Der kommer flere skandaler

De sidste par uger har givet anledning til endnu et par skandaler, denne gang i Se og Hør og Lars Lykkes garderobeskab.  For tiden kommer de næsten hver uge og rammer overalt i samfundet. Hverken politikerne, embedsmændene, pressen, universiteterne, finansverdenen eller det øvrige erhvervsliv er undtaget.  Tilsyneladende har skandalerne et fælles forløb, der minder om en influenza. De starter med avisoverskrifter, skaber forargelse, breder sig med nye afsløringer, giver anledning til undskyldninger og slutter med forsikringer om, at”nu er der strammet op”. Foreløbig tyder intet på, at de ebber ud. Vi må se i øjnene, at der kommer flere skandaler.

Mange erhvervsledere ser skandalerne som et produkt, medieindustrien har udviklet for at øge omsætningen. Konkurrencen er hård, og der er først rigtig tale om succes, når en historie bliver ”viral” så der kommer mange hits på hjemmesiderne.

Tilsyneladende er det ret uforudsigeligt, hvor skandalerne rammer. Hvis man bruger sin fantasi er det klart, at spørgsmålet”Kunne det ske her?”næsten altid må besvares bekræftende. Ikke nødvendigvis helt på samme måde, men selvfølgelig kunne der ske et eller andet.  Mennesker begår fejl og går over stregen alene af den grund, at”det er biologisk materiale vi har med at gøre”, som en læge engang udtrykte det. Murphy’s lov tilsiger som bekendt, at hvis noget kan gå galt, vil det gå galt.

Spørgsmålet er, om erhvervslivet selv kan gøre noget mere for at dække sig ind. Det er fristende at råbe på øget kontrol og mere regulering, men det er tvivlsomt om kontrol har nogen reel effekt, når den ikke understøttes af en redelig kultur blandt virksomhedernes medarbejdere. Hvis kulturen omvendt er ordentlig er det spørgsmålet om kontrol reelt tilfører noget andet end omkostninger.

Michael Jensen, der er bedstefar til agentteorien om økonomiske incitamenter, har på det seneste slået til lyd for at finansverdenen skal lægge større vægt på ”integritet”, hvorved han forstår konsistens eller med et gammelt udtryk ”ordholdenhed”. Det drejer sig om ikke at afgive løfter eller skabe forventninger, som virksomheden ikke kan eller vil overholde uanset omstændighederne.  I bredere forstand indebærer det også en forpligtelse til at melde fra, når andre – for eksempel aktiemarkedet eller pressen – skaber den slags forventninger.

Det er fristende at belægge sine ord, når man skal sælge varer og tjenester eller politiske budskaber. Mange beskæftigede inden kommunikationsbranchen arbejder dagligt med at få virksomhederne til at se så godt ud som muligt.  Grænsen til at manipulere er hårfin.  Men der må være forskel på kommunikation og kosmetik. Når virksomhederne på sigt ikke kan leve op til de forventninger, der skabes gennem virksomhedens kommunikation, slår det hårdt tilbage på omdømme og forretningsgrundlag i form af tillidskriser, ledelseskollaps og skærpet regulering. Det er vanskeligere at opdage og indrømme fejl, når virksomhedslederne først har ført sig frem med, hvor pragtfulde de er.

Det tager tid at ændre normer. Det man realistisk kan håbe på er ikke et samfund uden skandaler, men et samfund, hvor de over tid bliver noget mindre alvorlige.  Danmark har allerede bevæget sig et godt stykke i den retning, når vi sammenligner med forholdene i de fleste andre lande, hvor governance ikke er et spørgsmål om underudvalg i bestyrelsen, men om korruption, kriminalitet og politisk risiko. De danske skandaler er små, når man sammenligner med Wall Street, Moskva eller Beijing.