Efterspillet: Har Ekstra Bladet rene hænder?

Mens Løkke-sagen så småt toner ud, ser man konturerne af en hidtil uset mistillidskrise mellem borgere og medier vokse frem, og hvor borgerne sætter stadig flere kritiske spørgsmålstegn ved mediernes arbejdsmetoder. Ganske voldsomme reaktioner på bla. sociale medier fortæller historien om, at mediernes troværdighed er på spil - en ganske alvorlig sag for en branche der i forvejen er presset voldsomt, både troværdighedsmæssigt og kommercielt.

Vi har ikke andet end lige lagt de saftige og helt igennem surrealistiske afsløringer i SE og HØR-sagen bag os, og som fik en samlet mediebranche godt op af stolene i hidsig forargelse. Og med god grund. Den overgik fuldstændig, hvad vi tidligere har set, og i lyset af den nye tillidskrise mellem borgere og medier, er det helt centralt, at medierne er i stand til selv at holde rent, rydde op og øve selvjustits i egne rækker. Det er ikke nok med forblommede og halvkvædede undskyldninger, hvor man alligevel prøver at tørre ansvaret af sig mellem linjerne. Der er brug for at hænge det beskidte vasketøj til offentligt skue og få muget ud i egne rækker. Det vil styrke troværdigheden.

Der er flere medier, som har bevæget sig på eller over kanten i hele forløbet. Naturligvis påkalder især Ekstra Bladet sig et kritisk søgelys som det medie, der startede sagen på basis af dokumenter, bladet var kommet i besiddelse af, men som angiveligt var tilvejebragt på ulovlig vis.

Det er vigtigt at forstå, at det er en helt normal arbejdsmetode, at medier - uanset at andre måtte have overtrådt loven med tilvejebringelse af informationerne - bringer historier på basis af sådanne dokumenter. Og sådan skal det blive ved med at være. Det afgørende er, om oplysningerne har væsentlig interesse for offentligheden. Her er sagen jo klar: Informationerne om Lars Løkkes forskellige transaktioner havde indlysende interesse, så Ekstra Bladets brug af informationer er helt efter bogen. Det er sådan, medier arbejder.

Det er imidlertid ikke det centrale her. Derimod er det ganske afgørende som led i kritisk journalistik i egne rækker, at andre medier interesserer sig for, i hvilken grad Ekstra Bladet selv har været aktive i frembringelsen af disse bilag og dokumenter.

SE og HØR-sagen gav os den erfaring, at der er en hårfin grænse mellem en moralsk acceptabel og en moralsk helt uacceptabel adfærd i forbindelse med brugen af oplysninger frembragt ad ulovlig vej. Medier kan et stykke hen ad vejen holde til, at man får ulovligt frembragte informationer og oplysninger dumpende ind på skrivebordet, mens selv en begrænset medvirken til ulovligheder kan føre til et moralsk glidebane som hos SE og HØR.

Disse to sager ligner hinanden på væsentlige punkter hinanden og kun en nærmere kritisk journalistisk kulegravning vil kunne afdække, om man klart kan fordømme SE og HØR på den ene side og klart frikende Ekstra Bladet på den anden. Man kan i hvert fald ikke som samlet mediebranche i så voldsom grad fordømme SE og HØR og samtidig undlade helt at forholde sig Ekstra Bladets metoder.

Det er ikke sådan, at der aldrig forekommer kritik i egne rækker, og hver gang det sker, styrker det troværdigheden, som er pressens dyrebareste aktiv. Det skete for BT, da denne avis i september 2011 bragte en historie om, at Helle Thorning i seks år havde fået et uberettiget skattefradrag. Historien, som satte fornyet fut i hendes omdiskuterede skattesag, kom midt i valgkampen, der senere førte til regeringsskifte og gjorde Thorning til statsminister.

Netop denne timing for BT's Thorning-historie vakte et ramaskrig, naturligvis primært fra rød bloks vælgere og politikere, men i høj grad også i mediernes egne rækker. Talrige journalister var stærkt kritiske, og forargelsen udløste en stribe kritiske artikler om BT's motiver for timingen. Efterfølgende var avisen under langvarig og kraftig beskydning for at have forsøgt at påvirke udfaldet af folketingsvalget. Selv i dag næsten tre år efter sker det, at BT kritiseres for historien.

Ekstra Bladet har ageret på en måde, der har mange lighedspunkter med BT's, men med den forskel at Ekstra Bladet har gjort det kke bare én gang, men nu to gange: Timet en større journalistisk kampagne op til et valg og med direkte effekt på valgresultaterne i begge tilfælde - først kommunalvalget i efteråret, dernæst Europa-Parlamentsvalget i maj.

GGGI-sagen i efteråret fik konsekvenser for Venstres valgresultat ved kommunalvalget i november, og den seneste sag fik tilsvarende betydelig indvirkning på valget til Europa-Parlamentet, hvor Venstre endte med at tabe ét ud af tre mandater. Resultatet af to valg så tæt på hinanden var en udløsende faktor for det opgør, Venstre senere kom ud i.

