Smart beta. Og hvad er så det?

Forleden blev jeg interviewet til Børsens Investorskole (se her) om væksten i de såkaldte smart-beta strategier og det bagvedliggende fokus på risikofaktorer på aktiemarkeder.

I den finansielle ordbog er beta en betegnelse for et markedsafkast. Et markedsafkast er et passivt afkast, der kan genskabes ganske enkelt. (Alfa, derimod, er det merafkast en aktiv forvalter håber på at skabe.) De traditionelle aktieindeks er alle vægtede efter selskabernes størrelse, så jo større et selskab er, jo tungere vejer det i et indeks. I det danske C20CAP vejer Novo for eksempel 15%. Markedsvægtede indeks giver en bias mod store selskaber og mod det man kalder vækst-aktier.

I de senere år er man begyndt at pille de aktive forvalteres ”alfa” fra hinanden. Hvor kommer et mer-afkast fra? Skyldes det at man vælger de rigtige papirer eller at man systematisk løber en større risiko? Dette fokus har ledt til en større anerkendelse af tilstedeværelsen af langsigtede risikofaktorer på aktiemarkedet. En risikofaktor er her at forstå som en målbar faktor, der leder til et positivt merafkast justeret for risikoen.

De mest velkendte er small cap aktier,value aktier, lav-beta aktier, samt momentumstrategier. Historisk set har mindre selskaber givet et højere afkast end større selskaber, noget der både kan forklares med lavere likviditet for mindre selskaber, samt af investorers præference for større og mere velkendte selskaber. Value aktier er selskaber hvor værdien af selskabet er høj i forhold til markedskursen. Modsætningen er vækstaktier, der er selskaber hvor værdien er forholdsvis lav sammenlignet med markedsværdien. Lav-beta aktier er selskaber, der har mindre kursudsving end markedet generelt. Standard finans-teori tilsiger at jo større udsving (risiko) en aktie har, jo højere skal det forventede afkast være. I praksis har det dog vist sig at de mindst volatile aktier har givet højere afkast end de mere volatile. Den kloge/forsigtige investor har dermed kunne såvel løfte afkast som sænke risikoen i sin aktieportefølje ved at vælge denne type selskaber. Endelig fokuserer man tit på såkaldte momentum-strategier, hvor man køber de aktier der er steget mest i en given perioder og sælger dem der er faldet mest.

Ved at tilføre sin aktieportefølje en eller flere af ovenstående risikofaktorer har man generelt kunnet forbedre forholdet mellem afkast og risiko i forhold til markedsafkastet (beta). I kombination kaldes strategierne ofte for smart beta eller alternativ beta. For professionelle investorer har det medført et skifte væk fra kun at fokusere på aktive forvaltere til i større grad at supplere aktiv forvaltning med udvalgte risikofaktorer.

For private investorer er det især fremkomsten af ETF’er, der har gjort det muligt selv at bygge sine smarte porteføljer selv. Vælger man f.eks. en passiv investeringsforening, der følger et globalt indeks, og supplerer med en kombination af f.eks. small cap og lav-beta, kan man ende med en ”aktiv” investeringsstrategi til ganske lave omkostninger. Det kan synes uoverskueligt, men i praksis er det ganske enkelt. Forstår man den branchemæssige forskel ved at købe Vestas og Novo vil man også hurtigt kunne forstå forskellen mellem small og large cap selskaber.

Man skal være opmærksom på, at selvom de langsigtede risikofaktorer har vist sig at give gode bidrag, så er det ikke det samme som at de giver et højere afkast end markedsafkastet hvert år. Underperformance forekommer, og perioderne kan strække sig over flere år.

Figuren nedenfor viser afkastet på MSCI World sammenlignet med afkastet på small cap aktier, value og lav-beta aktier. Siden 2001 har globale aktier eksempelvi givet et afkast på godt 100%. Small cap har derimod givet et afkast på 250%.