt oppe i ansigtet. For ikke at tale om – og dette med al respekt – at en overvægt af de mænd fra erhvervslivet, der troppede op dengang, også bar rundt på en god pondus.

Ja, sådan ser vi altså ikke ud i dag. Jeg kan skifte mit baghjul vildt hurtigt. Jeg kender gels. Og jeg cykler nogle gange længere, end de gør i Tour de France. Jeg kan køre 250 km i streg uden at dø. Jeg har været på Hallandsåsen. Nu er jeg cykelrytter, og jeg ser på mine teammates, der står knivskarpt i deres livs bedste form. Vejs ende, vi har trænet alt, hvad vi skulle og kunne – nu er det tid til afgang. Søndag klokken 06:15 er vi at finde i Helsingør med følgevogne, lastbiler, serviceteam – i uniform og klar! Jeg glæder mig til at dele vores strabadser med jer.