Forløbet rejser interessante spørgsmål om Ekstra Bladets rolle og bevidste planlægning op til to demokratiske valg. Ingen kan være i tvivl om, at Ekstra Bladet generelt har været ekstremt offensive og ganske aggressive i denne sag

Offentligheden har brug for at vide, om et medie er gået ud over sin rolle som formidler og med fuldt overlæg misbruger journalistikken til at påvirke udfaldet af de demokratiske valg, som vælgerne skal afgøre. Hvad er forklaringen på, at to så omfattende kampagner kommer lige op til to valg? Tilfældigheder?

Hvis nogen kynisk sidder og planlægger en sådan timing ud fra journalistisk set uvedkommende årsager, kan det blive opfattet af borgerne som et særdeles upassende angreb på demokratiet. Og det vil for alvor yderligere kunne undergrave befolkningens tillid til medierne, hvis borgerne sidder tilbage med den opfattelse, at de øvrige medier i  misforstået kollegialitet og ved passivitet anerkender Ekstra Bladets ageren i sagen uden videre kritisk behandling.

I så fald har medierne ved at udvikle sig til en magtfaktor på et nyt og uset niveau i forhold til demokratiet, og hvor det er accepteret, at man går ind og påvirker valgresultater med journalistiske historier. En magtfaktor som i stigende grad vil puste til politikernes efterlysning af større demokratisk og parlamentarisk kontrol, fordi man naturligvis ikke kan leve med, at enkeltpersoner har tilegnet sig så afgørende indflydelse i demokratiet.

Manglen på evne eller vilje til hurtigt at reagere og få gjort rent, når enkeltmedier besørger i hjørnerne kan derfor selvforskyldt fremkalde en ubehagelig diskussion om, hvorvidt vi som samfund kan acceptere, at medier agerer frit og efter forgodtbefindende, timer, tilrettelægger og planlægger afgørende historier for at bruge dem til at påvirke de demokratiske valg og dermed skaffe sig uautoriseret indflydelse på samfundsudviklingen - eller om det er nødvendigt nu at hjælpe medierne tilbage på plads gennem loveregulering.  Og en lovregulering vil gøre indhug i pressefriheden.

Derudover rejser der sig en mængde andre spørgsmål, som er relevante for en kritisk journalist at søge at få besvaret:

Hvordan og af hvem fik Ekstra Bladet disse bilag? Og især: Hvor aktiv har Ekstra Bladet selv været for at skaffe sig bilagene? Hvis informationerne er kommet dumpende ind på redaktionen, er det én sag. Kommer man i besiddelse af oplysninger, som er væsentlige for offentligheden, skal de selvfølgelig bruges som nævnt ovenfor.

Det er noget helt andet, hvis man selv i et eller andet omfang har været medvirkende til at skaffe oplysningerne på ulovlig vis, for i så fald begynder der som nævnt at tegne sig konturerne af en ny slags SE og HØR-sag, - men med den forskel, at SE og HØR-historierne på basis af kreditkortoplysningerne var relativ ligegyldige og uskadelige, hvorimod denne historie har haft enorme konsekvenser. SE og HØR medvirkede også aktivt til at skaffe sig adgang til ulovligt indsamlede informationer.

Derfor er det journalistisk særdeles interessant at få afdækket Ekstra Bladets præcise rolle med henblik på at få af- eller bekræftet eventuelle mistanker. For hvis Ekstra Bladet har haft selv en mindre aktiv rolle som aktiv fødselshjælper i arbejdet med at fremskaffe bilagene, bliver det svært at forsvare, at smitten fra SE og HØR ikke har bredt sig til andre medier, herunder Ekstra Bladet.

Særlig interessant bør det være for andre medier at jagte den kilde, som har hjulpet Ekstra Bladet med bilag og informationer. Kilden har under alle omstændigheder gjort noget ulovligt, og det er ikke unormalt at se, at andre medier forsøger at afsløre hinandens kilder, ikke mindst for at afdække bagvedliggende motiver hos disse kilder.

Måske er det en ligegyldig, forsmået og hævngerrig person fra Venstres partiapparat, men det kunne også være en eller flere højtstående Venstrefolk, der enten i samarbejde med Ekstra Bladet eller med Ekstra Bladet som villige hjælpere har iværksat en plan med det formål at vælte Løkke og skaffe deres egen mand eller kvinde til magten. I så fald er det en spinmanøvre af de helt store, hvor Ekstra Bladet fuldt ud har kendt til den eller de pågældendes motiver.

Vi har brug for at vide, hvilke motiver der ligger bag en så alvorlig sag, at nogen har stjålet fortrolige informationer og bilag.

Hvorvidt Ekstra Bladet har taget del i direkte ulovligheder, véd vi ikke. Det er op til den øvrige del af pressen at få afkrævet avisen nogle klare og fyldestgørende svar.

Det er et rimeligt forlangende, at Ekstra Bladet selv bidrager aktivt til at fremme sagens oplysning (foruden dog selve identiteten af kilden, selvom Ekstra Bladet selv har et meget ambivalent forhold til kildebeskyttelse) for at offentligheden kan få sikkerhed for, at alt er gået efter bogen og på en lovlig og moralsk forsvarlig måde. Ekstra Bladet bør kunne respektere behovet for at vide, at der er rene linjer og tilmed selv se en interesse i at blive set efter i kortene.

Uanset vil avisen dog have ret svært ved at vægre sig imod at spille efter samme regler, som avisen kræver af andre. Det vil trods alt være for hyklerisk.